Skip to main content

Second opinion-funktion i psykiatrien

♠ Ledende stabsoverlæge Jørgen Nystrup, Psykiatrien Region Sjælland. E-mail: jny@regionsjaelland.dk

31. mar. 2009
2 min.

Søgning efter second opinion synes at være tiltagende efterspurgt af befolkningen - også inden for sundhedsvæsenet. Det foregår udbredt, systematisk og delvist skjult inden for alle specialer.

De negative drivkræfter kan være mediernes store fokus på lægefejl og dårlig standard i sundhedsvæsenet, det offentlige sundhedsvæsens konkurrence med privathospitalerne mv.

De positive drivkræfter er en generelt øget kvalitetsbevidsthed - og et større kendskab til sundhedsvæsenets funktion. Det er ikke så dumt at få forskellige håndværkertilbud! Desværre opfatter mange læger en sådan patientadfærd som uønsket og besværlig. Herved bidrager vi til myten om, at sundhedsvæsenet beskytter sig selv ved at være »lukket område«.

Det er for længst slået fast, at patienter har aktindsigt i egen journal (medmindre helt specielle forhold gør sig gældende). Det synes ikke at have haft negativ indvirkning på sundhedsvæsenets kvalitetsudvikling. Det samme gælder psykiatriens pligt til at samarbejde med patienterne om behandlingsplaner.

Sundhedsstyrelsen nedsatte i januar 2003 et rådgivende panel vedr. eksperimentel behandling af kræft, og 798 sager blev if. årsberetningen for second opinion-funktionen vurderet af ekspertpanelet i 2005. Systemet synes at have blivende værdi.

I forbindelse med samlingen af de psykiatriske institutioner i Region Sjælland under en ledelse i forbindelse med regionsdannelsen blev det her besluttet at tilbyde borgerne en second opinion i voksenpsykiatrien; systematisk og åbent.

De seks voksenpsykiatriske distriktsledelser i regionen blev bedt om at udpege henvisningsberettigede. Det blev til 66 - hovedsageligt overlæger og afdelingslæger. Det blev annonceret, at patienter via deres faste behandler kunne bede om en second opinion. I perioden oktober 2007-januar 2009 blev i alt 35 patienter henvist til second opinion. Fire udeblev. Kun tre blev henvist på baggrund af utilfredshed med primærbehandler. Alle øvrige henviste udtrykte respekt for deres primærbehandlere og anså henvisningen til second opinion som et tegn på professionalitet og kvalitetsbevidsthed, søgning efter den bedst mulige behandling.

Af de 31 undersøgte fik 27 forslag om ændret behandling og 17 forslag om alternativ diagnose.

Den henvisende læge fik tilsendt en skriftlig vurdering samt en videooptagelse med konsultationen. Kun en patient ønskede sig ikke videooptaget. Generelt blev der også sendt kopi af den skriftlige vurdering til egen læge.

Vi tror på, at denne second opinion-funktion signalerer åbenhed i behandlersystemet og potentielt stimulerer til øget faglig kvalitet. Second opinion-funktionen er en ny type kollegial supervision, som bør kunne udvikles inden for andre specialer end inden for psykiatrien. Og i psykiatrien i andre regioner også ud over i Region Sjælland.