Retten til abort og udfordringer i Danmark: tidlig abort og udført i praksis


Retten til abort er under pres i flere lande. Eksempelvis har Tyskland forbud mod abort, men formulerer i § 218, at abort er ulovligt, men dog straffrit før 12. uge. I anledning af en temadag om abort (4. oktober 2024) kunne vi konstatere, at vi i Danmark »halter efter« de lande, vi normalt sammenligner os med. Sygehus Sønderjylland havde til ovenstående møde inviteret førende nordiske eksperter på området, og mødet blev ledt af Kristina Gemzell Danielsson (Sverige) for at udveksle erfaringer på området som en udvidet opfølgning på dette.
Sygehus Sønderjylland afholdt The 1st Nordic Summit on Coordinated Abortion Care den 11.-12. september 2025 under ledelse af Kristina Gemzell Danielsson og igen deltagelse af fremtrædende eksperter fra de nordiske lande. På mødet blev der skabt et forum for dialog om de nyeste fremskridt inden for abortpleje og samtidig en mulighed for at arbejde mod en harmonisering på området inden for de nordiske lande. På mødet blev evidensbaserede anbefalinger gennemgået med fokus på sikring af høj kvalitet i behandlingen under hensyntagen til de forskelle, der eksisterer i sundhedstilbud og lovgivning på tværs af regionen.
Danmark har haft en tradition for ligestilling og fokus på kvinders rettigheder og monitorering af kvalitet vha. overvågning af måltal og databaser. Alligevel halter vi på nogle områder efter de lande, vi normalt sammenligner os med, bl.a. når det drejer sig om implementeringen af de mest up to date og effektive metoder for abort. Den vanlige praksis i Danmark udfordres af internationale organisationers anbefalinger i forbindelse med abort: A) at obligatorisk ultralydskanning opfattes som en barriere for abort [1, 2], B) at medicinsk abort kan foretages af kvinden selv i hjemmet og under behandlingsansvar af uddannet helsepersonale herunder læger i almen praksis [1], og C) at WHO anbefaler specifikt ikke at bruge anti-D-immunglobulin før 12. gestationsuge [3].
I kontrast til ovenstående behandles aborter her i landet stadig med en indbygget forsinkelse, idet det er udbredt praksis at anvende ultralydskanning ved udgangspunktet. I dagens Danmark foregår ca. halvdelen af medicinske aborter således i gynækologisk speciallægepraksis og den anden halvdel i de gynækologiske ambulatorier og afdelinger. Ved første kontakt hos gynækologisk speciallæge konstateres graviditetslængden ved ultralydskanning, og de fleste steder initieres aborten først, når der ved ultralydskanning er konstateret sikker intrauterin graviditet. Det har som konsekvens, at aborten potentielt forsinkes fra kvindens ønske om abort til mulighed for initiering. Konsekvensen kan være mere blødning og smerter i forbindelse med aborten ud over en af kvinden uønsket forsinkelse af initiering. I vores nabolande og nogle steder her i landet praktiseres dette anderledes. Dels ved at det kan tilbydes meget tidligt med færre gener og ulemper til følge [4, 5], og dels ved at opfølgning kan ske med urin-humant choriongonadotropin (hCG) [6].
Desuden er fjernrådgivning (telemedicin) afprøvet med succes, dels som »no-test« medicinsk abort, dels som modeller, hvor patienter indsender deres sygehistorie, som gennemgås af en kliniker, som herefter sender medicinen med posten. Telemedicin har revolutioneret måden, hvorpå behandlingen kan leveres, og mange patienter foretrækker endda telemedicin frem for fysiske konsultationer [3-6]. I flere nabolande i Skandinavien, Storbritannien og dele af USA er disse anbefalinger blevet implementeret i praksis, uden at det har øget forekomsten af ekstrauterin graviditet [7, 8].
Vi har i Sygehus Sønderjylland intentionen at implementere tidlig medicinsk abort i almen praksis med følgende hensigter: at kunne starte behandlingen tidligere, at mindske fysiske og psykiske gener hos kvinden, at mindske ubehaget ved at skulle formulere ønske om abort over for et større antal personer og at mindske forbruget af ressourcer og bureaukrati gennem afkortning af vejen »gennem systemet«. Vi ønsker med dette indlæg at øge det nationale fokus mod at opdatere abortmetoderne og at indarbejde WHO’s anbefalinger for på den måde at være med til at sikre kvinders rettigheder og sundhed.
WHO:.www.who.int/publications/i/item/9789240039483, side XXX og 69
Europa-Parlamentet. https://oeil.secure.europarl.europa.eu/oeil/popups/ficheprocedure.do?lang=en&reference=2024/2655(RSP)
WHO. www.who.int/publications/i/item/9789240039483, side XXVI og 44 Og https://jamanetwork.com/journals/jama/fullarticle/2809809
Brandell K, Reynolds-Wright JJ, Boerma C et al. Medical abortion before confirmed intrauterine pregnancy: a systematic review. Semin Reprod Med. 2022;40(5-06):258-263
Brandell K, Jar-Allah T, Reynolds-Wright J et al. Randomized trial of very early medication abortion. N Engl J Med. 2024;391(18):1685-1695
Kallfa E, Lauszus FF, Ravn P. Kontrol af humant choriongonadotropin i urin er et sikkert alternativ til måling i serum efter medicinsk provokeret abort. Ugeskr Læger. 2021;183:V03210262
Skjeldestad FE, Gissler M, Geirsson RT, et al. Trends over 50 years with liberal abortion laws in the Nordic countries. PLoS One. 2024;19(7):e0305701
Jar-Allah T, Hognert H, Köcher L, et al. Detection of ectopic pregnancy and serum beta hCG levels in women undergoing very early medical abortion: a retrospective cohort study. Eur J Contracept Reprod Health Care. 2022;27(3):240-246