Skip to main content

Robusthed for læger

Kollegialt Netværk

Annette Abell, Kollegialt Netværk

5. jan. 2015
2 min.

På International Conference on Physisians Health (ICPH) i september i London blev der talt om robusthed for læger. Robusthed blev kaldt det 2100 århundredes styresystem. Det er et vilkår i lægers arbejdsliv, at en stor del af opgaverne udføres i »zonen for komplekse vurderinger«. Det er zonen, hvor megen viden holdes sammen, og der handles typisk under tidspres og med konsekvenser for patientsikkerhed. Læger er på, når de er på arbejde, og frygt for fejl og tanker med selvbebrejdelser om, hvorvidt arbejdet er gjort godt nok, kan komme til at fylde.

Vi ved, at arbejdsmiljø og rammerne for arbejdets udførelse betyder meget for lægers trivsel. Arbejdsforhold er relateret til psykisk sygdom og selvmord blandt læger, og det er løbende et arbejde at sikre, at den viden, vi har, bliver brugt til at forbedre arbejdsmiljøet.

I London blev der opfordret til, at lægestanden deler optimisme og opmærksomhed på de gode behandlingsmuligheder, der er for egne psykiske sygdomme. Der blev talt om betydningen af at opsøge hjælp, og der blev fremlagt en undersøgelse, der viste forskellen på, hvad læger siger, at de vil gøre, før de får problemer og behov for hjælp, og hvad de faktisk gør. Ikke overraskende siger de, at de vil opsøge hjælp, men gør det ikke. Robusthed for læger er blandt andet at kunne at tage vare på sit eget helbred og opbygge fællesskaber, hvor kolleger støtter en læge med problemer til at få hjælp.

I Aarhus Kommune hvor jeg arbejder til daglig, kører der undervisningsforløb om robusthed blandt børn og unge. I det program taler man om robusthed i forhold til de fire områder: opgaven, relationer, fristelser og lidelse. En af fristelserne er misbrug. Blandt læger er det en fristelse at bruge alkohol eller medicin til at falde ned på eller til at optimere funktionsevnen. Her gælder det samme, bliver du opmærksom på, at du har et misbrug eller et uhensigtsmæssigt forbrug af medicin, så opsøg behandling. Bliver du opmærksom på, at en kollega har problemer, så hjælp til med at få etableret behandling. Der er gode anonyme behandlingsmuligheder både offentligt og privat. Lægernes Pensionskasse kan yde tilskud til privat alkoholbehandling.

Hvis du er i tvivl om, hvor der er egnede behandlingsmuligheder for psykisk lidelse eller misbrug så kontakt Kollegialt Netværk.

Indlæg fra ICPH med bl.a. oplæg om robusthed kan ses på BMA's hjemmeside.