Skip to main content

Sådan skaber vi en bedre lægedækning i Danmark

Lægeforeningen har udarbejdet en række forslag til en bedre lægedækning i Danmark. Læs et uddrag af forslagene i leder af Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke. Foto: Claus Bech
Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke. Foto: Claus Bech

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

31. mar. 2025
4 min.

Der er ingen tvivl om, at lægedækningen i Danmark kan forbedres. Når der er lukket for tilgang hos en stor andel af de praktiserende læger, og når der er lange ventelister på udredning og behandling på sygehuse og i speciallægepraksis på tværs af specialer, så har vi som samfund et problem. Som lægestand skal vi være med til at løse det problem til gavn for patienterne.

Det fundament, løsningen skal bygges på, er uddannelse af markant flere speciallæger. Lige nu mangler sundhedsvæsenet mindst 2.000 speciallæger. Det har jeg gentagne gange påpeget over for politikere og myndigheder, og det bliver jeg ved med, til den dag kommer, hvor alle læger har mulighed for at blive speciallæger. At sikre speciallæger nok er en grundlæggende præmis for at skabe den lægedækning, der er behov for. Og som med så meget andet er det et politisk ansvar.

Det ansvar kan vi presse på for, at politikerne lever op til, men vi kan som lægestand selvfølgelig ikke læne os tilbage med armene over kors, til det sker. For patienternes og sundhedsvæsenets skyld er det afgørende, at vi som lægestand også spiller konstruktivt ind med et væld af løsninger. Vi har alle en stærk interesse i, at Danmark som samfund kan levere sundhedstilbud af høj kvalitet til borgerne – akkurat som det er ambitionen med sundhedsreformen.

Lægeforeningen har derfor udarbejdet en række forslag til en bedre lægedækning ved hjælp af ændret organisering samt rekrutterings-, tilknytnings- og fastholdelsesinitiativer for læger under videreuddannelse og for speciallæger. Det er forslag, vi ser frem til at drøfte med Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner, og forslagenes formål står helt klart: at sikre så mange praktiserende læger, praktiserende speciallæger og så mange speciallæger på sygehusene som muligt, samtidig med at der skal være kapacitet til uddannelse og forskning i hele landet. Det er ikke forslag som ved et trylleslag visker den store mangel på speciallæger væk, men det vil relativt hurtigt kunne gøre en mærkbar positiv forskel, hvis forslagene bliver ført ud i livet.

»For patienternes og sundheds­væsenets skyld er det afgørende, at vi som lægestand også spiller ­konstruktivt ind med et væld af løsninger«Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

Jeg vil fremhæve en del af forslagene her.

For at styrke rekrutteringen af læger, der efter KBU er åbne for at blive i lægedækningstruede områder, skal flere medicinstuderende kunne trække KBU-nummer sammen og vælge KBU-forløb her som et hold. Det vil gøre, at de unge læger kan bevare deres netværk og dele oplevelser med gode kollegaer i samme situation. Vi foreslår desuden, at man på de enkelte afdelinger og hospitaler skal tænke mere langsigtet og yde en meget mere aktiv rekrutteringsindsats, f.eks. mens læger er i KBU. Naturligvis med det formål at opnå fortsat tilknytning efter endt KBU.

Desuden bør regionerne sikre, at læger, hvad end de er speciallæger eller er undervejs i deres hoveduddannelse, som ønsker at flytte til et lægedækningstruet område, straks tilbydes støtte og et håndholdt forløb. Bl.a. i form af hjælp med institutionsplads og hjælp til at finde job til ægtefælle.

Og ikke mindst foreslår vi, at det skal gøres attraktivt for de ældre læger at blive nogle ekstra år på arbejdsmarkedet. Det kan ske gennem seniorordninger f.eks. med mulighed for reduceret arbejdstid eller færre patienter. Og det vil i sig selv kunne medvirke til at udbygge faglige miljøer og uddannelsesmiljøer.

Det er klart, at der skal sættes midler af til at gennemføre de 12 forslag. Det er også klart, at det er løsninger med det lange lys på, og at der derfor kan være behov for at supplere med her og nu-løsninger som eksempelvis pendlerbusser, partnerskaber mellem sygehuse om speciallægedækning fra sygehuse i større byer til sygehuse, hvor der mangler læger, lxøn under transport og økonomiske incitamenter med mere.

Men mange bække små vil over tid skabe en bedre lægedækning i Danmark – og hvis politikerne på et tidspunkt vender på en tallerken og åbner for, at alle læger kan blive speciallæger, vil det for alvor se godt ud.