Risiko for dykkersyge ved ekstremsport

I Ugeskrift for Læger 2019;181:342-5 har Jens Lykkegaard Olesen & Finn Johannsen en statusartikel om “Medicinske ekstremsportsskader” [1]. Et afsnit af denne drejer sig om risiko ved dykning, hvorunder anføres: ”Fridykning er dykning uden vejrtrækning, dvs. uden self-contained underwater breathing apparatus. Her risikerer man ikke dykkersyge, da man ikke trækker vejret under forhøjet tryk”. Det er da rigtigt, at man ikke trækker vejret, men luften, man har i lungerne, vil have et tryk svarende til dykkedybden, og partialtrykkene tilsvarende øget. For 54 år siden viste den danske fysiolog Poul-Erik Paulev [2], at gentagne breath-hold-dykninger til 15-20 meters dybde med kortvarige overfladeophold kan fremkalde dykkersyge med udfald fra centralnervesystemet og smerter fra muskler og led (bends). Symptomer, som svinder ved overtryksbehandling. Paulev fandt symptomerne hos dykkerinstruktører i den norske flåde, der trænede ubådspersonale i overlevelse efter forlis og i forbindelse hermed selv foretog breath-hold-dykninger. Han oplevede selv efter gentagne dykninger at få dykkersyge og måtte behandles i trykkammer.

Også hos japanske perledykkere [3], der dengang dykkede gentagne gange uden brug af apparatur og med korte ophold ved overfladen, optrådte dykkersyge. Endelig kan blot en enkelt fridykning ned til 100 meter, når det nu skal være ekstremt, medføre dykkersyge, hvis opstigningen ikke foregår i nøje afstemt tempo.

Risikoen for dykkersyge er således absolut til stede ved fridykning, og litteraturen herom er omfattende.