Skip to main content

Sengeflygtig?

I de senere år er strømmen i sundhedsvæsenet gået væk fra senge og hen mod andre funktioner. Måske er det på tide at drive lidt den anden vej, skriver lægefaglig vicedirektør Dan Brun Petersen

Dan Brun Petersen, vicedirektør, Holbæk Sygehus

13. jun. 2022
3 min.

Dagkirurgi, pakker, virtuelle konsultationer og accelererede patientforløb. Alt sammen noget, der har været med til at gøre det danske sundhedsvæsen moderne og effektivt, og som er godt for patienterne. Og som vi skal have endnu mere af.

Men udviklingen har skabt et paradoks, måske endda flere: I takt med at det samlede antal senge på sygehusene er kraftigt reduceret, er det blevet tiltagende svært at få personale til at bemande dem. Hvor man før lukkede senge for at omlægge til andre funktioner, så må man nu lukke senge, fordi der ikke er nok personale.

Nogle patientgrupper lå tidligere lang tid i sengene, men håndteres nu med ganske korte indlæggelser og ambulant behandling i øvrigt, takket være forskning og forbedringsarbejde. Nogle lægelige specialer er gået fra »at have mange senge« til at omtales som »ambulatoriespecialer«, og sygeplejerskerne er i høj grad fulgt med.

Til gengæld er patienterne i de få senge mere syge, mere komplekse og mere plejekrævende. For ellers var de slet ikke på sygehuset. Har vi taget højde for det i forhold til normeringer, specialuddannelser, multidisciplinære indsatser osv.? Er arbejdet blevet for hårdt? For svært at lykkes med? Forbundet med for lidt prestige? I hvert fald i forhold til (de mange) alternative jobmuligheder?

»I takt med at det samlede antal senge på sygehusene er kraftigt reduceret, er det blevet tiltagende svært at få personale til at bemande dem« Dan Brun Petersen, vicedirektør, Holbæk Sygehus

Man har undret sig over, at »nogle hundrede« patienter med COVID-19 kunne belaste sundhedsvæsenet. Årsagen er, at der det daglig ikke er ledige senge. Det blev der til gengæld skabt på rekordtid, og som altid var det imponerende, hvad der kan lade sig gøre i en akut krise. På nogle måder var mange ting nemmere, bl.a. fordi motivationen var høj, og fordi dagligdagens økonomiske naturlove var sat ud af kraft.

Men der var andre omkostninger. For at skaffe flere pladser blev personale flyttet fra ambulatorier og endda »ikke-kliniske funktioner« til sengeafdelinger. Det var ikke nogen ubetinget succes, og prisen var mange steder opsigelser eller sågar sygemeldinger. Det var tankevækkende.

Håndtering af patienter med COVID-19 var hårdt, men det har ikke været mindre hårdt på bagkant med genindførelse af rettigheder, pukkelafvikling, strejke og almindelig udmattelse. Ikke mindst på sengeafdelingerne, hvor manglen særligt på erfarne sygeplejersker er blevet tydelig.

Det er heldigvis ikke sådan, at der ikke bliver gået stuegang. Der bliver knoklet og udskrevet og jævnligt aflyst administrationsdage og lukket ambulatorier for at sikre, at de indlagte bliver tilset. Men strømningerne har i mange år været stærk, hen mod andre funktioner. Måske er det på tide at drive lidt den anden vej?

Ofte diskuterer vi balancen mellem klinisk og ikke-klinisk arbejde. I den forbindelse kan man reflektere over, at begrebet klinik er afledt af det græske ord »kline«. Det betyder seng.