Rød, gul, grøn og hvid – hvorfor har epikriserne nu farver?

Lægerne både på sygehuse og i almen praksis i Østdanmark har siden den 1. juli arbejdet anderledes end før med deres epikriser. De skal nu farvemarkeres med rød, gul, grøn eller hvid. I løbet af oktober er lægernes systemer vest for Storebælt også kommet med.

Ideen kom med PLO’s overenskomst fra 2018, som indeholder en forpligtelse for de praktiserende læger til at følge op på særligt sårbare patienter, der har et opfølgningsbehov efter indlæggelse på sygehus.

Henover sommeren fik vi samtidig en revideret epikrisevejledning. Målet er kortere og klarere epikriser med en tydelig angivelse af eventuelle anbefalinger til egen læge.

Spørgsmålene er nu, om de bliver så korte, som en epikriselæsende læge kunne drømme om: Nemlig at det væsentligste kan læses på ét skærmbillede, om epikriserne har de rigtige farver, og om farverne gør en forskel for lægerne og ikke mindst for de sårbare borgere?

De gode gamle dage

Kommunikationen mellem sygehus og egen læge er i en del tilfælde helt afgørende for, at patienten får det fulde udbytte af behandlingen.

Ikke bare når den praktiserende læges sygeplejerske skal fjerne fem sting efter et besøg på akutklinikken, men måske især når egen læge skal forholde sig til patientens situation en periode efter udskrivelsen.

Epikriserne har ændret sig betydeligt gennem de to seneste årtier. Før i tiden dikterede den udskrivende læge en helt særlig epikrisetekst, typisk under stuegangen. Teksten blev skrevet af en sekretær og lagt i en kuvert, som vi praktiserende læger så åbnede, typisk i en pause i morgentelefonerne – 5-10 linjer med det, der var relevant at vide for egen læge.

Sådan ser epikriserne ikke ud længere. Det er både godt og skidt.

Moderne deling af data er vejen frem …

Før i tiden måtte vi nogle gange vente lidt på posten, gætte lidt på den aktuelle medicinstatus og få vores sekretær til at skrive epikrisen ind i vores eget elektroniske journalsystem.

I dag får vi ofte epikrisen samme dag, som patienten udskrives. I FMK kan vi præcist se de ændringer, der er sket under sygehusindlæggelsen, og epikrisen lagres automatisk i patientens journal.

Alt sammen oplagte fordele.

Til gengæld er vi desværre blevet ramt af dataoverload.

I takt med at vi alle kan copypaste og at store dele af epikrisen autogenereres er det blevet meget let og billigt at sende masser af data til egen læge. Måske forstærkes den tendens også af en lidt defensiv tilgang: »Hvis jeg sender det hele, så kan jeg jo ikke blive kritiseret for at have glemt noget«.

Jeg får stadig gode gammeldags epikrisetekster med 5-10 relevante linjer.

Jeg får dog oftere informationen gemt i mange og lange journalnotater, operationsbeskrivelser, genoptræningsplaner og ikke mindst uoverskuelige medicinudskrifter. Oven i dette modtager jeg i samme dokument utallige autogenererede tekster med et væld af bidiagnoser og tentative diagnoser, procedurekoder, negationer om at patienten »ikke har MRSA«, »ikke har allergier«, og at patienten i øvrigt »er fuldt orienteret, forstår og accepterer« alt, hvad der er sket på hospitalet.

Inden kollegerne på sygehusene læser dette som én lang kritik, vil jeg understrege, at jeg godt ved, at de praktiserende lægers henvisninger også indeholder et betydeligt forbedringspotentiale, som det vist hedder. Og her kan vi ikke en gang skylde skylden på vores it-systemer.

Men tilbage til epikriserne.

Det fremgår nu tydeligt, dels i epikrisevejledningen, dels i vores aftale om farvemarkering, at lægen på sygehuset skal farvemarkere de epikriser, hvor lægen vurderer, at patienten bør modtage en opfølgning fra den praktiserende læge. Den anbefalede opfølgning skal stå øverst i epikrisen.

Epikrisen skal være kortfattet og målrettet patientens praktiserende læge. Autogenereret eller kopieret tekst, f.eks. fra patientens journal, må kun indsættes, hvis det er relevant for egen læge.

Altså et ønske om at udvikle de nuværende epikriser til noget, der forhåbentlig er bedre for alle læger i sundhedsvæsenet – og ikke mindst patienterne.

Samtidig er der i visse situationer behov for at sikre en særlig hurtig opfølgning i almen praksis efter en sygehusindlæggelse. Ambitionen er, at vi bør kunne begrænse nogle subakutte situationer, hvor patientsikkerheden reelt er truet.

Meningen med de nye farvede epikriser

I min ret lille klinik modtager vi dagligt typisk 20-30 »epikriser«, de færreste har desværre det væsentligste på ét skærmbillede.

Konsekvensen af disse lange epikriser, der ligger sammen med meget andet i indbakken, er, at de fleste praktiserende læger er blevet vant til at foretage en barsk, men ikke altid fejlfri prioritering.

Nogle epikriser læser vi, andre skimmer vi, andre opgiver vi at sætte os ind i. Dette kan gå ud over patientsikkerheden – og det er netop baggrunden for, at STPS nu har revideret deres vejledning, og at vi har indgået aftalen om farvemarkering.

Hvis den sårbares patients epikrise er farvemarkeret korrekt, øges chancen for, at dennes epikrise ikke drukner i de andre epikriser, og at den pågældende patient ikke bliver tabt mellem de to sektorer.

Målgruppen for denne styrkede opsøgende indsats er sårbare patienter, der ikke selv kan, eller har pårørende/personale, der kan stå for kontakten til egen læge i forhold til den udskrivende læges anbefaling om opfølgning (gul markering).

Epikrisen kan markeres med rødt i de forventeligt helt sjældne tilfælde, hvor der er behov for en akut opfølgningsindsats i almen praksis inden for 1-2 hverdage efter udskrivelsen. I en sådan situation skal egen læge samtidig kontaktes på telefonen for at sikre korrekt overlevering.

Meningen med disse farvemarkeringer er på ingen måde at flytte opgaver ud af sygehuset. Der er alene tale om at øge patientsikkerheden for en helt særlig gruppe patienter.

Helt tidlige erfaringer

De farvede epikriser er stadig nye, så det er alt for tidligt at konkludere noget endeligt, men med de tal, jeg har set fra Region Hovedstaden, og med det, jeg hører fra kollegaer, kan vi forsigtigt melde ud, at fordelingen mellem røde, gule, grønne og hvide epikriser ser ret fornuftig ud.

Der er klart færrest af de røde og flest af de hvide. Og antallet af de gule har ikke været så stort, som vi kunne have frygtet.

Til gengæld har farverne allerede ændret nogle arbejdsgange i min klinik. Vi har aftalt, at vi ikke sletter en gul epikrise fra indbakken, før vi er sikre på, at patienten er hjulpet. Vi finder lettere svar fra billeddiagnostikken, som vi typisk selv har henvist til, og dertil bruger vi betydeligt mindre tid på de epikriser, der primært er til orientering.

Personligt har jeg registreret tre gule epikriser, hvor vi har foretaget os noget, som vi formentlig ellers ikke ville have gjort med samme sikkerhed.

Vi kan jo ikke konkludere noget ud fra ovenstående, men jeg vil nu alligevel godt sende ros til mine kolleger på sygehuset for at ramme ret præcist i de farvemarkeringer, som vi har modtaget – det var ikke nogen selvfølge.

Evaluere og de næste skridt

Selvfølgelig har vi ikke fundet de vises sten, der endegyldigt definerer epikrisestrukturen fremover. Men vi har taget et første skridt. Naturligvis skal vi nu høste erfaringerne, og det kan også være, at vi skal justere i måden, vi gør det på.

F.eks. kommer der ikke nødvendigvis bedre tekst i epikriserne af denne farvekodning. Det arbejde ligger foran os.

Under alle omstændigheder er mit håb, at vi ved at dykke ned i dette meget vigtige, men også lidt vanskelige område, med tiden kan få forbedret den elektroniske kommunikation. Det trænger den til.

Måske skal vi se på de forgangne ti års datadeling som »fase 1 – de første spæde erfaringer«.

Vi har nu erfaret, hvor let det er at dele store mængder data, vi har set værdien af, at strukturerede data lander de rette steder i vores journaler, og patienterne har dertil oplevet en meget lettere adgang til deres egne journaldata.

Mon ikke vi nu er der, hvor vi kan begynde at definere en »fase 2«? – fasen hvor vores it-systemer skal hjælpe lægen og vores personale, så vi kun skal forholde os til de mest relevante data og derigennem både øge patientsikkerheden og frigøre noget tid til patienterne?

Rød, gul, grøn og hvid epikrise efter indlæggelse er et første lille skridt i den retning.