Statens Serum Institut afholdt den 14. marts 2023 et seminar om senfølger af COVID-19 med oplæg fra en række danske eksperter samt repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen og en patientforening under stiftelse, Dansk Covidforening. Formålet var at afdække og præsentere den nuværende viden om COVID-19-senfølger, eventuelle udfordringer samt vigtige indsatsområder i forhold til at generere viden.
COVID-19 er en akut viral sygdom forsaget af SARS-CoV-2. I tiden efter den akutte infektion kan der optræde fortsatte symptomer, men persisterer de mere end 12 uger, taler man om egentlige senfølger eller post-COVID 19-syndrom. Senfølger kan være et enkelt symptom som f.eks. tab af lugtesans eller komplekse symptomer fra mange organsystemer, der i værste fald påvirker hele personens liv. De komplekse senfølger er ofte domineret af mental og/eller fysisk udmattelse.
I en befolkningsundersøgelse i Danmark med 152.880 deltagere, angav 17% af dem, der var smittet mellem september 2020 og april 2021 et eller flere mulige senfølgesymptomer 6-12 måneder efter infektion [1]. Diagnosekoden DB948A »Følger efter COVID-19« var pr. 15.8.2022 registreret for godt 7.000 patienter i Regionernes kliniske kvalitetsprograms database, DACOVID [2]. Dette tal omfatter imidlertid kun dem, der oplever symptomer af en sådan kompleksitet, at det har krævet udredning i hospitalssystemet. Antallet er formentligt en underestimering af det faktiske antal pga. forskellig praksis for, hvornår diagnosekoden gives, og det faktum, at langt de fleste patienter med milde senfølger kun undersøges i almen praksis.
Der mangler stadigvæk viden om symptomernes sværhedsgrad og varighed. Hovedparten forventes at komme sig spontant, men et litteraturreview indikerer, at 15% af dem, der oplever symptomer efter tre måneder, stadigvæk har symptomer efter 12 måneder [3]. Baseret på resultater for de patienter, der er så hårdt ramt af senfølger, at de er i et forløb på en regional senfølgeklinik, ser det desværre ud til, at mindst en tredjedel af patienterne ikke opnår bedring, i løbet af et år efter de er henvist.
Fortsat forskning i patogenesen er central for udvikling af mere fokuserede forebyggelses- og behandlingsstrategier. På nuværende tidspunkt omfatter de dominerende hypoteser om mekanismerne bag senfølger: udvikling af mikroblodpropper og skade på endotelet, autoimmunitet, immundysregulering inklusive reaktivering af vira, dysfunktionel neurologisk signalering og ændringer i mikrobiomet [4].
Det er håbet, at en bedre forståelse for de biologiske mekanismer involveret i senfølger af COVID-19 samt erfaringerne med, hvordan patienterne bedst kan rehabiliteres, også kan komme patienter med andre følgetilstande efter virale infektioner til gavn.
Data peger på, at vaccination mindsker risikoen for nogle senfølger, og at omikron-varianten giver færre senfølger end tidligere varianter. Til gengæld har mange flere været smittede med omikron end med tidligere varianter [4, 5]. Da vedvarende samfundssmitte forventes, og der efter alle hidtil forekommende varianter ses patienter med komplekse senfølger, vil der forsat være behov for overvågning af senfølger i de kommende år. Dette er nødvendigt for tidligt at kunne opdage eventuelle ændrede symptombilleder i forbindelse med opståen af nye varianter, for at opnå bedre grundlag at vurdere, om reinfektioner forøger risikoen, samt at afdække om senfølger kan opstå længere tid efter infektion.
Den fremtidige overvågning af senfølger udfordres af den aktuelle begrænsede testaktivitet i samfundet, ligesom dette stiller større krav til en vurdering af sammenhæng med et infektionsforløb. Det har dog siden 2020 været muligt at anvende diagnosekoden i hele landet efter klinisk vurdering. Desuden har man mulighed for at anvende antistoftest, der kan skelne imellem antistoffer dannet efter vaccination og efter infektion med SARS-CoV-2, men disse antistoffer har kun en vis levetid, hvilket kalder på øget forskning i andre biologiske markører. En grundig lægelig vurdering er under alle omstændigheder nødvendig, da diagnosen senfølger af COVID-19 fordrer, at der ikke er en anden tilstand, der kan forklare symptomerne. Omvendt risikerer patienterne nemt at få et forløb i mange specialer, hvis tilstanden ikke erkendes som en mulighed. Manglen på validerede diagnosekriterier og internationale klassifikationer af sværhedsgrad og symptomkomplekser er derfor en udfordring både i forhold til diagnostik og objektiv måling af fremskridt eller forværring hos patienterne over tid.
Sundhedsstyrelsen udviklede i november 2020 anbefalinger til organisering af indsatsen for
patienter med langvarige symptomer ved COVID-19, som løbende er blevet opdateret. Da senfølger af COVID-19 stadigvæk er et relativt nyt fænomen har man i regionerne dog været nødt til at prøve sig frem og løbende justere indsatsen, efterhånden som man har opnået mere viden. For at skabe sammenhængende forløb for patienterne bør der løbende sikres fælles forståelse for senfølger og erfaringsdeling i sundhedsvæsenet, både hos praktiserende læger, hospitalslæger og i kommuner. Ligeledes nødvendiggør de langstrakte forløb hos nogle patienter en styrkelse af det tværsektorielle samarbejde, således at patienter, hvor tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår ikke er realistisk, sikres en sundhedsfaglig vurdering i forhold til relevante alternativer.
COVID-19-senfølger vil påvirke samfundet fremover, både i form af sygdomsbyrde og livskvalitet for de enkelte, men også økonomisk i form af udgifter til behandling, sygefravær og eventuelt pension. Vi står lige nu i en situation, hvor risikoen for alvorlig akut COVID-19-sygdom er mindre givet den høje befolkningsimmunitet, men hensynet til senfølger skal fortsat inddrages i den løbende risikovurdering af COVID-19, der danner grundlag for sundhedsmyndighedernes anbefalinger om bl.a. vaccination og generelle smitteforebyggende foranstaltninger.
Anna Irene Vedel Sørensen, Statens Serum Institut; Anne Øvrehus, Odense Universitetshospital; Anders Hviid, Statens Serum Institut og Københavns Universitet; Anders Koch, Statens Serum Institut, Rigshospitalet og Københavns Universitet; Hatice Tankisi, Aarhus Universitetshospital; Henrik Ullum, Statens Serum Institut; Jane Agergaard, Aarhus Universitetshospital; Karen Mølgaard Christiansen, Odense Universitetshospital; Maria Busborg Jørgensen, Dansk Covidforening; Sophie Gubbels, Statens Serum Institut; Steffen Leth, Regionshospitalet Gødstrup; Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut.
