Skip to main content

Risikokommunikation i relation til sundhedsfremme og forebyggelse

Seniorforsker Jørgen Nexøe, Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense. E-mail: jnexoe@health.sdu.dk, Professor Ivar Sønbø Kristiansen, Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense og Institut for helseledelse og helseøkonomi, Oslo Universitet

5. dec. 2005
3 min.

Sundhedsstyrelsen har for nylig udgivet rapporten »Risikokommunikation i relation til sundhedsfremme og forebyggelse« [1]. Rapporten indeholder mange interessante betragtninger, men har også en del mangler. Rapporten giver fx aldrig nogen klar definition af, hvad der menes med risiko.

Derved bliver argumentationen upræcis. Forfatterne kommer til at kritisere forhold, som ikke nødvendigvis har med risikobegrebet at gøre. Fx er det dokumenteret, at patienter, som får diagnosen osteoporose, kan mistolke denne diagnose eller information om resultatet af en knogletæthedsmåling [2]. Dette har imidlertid ikke noget med risikokommunikation at gøre, medmindre man definerer brug af bestemte diagnoser (osteoporose, hypertension, etc.) som risikokommunikation.

Begrebet risiko anvendes i mange videnskabelige discipliner. Forfatterne tager udgangspunkt i antropologi og sociologi men anvender også medicinsk litteratur. Man savner, at rapporten diskuterer banebrydende arbejder af psykologer som Kahnemann & Tversky [3]. Selv om rapporten udgår fra et institut med fokus på sundhedsøkonomi, er økonomisk teori ikke inddraget. Omkostningseffektivitet ved risikointerventioner og den dominerende normative teori om beslutninger under usikkerhed, forventet nytteteori [4], som ligger til grund for medicinsk beslutningsteori [5], er ikke omtalt.

Vi mener, at man i medicinen med fordel kan definere risiko som »sandsynligheden for en uønsket hændelse«. Raske individer, patienter og sundhedspersonale har behov for information om aktuelle interventioner, og om hvor meget man kan reducere en given risiko ved at vælge en intervention frem for en anden. Ifølge forventet nytteteori bør beslutningstageren vælge det handlingsalternativ, som giver størst målopfyldelse i forhold til omkostninger som egenbetaling, bivirkninger, værdsætning af livsstil mv. Teorien tager udgangspunkt i, at det er beslutningstageren selv, der bedst vurderer, hvad der er godt eller dårligt.

I rapportens konklusion anfører forfatterne et par sweeping statements, som kan diskuteres:

»Epidemiologisk viden omfatter aldrig den konkrete patient« eller »Risikoberegninger angiver statistiske sandsynligheder, som ikke kan sige noget om det specifikke individs fremtid«. Forfatterne har ret i at »risikoberegninger aldrig vil kunne forudsige, hvad der sker i den enkeltes liv«, men risikoen kan være højst relevant for enkeltindividet. Vi mener fx, at den epidemiologiske viden, at en ud af ti rygere får lungekræft i løbet af et langt rygerliv, i høj grad »omfatter den konkrete patient«, som lægen har i sin konsultation.

»Risikokommunikation er led i en styringsproces, som udstikker normer for, hvad der er normalt og unormalt, og er derved med til at definere noget som bedre og mere sundt end noget andet«. Dette har næsten karakter af et politisk standpunkt, hvor forfatterne begår en fortolkning, der ikke argumenteres særskilt for, og som er vanskelig at finde belæg for i litteraturen. Risikokommunikation er snarere en beskrivelse af mulige scenarier og sandsynligheder for, at de indtræffer. Modtageren gives herefter mulighed for at vælge. At nogen benytter kommunikation som styringsredskab, giver næppe grundlag for så vidtrækkende konklusioner, som forfatterne anfører.

Vi tror, at estimering af sundhedsrisici og riskobaserede interventioner kan få øget opmærksomhed i fremtidens sundhedsvæsen. Der er derfor god grund til at underkaste såvel risikobegreb som risikointerventioner kritisk granskning. En sådan analyse kan nemt blive ubalanceret, hvis ikke alle relevante perspektiver beskrives og tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger frem for teoretisk litteratur. En klar definition af risikobegrebet er et nødvendig udgangspunkt for denne analyse.


Referencer

  1. Hansen MB, Svendsen MN. Risikokommunikation i relation til sundhedsfremme og forebyggelse. København: Sundhedsstyrelsen, 2005
  2. Reventlow S, Hvas AC, Tulinius C. »In really great danger ...« The concept of risk in general practice. Scand J Prim Health Care 2001;19:71-5.
  3. Kahneman D, Tversky A. Prospect theory: an analysis of decision under risk. Econometrica 1979;47:263-92.
  4. Von Neumann J, Morgenstern O. Theory of games and economic behavior. 3rd ed. Princeton: Princeton University Press, 1953.
  5. Wulff HR. Rationel klinik. 4 udg. København: Munksgaard, 2000.