Skip to main content

Screening, interessekonflikter - gult kort

Klinikchef Søren Boesgaard. E-mail: soeren.boesgaard@rh.regionh.dk, Overlæge Henning Bundgaard, Overlæge Christian Hassager, Kardiologisk Klinik, Hjertecentret, Rigshospitalet

14. jan. 2011
7 min.

[INTERESSEKONFLIKTER: Søren Boesgaard er næstformand for Sundhedsfagligt Råd i Region Hovedstaden og har modtaget konsulenthonorar fra forsikringsselskabet IHI-BUPA.

Henning Bundgaard er daglig leder af Rigshospitalets Enhed for Arvelige Hjertesygdomme (REAH) og har modtaget undervisningshonorar fra MSD og Shire.

Christian Hassager er formand for Dansk Cardiologisk Selskab, der for nylig har udgivet et holdningspapir om screening af sportsfolk.]

Vi har med interesse læst artiklen »Hjertescreening af eliteatleter« i Ugeskriftet (2010;172:3339-42). I artiklen konkluderes det, at hjertescreening er kommet for at blive, selvom det samtidig klart påvises og anføres, at der ikke findes belæg for nytteværdien i en dansk elitesportspopulation. Da der er tale om en statusartikel, kan det undre, at de samme forfatteres konklusioner i deres udmærkede rapport/holdningspapirer til Dansk Cardiologisk Selskab på området (sidst opdateret sommeren 2010, www.cardio.dk) ikke træder tydeligere frem. Det resumeres i disse, at »på det foreliggende grundlag findes der fortsat ikke evidens for at indføre screening, hverken blandt unge konkurrenceudøvere eller eliteidrætsudøvere med det formål at forebygge pludselig uventet hjertedød«. Samtidig hedder det, »at ønsket om undersøgelse for skjult hjertesygdom blandt sportsorganisationer og idrætsudøvere inden deltagelse i sportslige begivenheder, når man samtidig ikke finder, at der er evidens for at gøre det, kun kan blive et spørgsmål om holdning, som den enkelte kardiolog/kardiologiske afdeling må tage stilling til, om de vil involveres i«. Endelig udtrykkes det tydeligt, at det er Dansk Cardiologisk Selskabs holdning, at den omtalte screening ikke falder ind under det offentlige sundhedsvæsens opgaver. Emnet er multifacetteret, men med så divergerende holdninger/praksis i forhold til det relevante videnskabelige selskab fordrer det særlig omhu og i denne sammenhæng belysning af en række centrale forhold, herunder: Hvilke specifikke kriterier anvender klublægerne til at »dømme idrætsudøveren ude«? Og hvor entydig er evidensen for sådanne kriterier? Hvor sikker er screeningen (kvantificering af falsk negative/falsk positive)? Er screeningen arbejdsgiver/organisationsdrevet, mere end den er et ønske fra den måske helt asymptomatiske topidrætsudøver (som risikerer fejlagtigt at blive »dømt ude« fra sit erhverv)? Hvordan er idrætsudøveren stillet juridisk set (spillerkontrakt, transfermuligheder, livsforsikring mv.), hvis der påvises sygdom, og han »dømmes ude«? Hvad er kompetencekravene til en såkaldt »sportskardiolog«? Er han forpligtet til at videregive helbredsoplysninger fra idrætsudøveren til klubben/organisationen etc. etc.?

Som ved andre screeningsdiskussioner er holdningerne mange. Men bare få ord om feltets vigtigste og afgørende pointe, nemlig at opmærksomheden skal rettes mod de ganske få idrætsaktive unge, som vitterlig har anstrengelsesrelaterede symptomer som palpitationer eller lipotymier, og ikke mod den brede gruppe af de »raskeste af alle raske« medborgere, havde været på sin plads. Nye danske data sår da også tvivl om den grundlæggende forudsætning, at pludselig hjertedød forekommer hyppigere blandt idrætsudøvere end blandt andre unge, og medfører overvejelser om det etisk forsvarlige i at screene sportsudøvere.

Det nævnes, at flere sportsorganisationer alligevel har indført obligatorisk screening af sportsfolk. Så screeningsopgaver i et nyt kommercielt marked ligger uundgåeligt foran os. En række af forfatterne har taget konsekvensen og er blevet tilknyttet selv samme sportsorganisationers rådgivende organer og/eller tilbyder selv organisationernes ønskede screening af raske sportsfolk. Det giver potentielle interessekonflikter, men jo også mulighed for at gøre lægefaglig indflydelse gældende i relevante fora, så nye ubegrundede screeningskrav ikke breder sig til andre og bredere dele af idrætten. Den aktuelle statusartikel er desværre et tvivlsomt bidrag til denne proces og synes i sin grundholdning at bagatellisere de mange velkendte problemstillinger som en helbredsscreening af raske mennesker medfører. Gult kort.

> Svar:

Afdelingslæge Lars Juel Andersen, E-mail: ljuel@ofir.dk, Ledende overlæge Jan Kyst Madsen

Overlæge Peter Riis Hansen Kardiologisk Afdeling P, Gentofte Hospital.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Det skal indledningsvis slås fast, at vi naturligvis ikke antaster de konklusioner, vi selv var med til at fremføre i den reviderede screeningsrapport fra Dansk Cardiologisk Selskab (DCS), hvor det fastholdes, at der ikke findes tilstrækkelig videnskabelig evidens til for at anbefale generel screening af idrætsudøvere til forebyggelse af pludselig uventet hjertedød [1]. Når den reviderede DCS-rapport ikke blev nævnt i vores statusartikel [2], skyldes det alene, at sidstnævnte blev antaget til publikation mere end et år før, den reviderede rapport blev præsenteret. Til gengæld indgik statusartiklen faktisk i referencerne i rapporten, og artiklens konklusion er i mellemtiden blot blevet endnu mere aktuel. Virkeligheden er nemlig, at hjertescreening er en forudsætning for, at danske eliteatleter kan deltage i en række internationale konkurrencer. Uden screening, havde FCK f.eks. ikke spillet i Champions League, og danske cykelryttere havde ikke været med i Tour de France. Som vi også anførte i statusartiklen, har DCS, mod sædvane, valgt ikke at følge anbefalingerne fra vort europæiske søsterselskab. Det danske forbehold har ansporet til debat i faglige internationale fora og undertegnede har i høj grad bidraget til at udbrede og forsvare denne holdning. Vi kan derfor konstatere, at vi ikke har divergerende holdninger i forhold til den danske screeningsrapport, men de forskellige faglige rekommanda-tioner understreger i øvrigt, at en guideline er en vejledning og bestemt ikke en eviggyldig facitliste. Den reviderede DCS-rapport adskiller sig da også fra sin forgænger på et væsentligt punkt, nemlig ved at indeholde forslag til gennemførelse og tolkning af screeningsundersøgelser af idrætsudøvere, dvs. en implicit anerkendelse af et undersøgelsesbehov.

Vi er naturligvis enige i, at man skal være opmærksom på hjertesymptomer hos alle idrætsudøvere, og som vi netop anførte, er anamneseoptagelse en central del af hjertescreeningen. Men korrespondancens passus om, at elitesportsfolk er de »raskeste af de raske«, er ikke evidensbaseret mht. kardiale forhold hos udøverne af visse sportsgrene. Som vi også påpegede, er dette felt præget af mange særinteresser. Det sidste fremgår efter vor opfattelse af korrespondancen fra vore kolleger i regionen, for vi ser ingen faglige stridspunkter. Vi har som kardiologer naturligvis et særligt ansvar for, at den påkrævede hjertescreening af danske eliteatleter udføres på et højt fagligt niveau, samt for forskning og udvikling på området. Vi medgiver gerne, at flere af os har ulønnede lægelige tillidshverv i sportsorganisationer, men ser ingen interessekonflikter heri, heller ikke af kommerciel karakter. Hjertescreening af eliteatleter skal honoreres, og efter aftale med vor hospitalsledelse går disse midler til sportskardiologisk forskning og administreres af hospitalet. Så vi ser i egne række ingen konflikter kun velmotiveret faglig interesse for sagen. Vi vil i øvrigt foretrække, at en faglig dialog på dette område ikke præges af kollegial motivforskning og selvbestaltede dommerkendelser i Ugeskriftets spalter - slet ikke når der alene er medspillere på banen!


1. Rapport screening revision: Et holdningspapir fra Dansk Cardiologisk Selskab. 2010. www.cardio.dk (22. dec 2010).

2. Andersen LJ, Rasmusen H, Madsen JK et al. Hjertescreening af eliteatleter. Ugeskr Læger 2010;172:3339-42.

> Svar:

af Overlæge Hanne Rasmusen, Sportskardiologisk Klinik, Kardiologisk Afdeling Y, Bispebjerg Hospital. E-mail: rasmusen@dadlnet.dk

Artiklen om hjertescreening og dens iøjnefaldende overskrift på forsiden af Ugeskrift for Læger (2010;172:3339-42) har givet anledning til usikkerhed om Dansk Cardiologisk Selskabs (DCS) holdning til hjertescreening af idrætsudøvere. Derfor vil jeg som formand for den arbejdsgruppe under DCS, der netop har revideret rapporten om screening af idrætsudøvere, gerne præcisere holdningen.

I 2006 udkom den første danske rapport om hjertescreening med titlen »Screening af unge idrætsudøvere i Danmark - kan tilfælde af pludselig hjertedød forebygges?« [1]. Anledningen til denne rapport var et holdningspapir fra Europæisk Cardiologiske Selskab, hvor man i lighed med praksis i Italien anbefalede hjertescreening af alle konkurrenceidrætsudøvere på baggrund af en overdødelighed blandt idrætsudøvere [2].

I DCS fandt man dog ved gennemgang af litteraturen og med anvendelse af WHO-kriterierne for screening ikke anledning til at anbefale screening af idrætsudøvere.

Denne holdning blev dog hurtigt udfordret af en virkelighed, hvor både nationale og internationale sportsorganisationer forlangte hjertescreening af idrætsudøverne før deltagelse i stævner som f.eks. Superligaen og UEFA Cup, hvorfor flere kardiologer/kardiologiske afdelinger blev involveret i hjertescreening.

Da adskillelse imellem fysiologisk tilpasning og en patologisk tilstand kan være svær, medførte det en vis usikkerhed og flere ekstra hjerteundersøgelser. Dette var anledningen til den sidste revision af screeningsrapporten. Ved gennemgang af litteraturen fandt vi fortsat ikke evidens for, at man ved screening af idrætsudøvere kan reducere antallet af pludselig hjertedød. Ydermere er der for nylig publiceret et dansk studie [3], hvor det dokumenteres, at incidensen af pludselig hjertedød blandt unge idrætsudøvere (1,2 pr. 100.000) er meget lav, og endelig fandt man i studiet ikke en overdødelighed blandt idrætsudøvere. Holdningen til hjertescreening i DCS er således ikke ændret. Rapporten har haft fokus på at komme med anbefalinger til, hvordan man bedst sikrer, at idrætsudøveren undgår unødig bekymring og ekstra undersøgelser ved screening og at fokusere på hurtig henvisning af idrætsudøvere med alarmerende hjertesymptomer som anstrengelsesudløst besvimelse og brystsmerter til sportskardiologiske klinikker. Endelig er der etiske udfordringer forbundet med hjertescreening af idrætsudøvere, hvilket fortsat bør diskuteres inden for DCS.

Interessekonflikter: Hanne Rasmusen er daglig leder af den sportskardiologiske klinik på Bispebjerg Hospital og medlem af bestyrelsen for den sportskardiologiske sektion under Europæisk Cardiologiske Selskab. Hun har modtaget undervisningshonorar fra Pfeizer.


1. www.cardio.dk (22. dec 2010).

2. Corrado D, Pelliccia A, Bjornstad HH et al. Cardiovascular pre-participation screening of young competitive athletes for prevention of sudden death: proposal for a common European protocol. Consensus Statement of the Study Group of Sport Cardiology of the Working Group of Cardiac Rehabilitation and Exercise Physiology and the Working Group of Myocardial and Pericardial Diseases of the European Society of Cardiology. Eur Heart J 2005;26:516-24.

3. Holst AG, Winkel BG, Theilade J et al. Incidence and etiology of sports-related sudden cardiac death in Denmark - implications for preparticipation screening. Heart Rhythm 2010;7:1365-71.