Samvittighedsfuld tøven

Svar på Handest og Frederiksens kronik på side 2448

Tak til Handest & Frederiksen [1] for deres relevante indlæg om vanskelighederne ved at stille diagnosen skizofreni. Der findes ikke enkle svar, heller ikke i denne problematik.

Forfatterne udtrykker bekymring for, at man med den nye diagnosemanual, DSM 5, inddrager subliminale udtryk for psykose som ny diagnostisk kategori. Den bekymring deler jeg til fulde, også i relation til andre diagnosegrupper (f.eks. demens).

I psykiatrien opererer vi med kriteriebaserede diagnoser, og skizofrenikriterierne har altid været omdiskuterede, især de kvalitative kriterier, der er vanskelige at måle på reliabel vis. Hertil kommer et arbitrært varighedskriterium på én måned. Diagnosen er desuden baseret på en kvantitativ bedømmelse af symptomgraden, hvilket tilføjer endnu en problematisk grad af subjektivitet til den diagnostiske proces. Det understreger, at psykiatrien mangler objektive, målbare biologiske markører som udtryk for sygdom og sygdomsgrad, også ift. skizofrenidiagnosen.

Det er velkendt, at skizofreni ofte forudgåes af prodromale symptomer, der let forveksles med affektiv sygdom, skizotypisk sindslidelse eller angsttilstande. Med disse vanskeligheder in mente kan det derfor ikke overraske, at patienter med skizofreni risikerer at få diagnosen stillet med forsinkelse.

Handest & Frederiksen beskriver mulige grunde til denne iagttagelse. Bedre uddannelse af psykiatere, mere tid til den krævende diagnostiske proces, faglig sparring og kontinuitet i patientkontakten er alt sammen tiltag, der vil fremme den diagnostiske præcision – derom hersker ingen tvivl.

Men vi står med et andet problem, der ikke er svækket betydeligt med årene: stigmatisering. Så længe psykiatriske sygdomme, med skizofreni som værste eksempel, bliver skildret overvejende negativt i medierne og derfor i befolkningen identificeret med utilregnelighed og dårlig prognose, lige så længe vil patienter, pårørende og professionelle være tilbøjelige til at bagatellisere symptomer for at undgå diagnosens stigmatiserende effekt. Derfor er det »bedre« at have »stress« end at have en depression, derfor er det bedre at have en »krise« end et psykotisk gennembrud. Det ulykkelige er her, at mennesker med et behandlingsbehov risikerer at forholdes nødvendig behandling. Handest & Frederiksens pointe vedr. principle of charity er givetvis relevant, også ift. andre diagnostiske grupper.

Da vi i psykiatrien ikke har mere fast grund under fødderne i den vanskelige diagnostiske proces, og så længe skizofrenidiagnosen synes at hænge ved patienter i årevis, også hos dem der er kommet sig og er symptom- og medicinfri, så skylder vi os selv, og ikke mindst patienten, en samvittighedsfuld tøven, inden diagnosen stilles.