S står for ’shock’, ’speed’ og ’solution’

En lang række europæiske forskningsfonde er gået sammen om at kræve, at den forskning, de finansierer fra og med den 1. januar 2021, skal gøres frit og offentlig tilgængelig (Open Acces/OA). Slut med seks eller 12 måneders embargo og betalingsmure. Initiativet har fået navnet ’Plan S’. Det rummer et potentiale for at ruske op i vores publikationsmønstre. Og det er der mange, der ikke er særligt glade for.

Forskningskommunikation er et komplekst felt, med tre væsentlige aktører: forskerne, forlagene og universiteterne. Af historiske årsager har denne triade skabt et system, som primært tjener forlagenes interesse, og som det er meget svært at ændre ved.

Det er efterhånden ved at være en gammel nyhed, at blot et af de store forlag – Elsevier – tjener mere end Apple Computers og BMW, at deres årlige omsætning er over 10 mia. euro med en fortjeneste på 1mia., hvoraf 70 procent stammer fra offentlige kasser. Måske nogen vil hævde, at forlagene gør forskerne en tjeneste ved at sikre publikationskanaler [1]. Men det er ikke korrekt: Man gør ikke hunden en tjeneste ved at fodre den med dens hale, og det er det, som forlagene gør. Vi forskere leverer gratis arbejde til forlagene i kraft af både forfatterskab, redigering og review og skal desuden betale store summer for enten at få lov til at publicere (article processing charge (APC)) eller i form af stadigt stigende abonnementssatser på de videnskabelige tidsskrifter eller i visse særligt »smarte« tilfælde begge dele. Det eneste, forlagene reelt gør, er at administrere den efterhånden ganske problematiske ’peer review’ proces, sikre et rimeligt flow - hvilket langtfra altid lykkes - og uploade vores videnskabelige artikler til deres systemer.

Støtte i WHO

Det har konsortiet bag ’cOAlition S’ fået nok af. Derfor har de udtænkt ’Plan S’. ’cOAlition S’ omfatter forskningsrådene i 12 europæiske lande, samt et antal store private fonde som Wellcome Trust og Gates Foundation. Derudover henter ’Plan S’ støtte i Europa Kommissionen og i WHO, hvilket giver kontortiet en vis vægt [2].

Formålet med Plan S er at gennemtvinge at publikation af statsfinansieret forskning sker enten i åbne repositorier eller i tidsskrifter, der er tilgængelige for alle fra og med 2021. Der er ikke tale om en ’hård Brexit’, for der gives mulighed for at vi kan publicere i ikke-OA-tidsskrifter i de første tre år, hvis det tidsskrift, vi har submitted til, har underskrevet en såkaldt ”transformative agreement”, dvs. en aftale om at overgå til fuld OA inden for en overskuelig fremtid [2].

Da ’Plan S’ blev offentliggjort i 2018 skabte den vældig opmærksomhed i vores nabolande, herhjemme kun ganske lidt [3]. Årsagen hertil er formentlig, at Forsknings- og Uddannelsesministeriet allerede i 2012 valgte en såkaldt grøn OA-strategi i 2012. Den betyder, at universiteterne skal sikre, at der uploades pre- eller postprints af alle artikler til institutionernes egne åbne repositorier (Pure). Flere steder foregår dette, uden at forskerne lægger mærke til det, fordi universiteternes biblioteker tager sig af dette.

100 procent grøn OA

Målet er 100 procent grøn OA i 2025. De universiteter, der klarer sig bedst, ligger i øjeblikket på omkring 50 procent. Så umiddelbart lyder det realistisk, men det er det næppe helt. For de første 50 procent var ’de lavthængende frugter’. Måden det fungerer på i praksis ved f.eks. SDU er, at en central enhed, det såkaldte Pure-kontor uploader pre- eller postprints til vores Pure-installation. I de tilfælde, hvor medarbejderne ikke er kan finde et pre- eller postprint, kontaktes forskeren bag artiklen og bliver bedt om at sende artiklen som pre- eller postprint, afhængigt af hvad tidsskriftet tillader.

For mange tidsskrifter tillader faktisk allerede grøn OA. De, der ikke gør, er ikke overraskende nogle af de mest prestigefyldte, som forskerne kappes om at publicere i, og som forlagene tjener mest på. Så det kommer snart til at gøre ondt: Forlagene vil naturligvis gerne fortsat tjene mange penge, forskerne vil være kede af, hvis de ikke længere kan publicere deres forskning i de mest prestigefyldte tidsskrifter, og presset på universiteterne for at leve op til måltallene vil øges. Så i de kommende år vil den grønne OA-strategi begynde at kunne mærkes, for hvis målet skal nås, bliver universiteterne tvunget til at blande sig i, hvor forskerne publicerer.

Netop fordi den grønne OA-strategi ikke har kunnet mærkes, er der stadig mange forskere, der faktisk ikke ved, at den er der. Forskningsbibliotekerne har gjort deres for at oplyse herom, men det er ikke altid let at få forskerne i tale. Men det vil formentlig ændre sig, når og hvis universiteterne for at kunne leve op til ministeriets måltal bliver nødt til at begrænse forskernes ret til at publicere, hvor de vil.

Men tilbage til Plan S: Hensigten med planen er at tvinge de videnskabelige forlag til forhandlingsbordet og bringe deres indtjening ned på et rimeligt niveau. Men planen møder selvfølgelig modstand. Forlagene har i sagens natur gjort, hvad de kunne, for at forhindre Plan S. En af lederne ved Elsevier skulle have udtalt, at hvis man mener, at information skal være gratis, så kan man henvende sig til Wikipedia. Og en anden skulle have sagt til den Europæiske Kommissions OA-udsending i Bruxelles, som er en af arkitekterne bag ’Plan S’: ”Hør her, vi gør ikke vores tidsskrifter til OA, medmindre dette bliver tiltrådt af alle. Så tag du dig en tur ud i verden og kom tilbage om 20 år, så kan vi tale om det” [3].

Europæisk initiativ

Desværre har han en pointe: For Plan S er langt overvejende et europæisk initiativ og Europa i den sammenhæng relativt lille: USA og Kina står tilsammen for næsten 40 procent af den forskning, der produceres på verdensplan [3]. Og går de store lande ikke med, så risikerer Plan S at blive ganske besværlig for både for fondene og for forskerne. For hvis europæiske forskere pludselig ikke længere må publicere i toptidsskrifterne, så vil det kunne skævvride konkurrencen [4].

Det er indlysende, hvorfor forlagene stritter imod: Den gennemsnitlige APC ligger på 4.000-5.000 euro pr. artikel, mens de sande produktionsomkostninger pr. artikel for forlagene ligger på omkring 400euro, men faktisk kan være så små som 2 euro pr. artikel. De fem største videnskabelige forlag udgiver tilsammen ca. 2,5 mio. artikler årligt. En så guldrandet forretning er der jo ingen, der giver fra sig frivilligt.

Det er også indlysende hvorfor (nogle af) forskerne stritter imod: Hvis forudsætningerne for, hvordan man skaber sig en solid karriere, ændrer sig, så skrider fundamentet under mange forskeres karriere. Andre brancher rummer mulighed for en karrieremæssig ’ommer’, men det er svært for en forsker pga. den høje specialiseringsgrad. Da det jo desforuden normalt ikke er forskeren personligt, men derimod staten eller en forskningsfond, som APC-pengene hentes fra, så bliver den enkelte forskers incitamentet til at ændre på tingenes tilstand noget mindre.

Derfor må et initiativ, der sigter mod at skære toppen af forlagenes indtjening forventes at komme fra de selvsamme skatteborgere eller deres i denne sammenhæng forlængede arm: forskningsrådene, ministerier, universiteternes ledelser. Og her bliver det så ekstra kompliceret, fordi forskere har en hævdvunden tradition for forsknings- og publiceringsfrihed, er relativt uimodtagelige for ledelse, og forskningsverdenen vel nok er en af de mest internationaliserede brancher, der findes.

Ingen ketchup-effekt endnu

Det sidste har som konsekvens, at man ikke kan tiltrække topforskere til sit land eller universitet, medmindre de vilkår, de tilbydes, er mindst lige så gode – dvs. frie og velfinansierede – som i de lande, der ellers kunne tænkes at ville tiltrække dem.

Over det sidste årstid har der været relativt stille omkring ’Plan S’. I kulissen lobbyes der intenst for at få flere lande til at gå med, men den helt store ketchupeffekt lader vente på sig [5]. Det kan blive en smertefuld og langtrukken kamp mellem ’cOAlition S’ og de videnskabelige forlag – hvem der vinder, må tiden vise. Det vigtigste er, at den skattefinansierede forskning så hurtigt som muligt bliver frit og åbent tilgængelig for alle, hvad enten det skyldes Plan S eller Danmarks grønne OA-strategi.