Sammen er vi mindre alene


Vi er alle bange for at stå alene og være alene, det ligger ligesom i menneskets natur, og »alenefølelsen« kan også føles særligt skræmmende, når man samtidig føler sig utryg og usikker.
I vores daglige kliniske hverdag og på vores karrieretrappe er der hele tiden en udviklingsvej, hvor hvert trin byder på nye situationer og en vis form for usikkerhed.
Første dag på en ny afdeling, første vagt, første operation eller første hjertestop. I vores udvikling vil vi møde usikkerhed. Listen er uudtømmelig, og hvis man ikke længere er usikker på noget, ja, så er man måske et forkert sted? Et sted, hvor man ikke udvikler sig.
I et stort land som Grønland med byer og bygder spredt ud over et gigantisk areal er lang afstand en naturlig del af hverdagen og ens arbejde.
»Aleneheden« kan være en stor del af hverdagen, hvis man ikke har nogen at dele den med, og i disse situationer er det utrolig vigtigt at have bygget systemet op, så alle har deres livliner.
Det gælder både som individ, som afdeling og hospital og som samfund og land.
Forvagten gribes af bagvagten. Man er bevidst om sine roller og ansvar over for hinanden og danner en samhørighed, når vagten starter.
Jeg husker stadig, da min bagvagt på min nye afdeling kom hen og hilste og sagde: »Så er det a-kæden i dag, og du er chefen«. Jeg kendte ham ikke, men han så mig og troede på mig. Det var en god følelse at gå ind med, og det blev en god vagt. Hans attitude og signal om samhørighed gav tryghed og fællesskab.
»Fordi det betyder alt ikke at være alene, at have nogen at læne sig op ad – et fællesskab at være en del af«Uka Wilhjelm Geisler
Regionslægerne uden for Nuuk har en livline i bagvagterne på Dronning Ingrids Hospital, så man føler sig mindre alene, trods det at man er 1.000 km væk fra nærmeste større hospital, og det stormer, så ingen fly hverken kan lette eller lande. Du står fysisk alene med patienten, men ansvaret for patienten og situationen har vi sammen.
At vi i Grønland har Rigshospitalet som vores livline døgnet rundt, gør, at jeg som eneste kardiolog i Grønland kan sige, at jeg i min 25-årige karriere i Grønland aldrig har følt mig alene, fordi Rigshospitalet stiller op med faglig sparring og opbakning og giver oplevelsen af, at man har et fagligt miljø at udvikle sig i og være en del af.
Jeg tror, det er det vigtigste at holde fast i i vores virke og sundhedsvæsen og dét, der igennem mit liv som læge i flere sundhedsvæsener har set ud til at betyde allermest: at give tryghed til sine kolleger. Så kan alle, selv de nyeste og måske mest usikre, være med til at løfte, også mere end de selv tror og mere, end omgivelserne måske havde regnet med.
Fordi det betyder alt ikke at være alene, at have nogen at læne sig op ad – et fællesskab at være en del af. Der findes mange fællesskaber, det gælder blot om at opdage dem og se dem. Det gælder om at dyrke dem og udvinde den synergi, der er gemt i disse. Om det er i vagten, på afdelingen eller i kaffestuen. Et fælleskab kan være lille eller stort – et af dem hedder rigsfælleskabet!