Så blev vi alle enige …

… om at vi at skal gøre noget ved uligheden i sundhed. Den nye formand for den kommende Region Østdanmark kalder det en bunden opgave og bedyrer, man er klar til at betale, hvad det koster [1]. For heldigvis er erkendelsen af omfanget af ulighed i sundhed i vores lille land så ubehagelig for alle, på tværs af politisk farve og social klasse, at ingen kan lukke øjnene.

Det er klædeligt. Der skal ikke gættes, hvad behovene er, men lyttes til og handles på, hvad de enkelte sygehuse har brug for. De perifere sygehuse har andre behov end de centrale, og hvad der er en god løsning på Bornholm, er ikke nødvendigvis en god løsning i Nykøbing F eller i Thisted. Etableringen af den nye superregion og de 17 sundhedsråd er en unik mulighed for at tænke ud af boksen. Nu skal der laves feltarbejde, så vi ikke spilder tiden på synsninger eller politiske krumspring, men derimod baserer løsninger på fakta og vidensdeling. Politikere og sygehusledelser må lytte til de ansatte og interessere sig for faglige input.

Vi er mange, som allerede bøjer reglerne og differentierer i behandlingen, så resultatet bliver mere lige sundhed. Den differentiering skal udbygges og systematiseres, så den enkelte patient ikke er afhængig af at møde den rigtige behandler, men at det er en selvfølgelighed, at systemet indtænker hensynet. Heraf følger, at vi begrænser bureaukrati og unødig dokumentation. Spørg enhver kliniker, hvor mange formålsløse, virkelighedsfjerne beslutninger der bliver taget, som gør hverdagen unødvendigt omstændig og i værste fald betyder, at man ikke kan passe sit arbejde optimalt – og de fleste vil sige »alt for mange«. Stol i stedet på, at vi træffer de rigtige beslutninger, og lad os få frie hænder til at organisere arbejdet hensigtsmæssigt. Beløn de læger, som udviser ejerskab og samfundssind på de perifere sygehuse frem for at tvinge folk steder hen, de ikke ønsker at være. Det får vi ikke gode patientforløb ud af. Til gengæld må vi som læger erkende, at vi også har ansvar for organisationen, ikke bare den enkelte patient. Vi skal blive dygtigere til at begrænse defensiv medicin og spørge os selv, om denne undersøgelse giver mening, om den har konsekvens, for vi er forpligtede til at bruge ressourcerne hensigtsmæssigt. Vil vi have lov at tænke selv, følger der også ansvar med.

Vi har det samfund, vi skaber. Lighed i sundhed er et lands grundlæggende basis for lighed og tryghed. Ikke at kunne håndtere sin egen eller sine nærmestes sundhed og sygdom trumfer alt andet. Hvis en hel befolkningsgruppe bliver sat af og ignoreret og ikke føler sig set og hørt, fører det til desperation og splittelse af et samfund, med alt hvad der dertil hører af ubehageligheder. Nu skal vi udnytte, at der er politisk og befolkningsmæssigt momentum til at afhjælpe uligheden. Vi har alle et ansvar for at gribe det momentum og bidrage med, hvad vi kan.