Sammenhængen mellem ventetid og patientens prognose

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

I Ugeskrift for Læger tager den videnskabelige leder [1] afsæt i en artikel om ventetidens anatomi og fysiologi [2]. Lederen fører frem til en konklusion om, at den offentlige debat vil blive mere meningsfuld, hvis den tog afsæt i kliniske resultater frem for meningsløse procesmål såsom ventetid. En sådan konklusion efterlader et indtryk af, at kliniske resultater ikke afhænger af ventetid. Det gør de imidlertid ofte.

Sammenhængen mellem ventetid til akut behandling og patienternes prognose behøver næppe nærmere uddybning. Forudsætningen for at klassificere patienten som akut eller elektiv er udredning, og dermed behøver sammenhængen mellem ventetid til udredning og patientens prognose formodentlig heller ikke nærmere udredning. Tilbage står sammenhængen mellem ventetid og elektiv behandling. Og den sammenhæng kunne med fordel undersøges nærmere, fordi der syntes at være en begrundet mistanke om, at hurtig intervention har betydning for et godt klinisk resultat også ved elektive behandlinger.

Når der er en sammenhæng mellem ventetid og patientens prognose, er en offentlig debat om ventetid selvfølgelig meningsfuld. Og når ventetid er meningsfuld, er det selvfølgelig også relevant at føre debatten på et oplyst grundlag, hvilket artiklen om ventetidens anatomi og fysiologi er et bidrag til.

Artiklen gør reelt op med kapacitetsplanlægning, der alene bygger på gennemsnitsberegninger. Gennemsnitsberegninger skal udbygges med sandsynlighedsberegninger, så der kan tages aktivt stilling til ventetiden (ved en given efterspørgsel og kapacitet) i de situationer, hvor patientens prognose afhænger af ventetiden.

I 1982 opdagede Barry Marshall sammenhængen mellem mavesår og Helicobacter pylori, og i 1984 skrev han om, at mavesår kunne behandles med et almindeligt antibiotikum [3]. Der skulle imidlertid gå ti år før The National Institute of Health (Storbritannien) anbefalede, at mavesår blev behandlet som foreslået af Marshall.

Lad os håbe, at der ikke går helt så mange år, før sandsynlighedsberegninger bliver en fast del af hverdagen for enhver kapacitetsplanlægger i sygehusvæsenet.

> Svar:

Seniorprojektleder Jakob Kjellberg, Dansk Sundhedsinstitut, København Ø E-mail: JKC@dsi.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Prioriteringsdebat er relevant, og særligt hvis den foretages på et sagligt grundlag. Det budskab var tanken bag udgangsreplikken i den videnskabelige leder i Ugeskrift for Læger (2011;173:1485), som lød »Fremadrettet vil prioriteringsdebatten blive mere meningsfuld, hvis den tog udgangspunkt i kliniske resultater, frem for en endeløs debat om meningsløse procesmål, f.eks. om ventetiden til planlagt behandling er steget eller faldet et par dage«.

I det omfang ventetid har betydning for det kliniske resultater, er det indlysende et meningsfuldt procesmål. Den samlede gennemsnitlige ventetid til planlagt behandling, særligt når vi ikke kan blive enige om, hvordan den bør opgøres, og hvor vi løbende ændrer måden, vi udregner ventetiden på, mener jeg dog fortsat er et meningsløst procesmål, som ikke siger ret meget om de kliniske resultater, der er knyttet til den enkelte behandling.

Hvis ventetider skal være en del af en meningsfuld prioriteringsdebat, bør vi tage udgangspunkt i den enkelte behandling, og som jeg også fremførte i lederen, bør en diskusprolaps næppe behandles med udgangspunkt i samme ventetidsmål som en åreknude. Alt dette er faktisk ikke i modstrid med den anførte kritik af lederen.

Således mener jeg fortsat, at en meningsfuld prioriteringsdebat bør tage udgangspunkt i kliniske resultater frem for meningsløse procesmål, som f.eks. om den gennemsnitlige ventetid til planlagt behandling for den samlede patientpopulation er steget eller faldet et par dage. Når vi er kommet så langt, kan vi altid diskutere metoderne til at identificere, hvilke procesmål der er mest relevante for forskellige grupper af patienter, og på den baggrund udvikle behandlingsretningslinjer, evt. med differentierede ventetidsmål til forskellige patientgrupper. For det er vel det, prioritering i sidste ende handler om.