Senfølger handler også om tabt biologisk kapacitet

Temanummeret om senfølger og Anders Bonde Jensens leder rammer et reelt og længe forsømt klinisk område. Det arbejde, der er bygget op med senfølgeklinikker, tværfaglig opfølgning og systematisk registrering, hører til den ene halvdel af »handling«. Med stor interesse læste jeg artiklerne, men må også konstatere en væsentlig og helt generel mangel, der ikke kan afvises at være grundet i temanummerets valg af fokus. Jeg mener dog alligevel, at den anden halvdel – den halvdel, der handler om at genopbygge det, som sygdom og behandling har taget, udfoldes for lidt i debatten.

For mange patienter har senfølger en målbar fysiologisk signatur: et reelt tab af biologisk kapacitet. Hos kvinder med brystkræft på tværs af hele forløbet ligger den maksimale iltoptagelse (udtrykt som VO₂peak) i gennemsnit 27% under alders- og kønsmatchede kontroller, og en tredjedel har en VO₂peak under den tærskel, der definerer funktionel selvstændighed, og lave værdier er en uafhængig prædiktor for overlevelse ved metastatisk sygdom [1]. Træthed, åndenød, dekonditionering og autonom dysregulering er ikke »bløde symptomer«. Det er det kliniske udtryk for tab af aerob, metabolisk og autonom kapacitet.

Den kapacitet kan genopbygges. I en metaanalyse af 48 randomiserede studier (3.632 patienter) øgede struktureret træningsterapi VO₂peak med +2,13 ml O₂/kg/min sammenlignet med ingen ændring i kontrolgruppen [2], og ACSM’s internationale konsensus angiver effektive doser for fatigue, fysisk funktion og livskvalitet [3]. Alligevel er målrettet genopbygning af fysisk kapacitet fortsat ofte et henvisningstilbud eller et godt råd, ikke en kerneydelse. Konkret kunne det indebære, at kapacitetsvurdering f.eks. via kardiopulmonal arbejdstest, seksminutters gangtest eller validerede VO₂-skøn indgår som standardparameter i den systematiske senfølgeudredning, og at struktureret træningsintervention med dokumenteret dosis tilbydes som integreret klinisk ydelse, ikke som tilbud, patienten selv skal opsøge. Retningen ligger i forlængelse af Kræftplan V’s løft af rehabilitering og nye krav om præhabilitering [4]; planen specificerer dog hverken objektive kapacitetsmål eller dokumenteret træningsdosis som kvalitetsstandard.

Ud over træning er der fremvoksende adaptive metoder, der fortjener seriøs undersøgelse. Kontrolleret, intermitterende hypoksisk terapi (IHT) er ét eksempel: I et randomiseret studie hos ældre kardiologiske patienter forbedrede fem ugers IHT kardiorespiratorisk fitness på niveau med otte ugers konventionel træning [5]. Evidensen i onkologisk senfølgekontekst er endnu sparsom, og metoden hører til i kontrollerede studier, før den hører til i klinikken. Pointen er ikke metoden, det er, at strategier, der aktivt genopbygger kapacitet, bør undersøges med samme alvor, som vi i disse år bruger på at opdage, registrere og kategorisere senfølger.

Mønsteret er ikke unikt for kræftsenfølger. Mens nogle senfølgesymptomer er etiologispecifikke, ses andre med betydelige fællestræk på tværs af udløsende årsag. Lignende målbare deficitter ses f.eks. efter COVID-19, hjernerystelse og belastningsreaktion, hvilket peger på et fælles fysiologisk lag, der fortjener selvstændig opmærksomhed.

Min interessekonflikt på dette felt fremgår nedenfor. Netop derfor lægger jeg, ligesom læseren bør, vægten på rammen, ikke den specifikke metode. Mens nogle senfølger er udtryk for mekanisk skade som følge af sygdom eller behandling, er andre senfølger for mange patienter et målbart, behandleligt kapacitetstab, og dén dimension mangler i »tid til handling«. At opdage senfølger uden at handle systematisk på det reversible kapacitetstab er halv handling.