Screening for livmoderhalskræft

Dorthe Ejersbo sammenlignede 67 afdøde fynske livmoderhalskræftpatienter med aldersmatchede kontrolpersoner og fandt, at mens 63% af casene aldrig havde deltaget i screening for livmoderhalskræft, var dette tilfældet for 49% af kontrolpersonerne [1]. På trods af, at forskellen er baseret på små tal, og at den ikke er statistisk signifikant, konkluderes det, at »ikkedeltagelse er karakteristisk for flertallet af de kvinder, der dør af livmoderhalskræft«, og der lægges op til, at der skal gøres en større indsats for at forbedre deltagelsen. Denne udlægning bliver understøttet i en leder af Beth Bjerregaard, der også mener, at programmet bør udvides til at invitere kvinder over 60 år [2], på trods af at studiet indikerer, at der netop for denne aldersgruppe ikke var forskel på deltagelsen mellem cases og kontroller (se artiklens Tabel 1).

I artiklen undlader Ejersbo at diskutere de talrige fejlkilder, hvoraf en er så betydende, at man generelt ikke kan bruge case-kontrol-studier til at vurdere effekten af screeningprogrammer med [3]. De, der vælger at deltage i screeningsprogrammer, er nemlig anderledes end dem, der vælger ikke at deltage. De er generelt bedre socialt stillede, har større overskud og er mere opmærksomme på deres helbred. Deltagere i screeningprogrammer har derfor en bedre chance for at overleve deres sygdom end dem, der ikke deltager. Det er derfor forventeligt, at man finder en overrepræsentation af dem, der ikke deltager, blandt dem, der dør af sygdommen, uanset om der er en effekt af screeningprogrammet eller ej. Denne form for selektionsbias kaldes for healthy screenee effect og er fremragende beskrevet i en nyligt udkommet bog om screening [4].

Det er nødvendigt med randomiserede forsøg til at vejlede om sundhedstiltag generelt, og inden for screening er der så mange potentielle fejlkilder og skadevirkninger, at det her er særlig vigtigt. Alle screeningprogrammer har skadevirkninger [4], men hverken Ejersbo eller Bjerregaard levner nævneværdig plads til at omtale disse, og læseren får derfor ikke en balanceret præsentation af emnet. I programmet i England og Wales skulle 13.000 kvinder screenes igennem 20 år for at forlænge livet for en. Dette medførte 57.000 test, hvoraf over 1.000 foranledigede biopsier, og over 50 måtte gennemgå fuld behandling, der ikke var nødvendig, og som ikke gavnede deres helbred [4]. Denne neglekt af skadevirkningerne er desværre symptomatisk for såvel artikler om screening som for invitationerne hertil [5].