Repressiv tolerance hos STPS

Min gode kollega Niels Bentzen (NB) skriver i Ugeskrift for Læger 20/2023 om de alvorlige problemer, som almen praksis oplever med Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS)’s håndtering af sin tilsynspligt over for almen praksis. Direktør Anette Lykke Petris svar i samme nummer er desværre et udtryk for klassisk repressiv tolerance og for, at STPS ikke forstår kritikken og i særdeleshed ikke har tænkt sig at agere på den.

NB bliver inviteret på kaffe og rost for sin interesse for sundhedsvæsenet, men i øvrigt er svaret blot et udtryk for, at STPS er tilfreds med sit eget arbejde.

Svaret rummer ellers et vigtigt element af forklaringen på problemet med tilsynet: Da STPS oprindeligt udmeldte sin mission, hed det, at man ville foretage reaktive tilsyn i almen praksis fokuseret på praksis, hvor der var indikationer på problemer af betydning for patientsikkerheden. Da det åbenbart stod klart for styrelsen, at disse praksis næppe fandtes i et antal, som kunne beskæftige de personaleressourcer, man havde sat af til formålet, ændrede man kurs og startede på at foretage stikprøvetilsyn, dvs. man ville besøge tilfældige praksis, hvor der ikke var nogen indikation af, at der var problemer med patientsikkerheden. Resultatet fremgår af svaret: STPS besøgte i 2022 74 praksis, og i de 72 var der ingen eller mindre problemer. Der er altså 72 praksis, som helt unødvendigt har måttet bruge betydelige ressourcer på at forberede sig på tilsyn. Det kan godt være, at klinikkerne efterfølgende beskriver, at det ikke var så slemt, og at STPS’ personale var venligt, men når man hører, hvordan praksis reagerer, når tilsynet bliver annonceret, og hvilke ressourcer de bruger på at gennemgå alle potentielle kritikpunkter, så ved man, hvor stor belastning et stort set altid unødvendigt tilsyn fra STPS er. STPS bør ændre sin strategi og genoptage reaktive tilsyn i almen praksis. Mange års erfaring i tillidsmandsarbejdet har bestyrket mig i, at der findes ret gode indikatorer, som viser, hvor tilsyn er relevante. Et højt antal faglige patientklager (og i almen praksis er det mere end én pr. læge pr. år) og et afvigende ordinationsmønster er nok de mest sikre.

Til slut: Nej tak, jeg behøver ikke en invitation til kaffe. Brug hellere kaffepausen til at reflektere over den kritik, I efterhånden har hørt fra mange sider, og over den ødelæggende virkning, jeres strategi for tilsyn i almen praksis har.