Replik til Danmarks rolle i global sundhed

En overordnet debat om Danmarks rolle, hvad angår sundhed og bæredygtig udvikling, er vigtig og nødvendig. Statusartikel af Probst & Brostrøm [1] og leder af Bygbjerg [2] i Ugeskrift for Læger 23/2019 er vigtige bidrag i denne debat. Som det fremhæves i statusartiklen, er definitionen på »global sundhed« ikke entydig. Dette begreb er derfor ikke særligt brugbart i forståelsen af de problemer og udfordringer, Danmark og verdenssamfundet skal forholde sig til nu og i fremtiden.

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling har sat en dagsorden for alle lande frem til år 2030, herunder verdensmål tre om sundhed. Det betyder, at Danmark ligesom alle andre lande skal arbejde frem mod at opfylde verdensmål tre i 2030.

I lederen [2] fremhæves det, at Danmark har et ansvar for at støtte bestræbelserne for, at alle lande opfylder verdensmålene i 2030, inklusive mål tre om sundhed. Det er vigtigt, at Danmark har en klar strategi og plan for, hvordan denne støtte skal udformes.

Danmark har ikke ressourcer til at støtte alle verdens lande, men kan gennem internationale organisationer som FN, OECD og EU udveksle erfaringer og resultater med især høj- og mellemindkomstlandene. Den største udfordring bliver at støtte lavindkomstlandene, hvor Danmark indtil for få år siden havde en betydelig erfaring og ekspertise [3].

International sundhed er et vigtigt aspekt af folkesundhed, hvor fokus er på udviklingslandene og udviklingsbistandsindsatsen fra især højindkomstlandene, inklusive Danmark. International sundhed bør fortsat være et centralt element i Danmarks bidrag til at opfylde verdensmål tre i 2030.

I statusartiklen [1] anvendes en definition på global sundhed, som »… et felt der studeres, forskes i og praktiseres med det klare mål at forbedre sundhed for alle og øge lighed i sundhed for alle mennesker på jorden«. I Figur 1 fremhæver forfatterne, at global sundhed omfatter verdensmål tre, herunder universel sundhedsdækning og primær sundhedsstrategi.

Siden lanceringen af den primære sundhedsstrategi i 1978 har udviklingslandene og bistandsorganisationerne erfaret, at det ikke er tilstrækkeligt at fokusere på den primære sundhedsstrategi. Fra slutningen af 1990'erne er fokus derfor udvidet til en strategi for hele sundhedssektoren og de forskellige funktioner, sektoren har ansvar for i de enkelte lande. På den baggrund har landene fået støtte til reformer, der skal sikre, at især den fattige del af befolkningen får adgang til de sundhedsydelser, som mest effektivt adresserer sygdomsbyrden i landet inden for dets økonomiske råderum [4].

Danmark skal ikke nødvendigvis til at støtte til et stort antal udviklingslande, men det er vigtigt at finde en model, hvor Danmark kombinerer en øget støtte til de internationale sundhedsorganisationer og -fonde med støtte til bred sundhedsudvikling i udvalgte lavindkomstlande. På denne måde kan udformningen af den internationale støtte inddrage erfaringer fra den virkelige verden. Det kræver, at Danmark igen skal kunne råde over sundhedsfaglige folk både ude og hjemme. Til gengæld vil Danmark så igen kunne have en stemme, der bliver lyttet til inden for international sundhed.

Det vil være vigtigt fremover at der bliver udviklet et mere veldefineret og entydigt begrebsapparat for sundhed og bæredygtig udvikling, der dækker folkesundhed i en global sammenhæng. Er der forskel på folkesundhed og global sundhed i den sammenhæng? [5].