Debatten om kvaliteten i ph.h.afhandlinger fortsætter. Professor Jes Olesen foreslår, at afskaffe den sammenfattende redegørelse i ph.d.afhandlinger. Det ville være i strid med internationale normer
Professor Jes Olesen har i et indlæg i Ugeskrift for Læger foreslået [1], at man bør afskaffe behovet for en sammenfattende redegørelse i en ph.d.-afhandling, og at man baserer afhandlingen alene på publicerede artikler. Dette er i modsætning til gældende regler ved de danske sundhedsvidenskabelige fakulteter, hvor en ph.d.-afhandling normalt består af en sammenfattende redegørelse og et antal artikler eller manuskripter klar til indsendelse. Jes Olesens argument er, at artikler er offentligt tilgængelige og har en blivende værdi, hvorimod det stort set kun er bedømmelsesudvalget, der læser den sammenfattende redegørelse. Derfor mener Jes Olesen, at den tid, der anvendes til at skrive den sammenfattende redegørelse, kunne anvendes bedre til at skrive artikler. Idéen er tillokkende, især når det tages in mente, at universitetets finansiering er delvist baseret på antallet af publicerede artikler.
Da det koster godt 2 mio. kr. at uddanne en ph.d.-studerende, skal det selvfølgelig overvejes nøje, hvordan uddannelsen tilrettelægges. Ph.d.-uddannelsen er iht. ph.d.-bekendtgørelsen ”… en forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning.” Evnen til at skrive artikler er en vigtig del af disse mål, men ikke den eneste. Det er også vigtigt, at den studerende kan demonstrere et indgående kendskab til litteraturen inden for emnet, til metodernes styrke og svagheder, og til hvordan de samlede artikler/manuskripter bidrager til viden inden for området. Disse punkter kan kun delvist dækkes af artikler. Herudover er det et problem, at den studerende oftest har medforfattere på sine artikler, herunder tit hovedvejlederen. Det er derfor svært at afgøre, hvor meget af artiklerne den studerende selv har skrevet. Den sammenfattende redegørelse har den fordel, at den kan dække de emner, der ikke dækkes i artiklerne, samt at den alene er den studerendes arbejde. Hermed skabes basis for et stringent forsvar, hvor der kan foretages en indgående diskussion af afhandlingen, og hvor den studerende kan demonstrere sit ejerskab af afhandlingen og sin viden inden for emnet.
Denne problemstilling er ikke kun noget, der diskuteres i dansk sammenhæng, men tages også op i forskellige biomedicinske og sundhedsvidenskabelige europæiske fora. Da ph.d.-graden er internationalt accepteret, ville det være en fordel, hvis der var en vis enighed om indholdet af ph.d.-programmerne og hvilket niveau, der forventes. Med visse undtagelser forventes i overensstemmelse med de danske regler, at en ph.d.-afhandling består at en sammenfattende redegørelse og et antal artikler. Det præcise antal diskuteres, men sammenslutningen ORPHEUS (Organization for PhD Education in Biomedicine and Health Sciences in the European System) anbefaler tre artikler eller manuskripter; en praksis som er udbredt i store dele af Europa. Afskaffelsen af den sammenfattende redegørelse vil altså være i strid med internationale normer og vil samtidig være en svækkelse af den studerendes muligheder for at demonstrere, hvad hun eller han har opnået i løbet af det treårige studium. Derfor er det undertegnedes vurdering, at man bør fastholde den nuværende ordning, hvor en afhandling består af en sammenfattende redegørelse og et antal artikler eller manuskripter. Det burde også overvejes, om ikke der bør ske en opstramning af det offentlige forsvar for at sikre, at det reelt er en eksamination med mulighed for at dumpe og ikke bare en paradeforestilling.
Olesen J. Bevar ph.d.-graden men afskaf afhandlingen. Ugeskr Læger 2013;175(11):755
