Skip to main content

Screening for tvangstanker, depression og ADHD?

Professor Peter C. Gøtzsche. Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet. E-mail: pcg@cochrane.dk

4. jan. 2013
5 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Pia Aaron Skovby Andersen og Niels Bilenberg skriver i Ugeskrift for Læger, at en screening af børn og unge for tvangsforstyrrelser (obsessive-kompulsive tilstande) kan foretages hurtigt og med få omkostninger [1]. De anfører desuden, at set i forhold til gevinsten ved tidlig diagnostik og behandling kan screening f.eks. anbefales i almen praksis.

Den går altså ikke. Det er en alvorlig sag at screene for sygdom, da det altid medfører skadevirkninger, undertiden også gavnlige virkninger, og - desværre meget sjældent - gavnlige virkninger, der klart overstiger de skadelige. Det er derfor, at både Sundhedsstyrelsen og WHO anbefaler, at screening skal være ordentligt undersøgt i store randomiserede forsøg, før man kan tage stilling til, om det skal indføres.

Jeg har søgt i Cochrane Library og på PubMed og har ikke fundet en sådan dokumentation. Det må derfor på det kraftigste frarådes at screene børn og unge for tvangsforstyrrelser.

Mere generelt undrer det mig, at psykiaterne er så glade for at screene. Cochrane reviewet om screening for depression inkluderede 12 forsøg med 5.693 deltagere (kaldet patienter i reviewet, men det er de jo netop ikke, de er raske [2]). I dette review konkluderede man:

»There is substantial evidence that routinely administered case finding/screening questionnaires for depression have minimal impact on the detection, management or outcome of depression by clinicians. Practice guidelines and recommendations to adopt this strategy, in isolation, in order to improve the quality of healthcare should be resisted«.

Alligevel anbefaler psykiaterne med Sundhedsstyrelsens velsignelse [3] at vi skal screene for depression i Danmark hos særlige risikogrupper, bl.a. personer med tidligere depression, somatisk sygdom (f.eks. hjertesygdom), gravide og indvandrere. Programmet anbefaler screening med WHO-5 med en specificitet på 64%. Som tidligere nævnt [4] medfører dette, at for hver 100.000, man screener, og som ikke fejler noget, vil der være 36.000 falsk positive. Selv om man så anbefaler, at disse personer skal gennemgå yderligere diagnostik, ved vi jo godt, at travle læger i mange tilfælde vil springe dette led over (og at der blandt dem, der får yderligere diagnostik også vil være mange falsk positive tilbage, som vil blive sat i behandling, selv om de er raske).

Jeg kan godt forstå, at de praktiserende læger boykotter dette malplacerede initiativ med at screene for depression. Det ville føre til en gigantisk sygeliggørelse af den raske befolkning.

Ugen efter artiklen om tvangsforstyrrelser får vi så at vide, at mange ældre har ADHD-symptomer [5]. Denne viden skyldes en screening med efterfølgende diagnostisk interview og medførte en udtalelse fra psykiater Mogens Brødsgaard om, at der i Danmark er ca. 30.000 ældre med syndromatisk ADHD og 50.000 med symptomatisk ADHD, og at det er vigtigt at have fokus på denne gruppe, især når de kan beskrive ADHD hos deres børn, børnebørn og oldebørn. Hold da op, 50.000? Og hvordan får man så lige et sådant fokus? Forhåbentlig ikke ved screening, for så skal diagnosen have nyt navn, fra ADHD (Alle Drenge Har Det) til AÆHD (Alle Ældre Har Det).

Hvor er de psykiatere henne, der burde protestere mod denne nærmest maniske screeningsiver i psykiatrien?



  1. Andersen PAS, Bilenberg N. To spørgsmål er nok til at screene for obsessiv-kompulsiv tilstand hos børn. Ugeskr Læger 2012;174:2935.

  2. Gilbody S, House A, Sheldon T. Screening and case finding instruments for depression. Cochrane Database Syst Rev 2005;4:CD002792.

  3. Referenceprogram for unipolar depression hos voksne. København: Sundhedsstyrelsen, 2007. www.dpsnet.dk.

  4. Lundh A. Er der evidens for screening for depression? Ugeskr Læger 2008;170:1479.

  5. Høi-Hansen CE. Der er også mange ældre, der har ADHD-symptomer. Ugeskr Læger 2012;174:2994.

> Svar:

Professor Niels Bilenberg, Børne- og Ungdomspsykiatri, Odense, Psykiatrien i Region Syddanmark. E-mail: Niels.Bilenberg@psyk.regionsyddanmark.dk Læge, Pia Aaron Andersen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Midtjylland, Herning

INTERESSEKONFLIKTER: Niels Bilenberg har holdt foredrag på møder sponsoreret af Jannsen Cilag, Novartis og Eli Lilly

Vi vil gerne takke Peter Gøtzsche (PG) for respons på Ugeskrift for Lægers journalistiske resume [1] af vores studie, hvor vi sammenlignede forskellige skalaer til screening og vurdering af tvangssymptomer hos børn. Hele artiklen er publiceret i Danish Medical Journal (DMJ) [2].

Vi er enige med PG i, at rutinemæssig screening for psykiske forstyrrelser i almen praksis ikke er indiceret. Personer (familier) med psykopatologi vil ofte selv søge hjælp. Lægen kan vurdere patienten (barn eller voksen), instituere behandling eller henvise til psykiatrisk ambulatorium eller speciallægepraksis.

Det var ikke hensigten med vores artikel at advokere for screening for obsessiv-kompulsiv forstyrrelse (OCD) hos børn, hvilket læsere af hele artiklen i DMJ kan erfare. Vi beklager, at det kom til at fremstå således i resumeet.

Når det er sagt, er det imidlertid væsentligt at vide, hvad man skal holde øje med, når man ser børn eksempelvis i almen praksis. Inden for børne- og ungdomspsykiaitrien (BUP) er der gennem de senere år skabt basis for anvendelse af psykometriske redskaber til hjælp for forskning og klinik - og disse har øget den diagnostiske kvalitet (validitet) og præcision (reliabilitet) væsentligt. Det har bidraget til at flytte psykiatrisk diagnostik fra narrativ prototypegenkendelse til videnskabelig, evidensbaseret kategorisering.

Vi ved nu, at forældres oplysninger om tilstedeværelsen af et symptom og sværhedsgraden af dette skal tillægges forskellig klinisk/diagnostisk vægt afhængigt af symptomets karakter. Rapporteringer om barnets adfærd og følelser, som indsamles via spørgeskemaet Child Behaviour Checklist [3] kan valideres mod diagnoser, der er givet efter grundig udredning.

OCD er en invaliderende tilstand hos en del af de børn, som får symptomerne. Her er tale om børn, som hæmmes betydeligt i deres daglige funktion hjemme, i skolen og med kammerater i fritiden, hvilket medfører nedsat livskvalitet. Hvis forældre rapporterer om tilstedeværelse af de to kernesymptomer - tvangstanker og tvangshandlinger - begge i væsentlig grad, skal man reagere. Ikke nødvendigvis med en henvisning til BUP, men man skal holde øje med, om symptomerne udvikler sig og »æder« mere og mere af den almindelige funktion. Mange praktiserende læger har kendskab til kognitive behandlingsstrategier og støttende familiearbejde, som kan bremse og vende symptombilledet. Hvis symptomerne ikke aftager i sværhedsgrad, og barnets funktion hæmmes, bør det henvises til undersøgelse og behandling i BUP eller til en speciallæge.

Der skal ikke screenes for OCD hos børn, men oplysning om tilstedeværelse af de to kernesymptomer skal skærpe vores opmærksomhed, så vi kan indlede en indsats med henblik på at begrænse symptomernes udvikling. Læs om dette blandt andet i bogen »Når tanker bliver tvang« [4].



  1. Andersen PA, Bilenberg N. To spørgsmål er nok til at screene for obsessiv-kompul siv tilstand hos børn. Ugeskr Læger 2012;174:2935.

  2. Andersen PA, Bilenberg N. Comparison of Child Behavior Checklist subscales in screening for obsessive-compulsive disorder. Dan Med J 2012;59:A4523.

  3. Henriksen J, Nielsen PF, Bilenberg N. New Danish standardization of the Child Behaviour Checklist. Dan Med J 2012;59:A4462

  4. Thomsen PH. Når tanker bliver tvang. Børn og unge med tvangssymptomer. København: Hans Reitzels Forlag, 1996.