"Jeg synes, det er ærgerligt, næsten forkasteligt, at man ikke kan kalde en spade for en spade", skriver medicinstuderende Frederik Damsgaard Højsager i sin klumme - hvorfor siger vi fx "udbrændthed", når vi mener "stress"?
Den 25. juni skrev en af vore kolleger, Jens Guldborg, i Dagens Medicin: ”Bær vidnesbyrd og vis hinanden sårbarhed i lægelivet.” Nok er det skrevet til de nye læger, universiteternes sommerdimittender, men netop sårbarheden vil jeg tage udgangspunkt i. For et er den sårbarhed, som man er udsat for som ny KBU-læge på et sygehus, det nederlag det er at kunne alle behandlingsalgoritmer, men ikke vide, hvor man finder en sprit-swap, den første angstprovokerende nattevagt, ansvaret og beslutningerne. Noget helt andet er den sårbarhed, som vi alle har. Arbejdspresset kan tid tider være enormt, en enkelt patient, der kommer to minutter for sent, eller en konsultation, som man velmenende trækker lidt ud, kan starte en lavine af forsinkelser, altid fem minutter bagud. Lægelivet kan være så meget mere end et arbejde. Læge er noget, man er med hud og hår. Det ses også i flere af Ugeskriftets "Et døgn med ...", hvor dagen nemt kan starte kl. 6 og slutte kl. 1. For vi er alle passionerede omkring vores job, nogle dyrker forskningen, andre dyrker det at være lægevagt eller sportslæge. Fælles for os er en glød. En glød, der nogle gange blusser op og gør os til ildsjæle, men også en glød, der skal beskyttes.
Det kræver mod at turde være sårbar over for sine kolleger
For nylig gav jeg min far Bibliotek for Læger (nr. 1, 2018) i hånden, for at han kunne læse en artikel om selvhjælpsbøger. Min far, en ellers velformuleret kontormedarbejder, mumlede lidt for sig selv: ”Er der virkelig nogen, der tror på det her?”. At "robusthed" og "resiliens" var en måde at mestre "udbrændtheden", var for ham abstrakt. Det kan lidt sidestilles med "nysprog" fra "1984" af Orwell. Vi finder nye ord for gamle ting, men i de nye ord ligger langtfra samme følelsesliv og tilhørende anerkendelse.
Jeg synes, det er ærgerligt, næsten forkasteligt, at man ikke kan kalde en spade for en spade. ”Jeg er ved at brænde ud”, høres det nogle gange. Er det ikke blot "nysprog" for, at man er ved at gå ned med stress? Selve følelsen bliver jo ikke mindre virkelig af, at vi har ændret ordet; det gør anerkendelsen til gengæld.
Bevares, det kræver mod at bære kitlen. Det kræver tid, tilvænning og fejl at vokse ordentligt ind i den. Og ja, det kræver måske nok resiliens. Men ikke resiliens for enhver pris. Det er langt bedre for os alle, hvis vi anerkender, at det kræver mod at turde være sårbar over for sine kolleger, i stedet for at være robust, resilient og ultimativt brænde ud.
