Samtaleydelse i almen praksis - visioner for fremtiden

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

P r. 1. januar 2011 fjernede Region Midt midlertidigt samtaleydelsen. Ydelsen har været brugt ved planlagte og lidt længerevarende konsultationer med patienter, der har akutte krisereaktioner eller eksistentielle problemer, som ofte kan klares på kortere tid i almen praksis end hos psykologer og psykiatere.

Disse instanser kæmper i forvejen med kapacitetsproblemer, der nogle gange forårsager uhensigtsmæssigt lange ventetider.

Endvidere er behandlinger hos privatpraktiserende psykiatere og psykologer meget dyrere end behandlinger hos en alment praktiserende læge.

Hvis ydelsen for samtaleterapi skulle forsvinde endegyldigt, er det vores frygt, at vi generelt kommer til at henvise patienterne til et dyrere og i mange tilfælde dårligere tilbud end det nuværende. Alternativt kan man jo frygte, at politikerne i deres stille sind håber på, at almen praksis fortsat vil håndtere opgaven som før, bare til billigere penge.

Opgørelser fra 2009 viser, at samtaletaksten blev brugt 91.956 gange i Region Midt. Her af var 48% engangskonsultationer, 21% fik to konsultationer og 12% fik tre konsultationer. De resterende 19% var fordelt jævnt aftagende med stigende antal samtaler [1].

Netop det relativt store forbrug af engangskonsultationer har været et argument fra politisk side om, at ydelsen ikke blev anvendt korrekt.

Dette, mener vi, er en sandhed med modifikationer. Vi ser det snarere som et udtryk for, at den kliniske virkelighed ofte ser lidt anderledes ud end den teoretiske baggrund, som beslutninger nogle gange tager udgangspunkt i. Ofte er behovet for samtale noget, der viser sig i løbet af en konsultation eller endda på vej ud »med hånden på dørhåndtaget«. Dette afstedkommer naturligvis, at man som praktiserende læge enten må gribe fat om problemet med det samme med (yderligere) forsinkelse i dagsplanen til følge og uden egentlig honorering. Alternativt sætter man en ny tid af snarest, hvor problemet kan vurderes bedre. Her bruges samtaletaksten formentlig ofte af de praktiserende læger. Det er jo reelt den eneste form for honorering, man kan få i de tilfælde, hvor man tilbyder en lidt længere snak om patientens problemer. At det så ofte viser sig, at det er nok med 1-2 samtaler, mener vi ikke skal ligge de praktiserende læger til last. Det bunder de fleste gange i, at der er et forhåndskendskab til patienternes livssituation, samt at ikke alle problemer stikker lige dybt og således ikke nødvendigvis skal endevendes ved talrige samtaler.

Vi frygter således, at der kan blive tale om en ringere behandling af specielt de mest udsatte i samfundet, og at der på længere sigt ikke vil blive sparet penge, da der vil blive merudgifter til privatpraktiserende psykiatere og psykologer.

Den optimale løsning set fra vores side må være en mere fleksibel model. Noget som både tilgodeser patientens behov for at vende små og store eksistentielle problemer med den praktiserende læge, og at denne skal have mulighed for honorering, også når der uventet opstår behov for samtaler.

En model kunne være at indføre en tidstakst, som man bruger i Norge. Her kan man, når konsultationen varer mere end 20 minutter, påføre en takst for hver ti minutter ekstra, konsultationen varer. F.eks. bruges 2 x tidstakst ved en konsultation, som varer 33 minutter. Vi har begge erfaring med brugen fra vikariater i Norge og finder den særdeles nyttig.

Vi tror, at det i sidste ende kunne være med til at sikre patienterne en bedre og mere fleksibel behandling udført af den person i sundhedsvæsenet, som de kender bedst og sandsynligvis har størst tillid til.

Samtidig vil vi som praktiserende læger blive honoreret for det faktiske tidsforbrug, og det er vores påstand, at det ikke vil betyde merudgifter for regionen, da patienterne i videst muligt omfang fortsat behandles af egen læge uden fordyrende viderehenvisninger.