Regionerne siger, at speciallægeloftet virker. Men hvor er de rette beviser?

Snart skal speciallægeloftet evalueres. Det er på høje tid.

For siden loftet blev indført, har vi igen og igen hørt politikere erklære, at »det virker«. At der er »sat prop i« på de store sygehuse. At flere speciallæger søger mod områder med lægemangel. At den geografiske skævhed i adgang til speciallæger dermed er ved at blive løst.

Men når man skræller de politiske budskaber væk, står et afgørende spørgsmål tilbage: Hvad er de rette beviser for, at loftet virker?

Vi mangler stadig den behovsanalyse af speciallæger i det samlede sundhedsvæsen, som burde være fundamentet for hele ordningen. I stedet bygger loftet på et øjebliksbillede: Antallet af speciallæger i et tilfældigt år. Der findes fortsat ingen analyse af det reelle behov for speciallæger og ingen dokumentation for, at loftet er udtryk for det antal speciallæger, befolkningen behøver.

Når man gennemfører så markant et indgreb på arbejdsmarkedet for læger, må man kunne dokumentere effekten. Ikke med anekdoter eller hensigtserklæringer, men med data. Data der dokumenterer, at der er det rette antal speciallæger i geografier og specialer, der sikrer lige adgang til sundhed.

Hvis loftet virker, bør det kunne aflæses i flere speciallæger dér, hvor manglen er størst, i kortere ventetider og bedre patientbehandling for alle. Er der f.eks. ansat markant flere speciallæger i Nykøbing Falster? Samtidig bør man kunne dokumentere konsekvenserne på de hospitaler, der er blevet ramt af loftet.

Færre speciallæger påvirker ikke kun behandlingskapaciteten, men også uddannelse, forskning og mulighederne for at løse opgaverne tæt på patienterne. Det er konsekvenser, som indtil nu har været bemærkelsesværdigt fraværende i debatten.

I Yngre Læger får vi i stigende grad henvendelser fra medlemmer, der er frustrerede. Læger, som snart bliver færdige som speciallæger, men som ikke kan få øje på stillinger – heller ikke uden for de store byer. Samtidig hører vi om afdelinger, der må sige farvel til dygtige speciallæger, fordi de ikke må ansætte, mens patienter stadig står i kø til udredning og behandling.

Vi ved, at der er afdelinger, hvor antallet af speciallæger er blevet så lavt, at uddannelseskapaciteten er under pres. Hoveduddannelseslæger må i stigende grad overtage opgaver, som tidligere blev varetaget af speciallæger. Det er svært at se, hvordan det styrker kvaliteten eller robustheden i sundhedsvæsenet.

Vi er naturligvis enige i, at der skal flere speciallæger til de steder, hvor manglen er størst. Men med det følger ikke automatisk, at man skal lukke døren alle andre steder.

Mange steder bliver speciallægeloftet i dag praktiseret som en grønthøster, der pløjer gennem alle hospitalsafdelingerne uden skelen til lokale forhold og faglige behov.

Konsekvenserne er særligt tydelige i de mindre specialer, der ikke findes uden for universitetssygehusene. Her medfører speciallægeloftet meget få muligheder for at finde relevante stillinger. En evaluering bør sikre, at disse specialer bliver undtaget et loft på samme måde som psykiatrien er det i dag og fortsat bør være.

Speciallægeloftet tæller hoveder frem for årsværk. En speciallæge på 27 timer om ugen tæller derfor præcis lige så meget som en på 37 timer. Det rammer forskere, deltidsansatte, læger med seniorordninger, fleksjobbere og læger med sygdom uforholdsmæssigt hårdt og skaber en model, der i praksis modarbejder fleksible ansættelser.

I de kommende år kommer mere end 1.000 flere læger hvert år ud på arbejdsmarkedet. Samtidig er de store årgange af læger nu ved at færdiggøre deres speciallægeuddannelse. Der kommer altså markant flere speciallæger. Så speciallægerne er på vej – også til de områder, hvor der er langt mellem husene.

Den kommende evaluering skal være en reel evaluering. Ikke en øvelse i at bekræfte en allerede truffet politisk beslutning, men en ærlig undersøgelse af, hvad loftet faktisk har opnået – og hvilke problemer det samtidig har skabt.

Hvis speciallægeloftet skal fortsætte, må det kunne dokumenteres, at gevinsterne overstiger omkostningerne.

Indtil da bygger den politiske fortælling om succes mere på antagelser end på beviser.