Rettes bager (DDKM) for smed (lovgiverne)?

Jeg beklager, at jeg [1] ubevidst – ligesom Helle Hein [2] – har medvirket til at rette bager for smed. Der henvises til debat i Ugeskrift for Læger ved Jesper Gad Christensen og Carsten Engel [3], som via Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM ) er blevet beskyldt for at være årsag til historien om de uendeligt mange registreringer og dokumentationer. Det angives, at der i DDKM er få nye krav til frontpersonalet om dokumentation, og at kravet om de mange registreringer kommer fra dem, der har stillet dem, typisk lovgiverne. De enkelte krav, som DDKM har opfundet, er indført efter omfattende høringer med inkludering af faglige organisationer.

Politikerne og administratorerne har gjort de fleste akkrediteringsstandarder og andre standarder obligatoriske på alle sygehuse, uden at gøre dem til genstand for faglig og administrativ refleksion hos de kliniske læger. Disse har ikke kunnet engagere sig i de faglige akkrediteringsstandarder af frygt for sanktioner.

Disse misforståelser opfattes af de fleste klinisk arbejdende personaler som en katastrofe. Hospitalerne opleves bureaukratiske, ufleksible, ineffektive, kontrollerende, hvilket har medført mistillid, selvcensur og stress af frygt for sanktioner. Lægegruppen har skullet erhverve meningsløse kompetencer og har overtaget en del sekretærfunktioner. Resultatet har været over 20% mindre patientkontakt, afkortede patientforløb, flere utilsigtede hændelser og patientklager samt lange ventetider på skadestuerne.

Akkrediteringsprocesserne, som går ud i mindste detalje, styret af emsige kontrollører (surveyors) har været en pestilens for sygehusene og har kostet mange resurser.

Det er gået op for lovgiverne, hvor galt det står til på hospitalerne, og de lægger ansvaret hos DDKM, sidst ved Bent Hansen i Ugeskriftet [4]. Han vil ikke længere byde DDKM op til dans.

Brug dog det bedste af DDKM efter faglig refleksion med de kliniske læger og skrot det overflødige, som er gennemtrumfet fra administrativ og politisk side.

Vi må kæmpe for pligtetikken på bekostning af nytteetikken [2], så vi kan komme den kollektive resignation til livs. À