Så godt – men så sent!

Så kom der endelig hvid røg op fra forhandlingsrummet, hvor Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og PLO har ført alenlange forhandlinger. Gennem ti måneder har man forhandlet sådan lidt on-off.

Glæden over denne nye overenskomst bør være stor hos såvel patienter som alle i sundhedsvæsenet, herunder de praktiserende læger. Vi har nu udsigt til tre år med udvikling af vort fagområde – specielt med fokus på kvalitetsområdet, og i det hele taget udvikling og optimisme i modsætning til den stagnation og det mismod, der har præget almen praksis alt for meget i de seneste år. Jamen, så er alt jo godt?

Nej, desværre har almen praksis været ramt af en krise, der ikke sådan lige fordufter med udsigten til en ny fremtidsorienteret overenskomst. OK2013-forhandlingerne var et studie i, hvordan ting ikke må gå: skarp og mistillidsskabende retorik parterne imellem, en nærkonflikt og deraf følgende splittelse af de praktiserende læger og så oven i dette: et folketingsindgreb. Meget i almen praksis har lidt under dette siden – og allerværst rekrutteringen. Langt færre ansøgninger til hoveduddannelsesstillinger, og mange nyuddannede speciallæger har ikke købt praksis – og en del af disse har endog taget sygehusansættelser.

Som uddannelseskoordinator har jeg i flere år haft tæt kontakt til de uddannelsessøgende i almen medicin, og for mig står det lysende klart, at 2013 og de afledte kalamiteter har haft en kraftig negativ indflydelse på rekrutteringen til vort speciale. Derfor havde mange af os set frem til, at den gode tone, som både RLTN og PLO mødte op med til de nuværende OK-forhandlinger, ville medføre en god OK, og at den kom i hus til aftalt tid. Men nej, forhandlingsstop og så et nyt folketingsindgreb. Og tvivlen har igen bredt sig blandt de unge læger: ”Er der en fremtid for almen praksis? Vil samfundet i det hele taget os?”.

OK-forhandlingerne havde to parter – og det er klædeligt, at PLO også tager sin del af ansvaret for tingenes tilstand. Christian Freitag udtaler til Jyllands-Posten den 2.9.: ”Vi har nok på nogle tidspunkter været for optagede af at sikre forholdene fagligt og økonomisk for de praktiserende læger, der nu engang var der. Vi har ikke tænkt tilstrækkeligt på udviklingen i forhold til at få nye læger til at overtage og at holde på de ældre læger”.

Nu kom aftalen så endeligt i hus, og den fokuserer på kvalitet, vækst og udvikling. Det er de helt rigtige spor, der her er lagt ud.

Så nu er opgaven klar for os i praksis: Vi skal i ord og handling tale vores speciale op, vise vores uddannelseslæger, at vi har et superspeciale, og indgive dem troen på fremtiden.