Rystende, at uligheden i sundhed bare bliver værre og værre

Vi lever længere. De fleste af os har udsigt til at leve længere og være raske i flere år end vores forældre. Men ikke alle. En stor del af vores patienter – dem med de laveste indkomster og den korteste uddannelse – ser i stort omfang kun til fra sidelinjen, mens vi andre efter behov høster frugterne af sunde vaner og et stadig mere avanceret sundhedsvæsen. Denne ulighed er en enorm udfordring for hele samfundet, men ikke mindst for os som læger. Vi har afgivet et lægeløfte, som forpligter os til at tage vare på både fattig og rig, og derfor kan vi i min optik heller ikke stiltiende se på, at uligheden i sundheden bare vokser.

Faktum er, at der ikke er tale om en ny udvikling. Den er bare blevet værre. Det kan man bl.a. se i en helt ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, og den er på sin egen tørt konstaterende måde dyster læsning. Alligevel er jeg – desværre – ret sikker på, at udviklingen ikke overrasker så mange af os.

At vende udviklingen mod større lighed i sundhedsvæsenet er en kæmpestor og kompleks opgave. En særskilt udfordring er det, at ulighed i sundhed
er forårsaget af mange faktorer og rigtig mange, der ligger uden for sundhedsvæsenet. Man kan ud fra forældrenes baggrund forudse, om et nyfødt barn har store eller små chancer for et godt og langt liv. Fattigdom har f.eks. tydelige effekter på psykisk helbred allerede i de unge år. Uddannelse spiller også en rolle. Går en ung mand ud af skolen før tid, har det negativ betydning for hans helbred i årene, der kommer. At ændre på det kræver en bred indsats i hele samfundet, og det er en langvarig og kompleks opgave.

Jeg er glad for, at sundhedsministeren klart har signaleret, at regeringen vil prioritere større lighed i sundhed. Afgiften på cigaretter er blevet højere, og har politikerne modet til at gå videre ad den vej, vil det for alvor give resultater. Høje priser på tobak og alkohol har helt afgørende effekt på den sociale ulighed i sundhed. Psykiatrien skal ligestilles med somatikken, så mennesker med psykisk sygdom får den nødvendige behandling – også for deres somatiske sygdomme – og ikke får skåret år af deres liv.

Men alt dette gør det ikke alene. Vi skal også skærpe blikket for, omsundhedsvæsenet uønsket bidrager til ulighed i sundhed. Om vi har de tilbud, som hver enkelt patient har brug for, selvom tilbuddene så ikke bliver ens. Vi skal have mulighed for at give dem, der har brug for det, længere konsultationer og skræddersyede tilbud, og vi skal være bedre til at måle og følge op på, om indsatsen virker. Dette kræver et tæt samarbejde mellem regioner, kommuner og os, der arbejder i sundhedsvæsenet.

Vi kan som læger bidrage med både vores faglighed og de erfaringer, vi har fra vores daglige virke. Vi kender de hostende patienter, der betaler prisen for årtiers slap tobaksforebyggelse, vi tænker: »Hvordan mon det går herfra?«, når en patient med alt for høje alkoholpromiller er blevet afruset og forlader hospitalet efter kort tids indlæggelse, og vi ser bekymrede på de børn, som allerede i en tidlig skolealder er svært overvægtige ligesom far og mor. Bare for at tage nogle eksempler – uligheden er flere steder, end øjet umiddelbart ser.

Vi bør som læger blande os mere overalt, hvor social ulighed i sundhed kan mindskes. Det er en opgave for hver enkelt i de kommende år. Jeg ved, at det ikke er let, og at barriererne er mange. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre gode rammer for patientinddragelse, og vi kan presse på for opsøgende indsatser, åbne mødetider samt patientstyrede kontroller og indlæggelser, hvor det er muligt. Politisk er bekæmpelse af ulighed i sundhed også en opgave, som Lægeforeningen vil lægge stor kraft i og holde politikerne fast på. Vi kan ikke forsvare at lade årene gå uden at råbe op om, hvordan en stor gruppe mennesker ikke får del i forbedringerne af liv og helbred, men reelt parkeres på sidelinjen.