Skip to main content

Selen og vækst

Professor emeritus Hans Ørskov & Professor Allan Flyvbjerg, De Medicinske Forskningslaboratorier, Århus Universitetshospital. E-mail: allan. flyvbjerg@dadlnet.dk

13. nov. 2006
2 min.

Rasmussen et al [1] giver den 25. september 2006 i Ugeskriftet en nøgtern oversigt over »Selen og sundhed«. Det konkluderes, at selenindtagelsen i Danmark er tilstrækkelig; at dokumentation for sygdomsforebyggende effekt er utilstrækkelig; men at en forebyggende virkning over for visse cancerformer og hjerte-kar-sygdomme »dog er mulig«; og endelig, at ved eventuel fremtidig tilsætning af selen til gødning »overskrides øvre tolerable indtag for børn under seks år«.

Vi vil hermed understrege de mulige konsekvenser af dette: selentoksicitet er længst kendt hos dyr og gav allerede i 1860 anledning til navnet »alkali disease«, der i svære tilfælde omfatter levernekrose og læsioner i centralnervesystemet [2, 3]. Det mest slående symptom er imidlertid vækstretardering, og American National Research Council konkluderede i 1976, at væksthæmning antagelig var den klareste indikator for selenforgiftning [2, 3].

Selen akkumuleres i hypofysen, især i somatotrope (væksthormonproducerende) cellers sekretionsgranula og i leveren. Rotteunger, der udsættes for høj selenindtagelse i alderen 26 dage (når de kan tages fra moderen) til 46 dage, havde 36% lavere kropsvægt end kontroller. Seruminsulinlignende vækstfaktor I (IGF-I) steg fra 151 g/l til 500 g/l hos kontrollerne, medens IGF-I-stigning totalt udeblev hos de selenbehandlede [2]. Væksthormon (GH)-stigning efter stimulation med GH releasing hormone var 75% nedsat. Ved ophør af seleneksposition genvandtes normal GH-sekretion efter to uger, medens IGF-I-sekretion og vækst var supprimeret i et meget længere interval [2]. GH-behandling sammen med seleneksposition forhindrede væksthæmningen som bevis for, at selens effekt medieres gennem supprimering af GH-sekretionen [2].

Disse resultater tyder på en reversibel læsion af de somatotrope celler i hypofysen og en vedvarende beskadigelse af leveren IGF-I-producerende apparat.

Det er sandsynligt, at selenoverdosering hos børn vil have lignende konsekvenser. Mange tidligere oversigter har navnlig fokuseret på mulige gunstige og positive sider af selenindtagelse [3], der som nævnt af Rasmussen et al [1] er tilstrækkelig her i landet.


Referencer

  1. Rasmussen LR, Mejborn H, Andersen NL et al. Selen og sundhed. Ugeskr Læger, 2006;168:3311-3.
  2. Ørskov H, Flyvbjerg A. Selenium and human health. Lancet 2000;356:942-3.
  3. Rayman MP. The importance of selenium in human health. Lancet 2000; 356:233-41.