Sig ordet ”sengepladser”

Formanden for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, Charlotte Fischer (CF), mener i sit svar til psykiater Karin Garde i Ugeskrift for Læger 21/2016 [^{1, 2]} at have adresseret hovedspørgsmålet: Vil regionerne prioritere behandlingen af de mest syge, svært psykotiske patienter?

Hvis man analyserer CF’s svar, falder det i to dele: 1) Ligestilling mellem psykisk og somatisk sygdom kommer til at tage lang tid. 2) Der skal være plads til de indlæggelsestrængende, men vi må også kigge på, hvad det koster at behandle en patient.

Jeg finder det nødvendigt at knytte følgende kommentarer til de to punkter (hvor Karin Garde egentlig kun spurgte til det sidste).

1) CF anfører, at psykiatrien gennem mange år er kommet stadig længere bagud i forhold til finansieringen af somatisk sygdom. Men der mangler en uddybning af sætningen: “... Dette efterslæb kommer det til at tage lang tid at indhente ...”. Kan vi få CF’s gæt på, hvornår psykiatrien opnår økonomisk ligestilling med somatikken? Indtil da, er det jo naturligt, at vi ikke kan levere en optimal behandling til alle patientgrupper.

2) Det er tydeligt, at ordet “sengepladser” nærmest synes at give CF kvalme. Måske skulle vi bruge misbrugssystemets betegnelse døgnbehandlingspladser i stedet. Dette for at understrege, at for en betydelig del af de dårlige – oftest skizofrene – patienter er døgndækkende pleje og behandling i længere perioder helt afgørende for, at de kan komme til at fungere optimalt. At vi ikke længere reelt har dette tilbud, viser den eksplosive vækst i antallet af retspsykiatriske patienter og regeringens nyeste aftale om at spærre denne patientgruppe inde i den nyopfundne kimære “specialiserede socialpsykiatriske afdelinger”.

Jeg forstår godt den politiske virkelighed. CF anfører selv: “... Vi har antennerne ude, vi politikere ...”. Men hvilke antenner? Hvis valget står mellem at finansiere behandlingen af ti patienter med svær og vedvarende invaliderende sindssygdom under indlæggelse og 100 patienter med angst, ADHD, depression, spiseforstyrrelser eller andre ikkepsykotiske lidelser, så vinder de 100 til enhver tid på de tis bekostning. Desuden har de hundrede engagerede pårørende, der kan blive vrede, skrive til politikerne eller gå i pressen – noget de ti næsten aldrig har.

Og i modsætning til de svært sindssyge, som ikke engang er taknemmelige over deres behandling, er der mulighed for at vinde hjerterne hos de 100. Og det kan så indkasseres på valgdagen.