Seriøs debat af ukonventionel behandling, tak

Tak til Abdol Rahim Altaf (ARA) og Per Boye Hansen for svar i Ugeskriftet på vor duplik [1] vedrørende deres første artikel [2] rettet imod alternativ behandling.

I vor duplik havde vi tre hovedpunkter, som alle er bekræftet i det seneste indlæg af ARA et al: 1) C-vitamin som Na-ascorbat giver ikke hyponatriæmi, 2) artiklen er et forsøg på at mistænkeliggøre alternativ behandling 3) og artiklen har et helt andet formål, end overskriften viser.

Sidstnævnte fremgår med al ønskelig tydelighed af forfatternes eget udsagn, idet de skriver, at formålet med artiklen var at starte en debat om risikofyldt, udokumenteret og kostbar behandling. Læseren må her erindre den meget dramatiske overskrift fra indlægget [2], som altså ikke har kunnet dokumenteres, men blot har haft til formål at starte en debat.

Den slags udokumenterede, overdramatiserende overskrifter kender vi kun alt for godt fra den kulørte presse. Men ikke fra Ugeskriftet. Vi tager meget gerne en sådan debat, hvis den kan holdes på et seriøst niveau.

Der foreligger omkring 3.000 videnskabelige artikler om C-vitamin og cancer, så helt udokumenteret er den ikke. En overskuelig litteraturliste fremsendes gerne til interesserede.

ARA skriver, at behandlingen er kostbar. Ja, alt for kostbar for patienten. Men den er billigere end meget af det, der anvendes på sygehusene. Forskellen er blot, at sygehusenes behandling betales af det offentlige, også selv om den måtte være udokumenteret, hvorimod den alternative behandling betales af patienten, også selv om den er dokumenteret. Dette er et politisk spørgsmål. Hvis der var offentligt tilskud til palliativ C-vitamin-behandling, måtte vi have sygehusambulatorierne til hjælp, så glade er patienterne for behandlingen. Vi vil med glæde bidrage med vor erfaring og hjælpe ambulatorierne med at implementere denne behandling.

Det har i tyve år været vores instituts faste politik at dele ud af vore erfaringer og behandlingsmetoder, ligesom vi på instituttet har uddannet en del læger i disse behandlinger. Og hvis patienter har kunnet få velvillig hjælp til at fortsætte behandlingen på deres lokale sygehus eller hos deres egen læge, har vi altid været behjælpelige med præcise oplysninger om behandlingsmetoden, så patienten kunne spares en lang rejse hertil. Mange kolleger vil kunne bevidne dette. Derfor er det ikke rart at se, at forfatterne må ty til en historie om, at de har henvendt sig til undertegnede (CH), som har nægtet at oplyse om behandlingen over for dem. En sådan henvendelse har aldrig fundet sted.

Må vi bede om en ærlig og seriøs debat.