Skip to main content

Sagligt grundlag, tak

Ifølge lægeformanden er en stor gruppe læger nervøse for at blive involveret i en tilsynssag. Det mener Styrelsen for Patientsikkerhed ikke, der er belæg for.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Dorthe Eberhardt Søndergaard vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed & Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed

12. jul. 2021
4 min.

Ugeskrift for Læger bragte den 14. juni 2021 (Ugeskr Læger 183/12) en artikel, hvor Lægeforeningens formand var interviewet om resultater af en medlemsundersøgelse om tilsyns- og klagesystemet. I artiklen konkluderer man, at en stor gruppe læger er nervøse for at blive involveret i en tilsynssag.

Der er over 43.000 læger med dansk autorisation, og 3.445 har valgt at besvare medlemsundersøgelsen. Over 90% af lægerne har således ikke besvaret spørgeskemaet, og deres holdning kender vi ikke.

Som tilsynsmyndighed skal Styrelsen for Patientsikkerhed sikre både hensynet til patienterne og patientsikkerheden og hensynet til sundhedspersonernes retssikkerhed. Kvaliteten i det danske sundhedsvæsen og blandt danske læger er generelt højt – det er de få, der møder os i tilsynssystemet.

I 2020 var 183 læger ud af 43.868 læger med dansk autorisation pålagt en sanktion, dvs. godt fire promille. Samtidig ender fire ud af fem tilsynssager uden en sanktion.

Den enkelte læge er i behandlingen af en tilsynssag altid beskyttet af forvaltningslovens regler, der skal sikre, at sagen bliver fuldt oplyst, og at afgørelsen træffes på et fyldestgørende grundlag. Der er derudover i den seneste tid taget en række initiativer til yderligere at forbedre lægers retssikkerhed og mulighed for indflydelse på arbejdet for patientsikkerheden. En nyt regelsæt for journalføring har set dagens lys, og der er oprettet både et ankenævn og et rådgivende udvalg for tilsyn.

Vi er i Styrelsen for Patientsikkerhed fulde af respekt for det arbejde, der udføres i det danske sundhedsvæsen, ofte under pressede vilkår. Men det er i alles interesse, at der fortsat er høj patientsikkerhed, og at der sker opfølgning over for de ganske få, der af forskellige årsager ikke lever op til de forventninger, der er til sundhedspersoner i Danmark.

Det er fint, at vi får modspil. Vi skal bare alle huske, at vi er her for patienternes skyld, og at debatten for alle parter fungerer bedst, når den hviler på et sagligt grundlag. På den måde spiller vi hinanden gode i det danske sundhedsvæsen.

Vi stiller os meget gerne til rådighed for drøftelser, foredrag og debatter m.m. med landets læger for at skabe en større gensidig forståelse.

Faktaboks

Fakta