Religiøs uniformering - hvor er patientens grundlæggende valgfrihed?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Bestyrelsen for Kristelig Lægeforening (KLF) har i Ugeskrift for Læger (2011;173: 67) fået publiceret et debatindlæg under overskriften: »Frihed til at bære religiøse symboler«. Her fremsættes følgende postulat: »Når der ses bort fra, at der på enkelte afdelinger af hygiejniske grunde kan være særlige beklædningsregler, så må enhver have lov til at bære de religiøse symboler, man ønsker«.

Isoleret set ikke et kontroversielt synspunkt, men kontekstuelt set er det langtfra så enkelt. Her tages det religiøse menneskes behov for at fremvise synlige symboler til omverdenen omhandlende personlige trosaspekter i forsvar. Det aspekt, man fatalt overser i debatten, er, at der her er tale ikke blot om en professionel relation, men ydermere en alt andet end ligeværdig relation mellem sundhedspersonale og patient. Personalet tiltager sig hermed initiativretten til at introducere det religiøse aspekt som en uafviselig, nonverbal aktør i den interpersonelle kommunikation.

Det er bekymrende, at man ikke identificerer det grænseoverskridende i denne nonverbale, religiøse kommunikation i og med, at patienten hermed ingen frihed tildeles i henhold til at fravælge religiøse udsagn/symbolik. Undertegnede kan dog medgive KLF, at retten til i sin fritid og i det private rum at udleve sin religiøse lyst efter eget valg er noget nær ukrænkelig. Men det forekommer, at det må være patientens ret til at blive mødt af en professionel uniformering - ikke en religiøs uniformering - der må være i højsædet i den sundhedsfaglige, professionelle kontekst. I modsat fald gives religionen en særret, som krænker de syge borgere, som ikke ønsker denne i deres ret til sundhedsfaglig behandling.

Kan det virkelig være således, at det religiøse menneskes frihed står over alle andre borgeres - også når disse rammes af sygdom? Det skal understreges kraftigt, at disse synspunkter ingenlunde kan tages til indtægt for nogen form for racistisk holdning i og med, at undertegnede henholder sig til, at religion i sin grundfordring netop ikke har nogen racemæssig tilknytning, og at kristne og muslimske symboler her er absolut ligestillede.

Derimod er der tale om en sekulær og professionelt neutral indstilling til sundhedspersonalets nonverbale kommunikation, som i henhold til igangværende forskning i bl.a. placebo/noceboeffekter forekommer at være noget af det mest vedkommende og centrale i den sundhedsfaglige behandling. Således postuleres det, at religiøse ytringer bør være strengt på patientens initiativ i og med, at det bør være patienten, der som syg borger har førsteretten til at introducere eller eliminere det religiøse aspekt ved sygesengen. Det er en ret, som det professionelle personale derimod bør reservere til efter arbejdstiden.

> Svar:

Bestyrelsen for Kristelig Lægeforening:

Hans Holmsgaard, Thyborøn

E-mail: klf@klf-dk.org

Preben Bredesgaard, Rungsted Kyst

Mark McCullagh, Måløv

Ellen Mølgaard, København V

Lilia Bredtoft, København N

Kristian Kristensen, Herning

Hans Paulli Jørgensen, Hørsholm

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Tak for din interesse for vores indlæg.

Vi er enige i, at patienten er den svage part, der er afhængig af hjælp fra sundhedspersonen. Det betyder dog ikke, at patienten skal kunne bestemme, hvilken påklædning eller hvilke religiøse symboler behandleren skal have eller ikke have.

Patienten har den samme »initiativret« til at bære den påklædning og de religiøse symboler, som han eller hun ønsker. Heller ikke sundhedspersonen har nogen frihed til at fravælge patienter med uønsket religiøse udsagn/symbolik. Vi lever i et multireligiøst samfund, hvor man ikke kan undgå at møde mennesker, der tror eller mener noget andet end en selv.

Vi mener ikke, at det er rimeligt at føle sig krænket af, at nogen har en anden tro. Det religiøse menneske har præcis den samme frihed som det ikke religiøse menneske til at vise, om man tror på noget eller ej.

Hvordan afgrænses i øvrigt en professionel uniformering? Hvor langt må hår og skæg være? Må en mandlig læge have øreringe? Hvad med piercinger og tatoveringer?

Vi er enige i, at enhver sundhedsperson må være professionel. Dette er dog ikke i modstrid med at bære et religiøst symbol. Faglighed er ikke afhængig af påklædning.

Vi er også enige i, at en evt. religiøs samtale må være på patientens initiativ. Der kan dog være situationer (f.eks. ved alvorlig livstruende sygdom eller ved terminale patienter), hvor det kan være indiceret neutralt at spørge, om patienten har en tro, der kan hjælpe i denne situation. Dette kunne give muligheden for at formidle en kontakt til en trosfælle, hvis patienten ønsker det. Men herudover må enhver religiøs samtale foregå på patientens initiativ og efter dennes udtrykkelige ønske.