Skip to main content

Religiøs udrenselse! Må vi være fri!

Stud.med. Helen Latifi, Syddansk Universitet. E-mail: helenpersian@hotmail.com. Stud.med. Abidah Ashraf, Syddansk Universitet

16. okt. 2006
2 min.

Endnu en gang, kære Britta Mogensen, har du ikke forstået, at vi ikke bærer tørklædet for at skilte med vores religion eller grundet mellemøstlig kultur.

Vi kom til landet som små og har derfor kun haft en minimal kontakt med vores egne kulturer, så vi kender stort set kun til den danske kultur.

Hvorfor vi gerne vil bo i Danmark? Tja, fordi vi nu engang er danske muslimer - sådan vil vi betegne os selv, med eller uden flæskesteg.

Det passer slet ikke ind i billedet her, i et anset højakademisk ugeskrift, at have en så usmagelig debattone, som du udviser, og vi har derfor svært ved at forholde os til det. Som antropolog burde netop du have en bredere forståelse og accept af andres forskelligheder. Vi beklager dybt vores undren over dit arbejdsfelt - en, der dyrker læren om mennesket i sammenhæng med de forskellige samfundssystemer, som mennesket indgår i - sandelig en tankevækkende tanke!

Det er ikke ligefrem denne forståelse og accept af andres livsformer, en antropolog som dig udviser ud fra det, man læser fra dine indlæg. Ikke desto mindre taler du om muslimer i din omgangskreds og deres meninger - ret magert udsagn! Er din muslimske omgangskreds måske også kommende læger, hvor man diskuterer, om de må have adgang til sundhedssystemet med/uden deres tørklæde?

Mange fobier i tidens løb har kostet masser af menneskeliv: heksejagter, jødeforfølgelser, hetz mod afroamerikanere osv. Disse uhyggelige historier burde du tage til efterretning som antropolog.

Du må fortælle dit drengebarn, at mennesker er forskellige, men i bund og grund er deres blod af selvsamme røde farve. Du må lære dit barn at elske sin næste uanset farve, religion, race og påklædning. Vi vil vove at påstå, at du i den grad vil have svært ved at forklare det lille barn, hvorfor pædagogen er sort/mørklødet, for mor er jo lys, når du jo er tilhænger af, at pædagogen skal ligne dig!

Hvis du i øvrigt ikke vil konfronteres med kvinder, der går med tørklæde, så bliv hjemme! For så er det dig, der har et problem. Så er det dig, der er middelalderlig, for det hører ingen steder hjemme i et moderne land som Danmark at begrænse andre for at afgrænse sig selv! Vorherre bevares!