REPLIK Marie Fog: Nuanceret syn på medicingennemgang er påkrævet

I Ugeskrift for Læger den 4. november [1] konkluderer reservelægerne Andreas Lundh og Mikkel Christensen, at der er svag evidens for brugen af medicingennemgang på sygehusene og stiller spørgsmålstegn ved Region Hovedstadens prioritering. Baggrunden herfor er et Cochranereview.

Mange sygehuse benytter sig af medicingennemgang, og derfor er det naturligt, at indsatsen diskuteres. Desværre giver artiklen ikke det bedste udgangspunkt for en sådan debat, fordi valget af kilder og brugen af disse ikke i alle tilfælde medvirker til at tegne et retvisende billede. Men medicineringsfejl er indiskutabelt hyppige og ofte alvorlige, og en særlig indsats er nødvendig for at løse problemerne. Derfor er det på sin plads at knytte nogle kommentarer til artiklen.

Høj implementeringsgrad

Forfatterne fremhæver på baggrund af det upublicerede Lisbye-studie fra 2011, at implementeringsgraden er meget lav, altså at lægerne kun sjældent bruger anbefalingerne fra de kliniske farmaceuter. Men denne konklusion står i skærende kontrast til erfaringerne fra de kliniske farmaceuter, som ser en implementeringsgrad på helt op til 70 procent.

En undersøgelse fra 2013 foretaget på Fælles Akut Modtagelse på Sygehus Lillebælt, dokumenterer, at 59 procent af anbefalingerne blev fulgt.

47 procent af de forhold, som farmaceuterne påpegede, blev efterfølgende vurderet til at kunne have alvorlige konsekvenser.

Tidsforbrug

Centralt i artiklen er også, at medicingennemgange opgøres til at tage to timer og tyve minutter. Det sker med henvisning til det svenske Gillespiestudie fra 2009. Man kan dog ikke sammenligne den undersøgte svenske metode med den, som anvendes i danske akutafdelinger. Gillespiesmetoden er langt mere omfattende og indeholder bl.a. medicinanamnese, monitorering under indlæggelse og samtale med patienten.

Man kunne i stedet have trukket paralleller til den såkaldte LIMM-model, også fra Sverige, der er beskrevet og evalueret i adskillige publikationer. Her konkluderer man, at for hver time farmaceuten bruger på medicingennemgang, spares der en time blandt det øvrige sundhedspersonale.

Cochraneartiklen refererer også til studiet af Gallagher 2011, men heri beskrives en metode, som ikke opfattes som medicingennemgang i Danmark, og f.eks. ikke forholder sig kritisk til, om medicinlisten er korrekt.

Nuanceret billede

Andreas Lundhs og Mikkel Christensens kommentarer og review fortjener at blive taget med i overvejelserne omkring medicingennemgang, herunder evidensen for værdien af at lade kliniske farmaceuter udføre dem. Men reviewet er ikke fyldestgørende, og det bør derfor ikke stå alene.

En anderledes brug af kilderne og et andet kildevalg kunne have nuanceret billedet. F.eks. fortæller det minireview, som Trine Gråbæk og Lene Juel Kjeldsen publicerede i februar 2013 i Basic & Clinical Pharmacology & Toxicology en anden historie.

Andreas Lundh og Mikkel Christensen mener, at der ikke er evidens for, at medicingennemgang foretaget af kliniske farmaceuter tilfører værdi, men den nye udgave af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) indeholder krav om, at der skal foretages medicingennemgang på definerede risikogrupper. Der kan således ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt medicingennemgange skal foretages eller ej.

Man kan naturligvis diskutere, hvem der skal foretage dem, og om der er evidens for, at det gør en forskel, om den ene eller anden faggruppe udfører dem. Erfaringen er, at kliniske farmaceuter øger fokus på rationel og sikker brug af medicin. Når man tager mængden af medicineringsfejl i betragtning, virker det hensigtsmæssigt, at begge fagligheder er til stede og supplerer hinanden. Et sådant fagligt miljø synes på alle måder at være gavnligt for både det sundhedsfaglige personale og i særdeleshed for patienterne.

Patienterne bør få den bedste behandling, og ikke mindst derfor bør fagpolitik ikke blokere for de rigtige løsninger.