Simulationstræning i neurokirurgi: fra træningslokalet til operationsstuen

Forestil dig, at du lige er startet som introlæge på neurokirurgisk afdeling. Du går på intensivafdeling for at tage imod en patient med svært hovedtraume. Patientens pupiller har også været kortvarigt dilaterede, men trækker sig på sedation. CT viser små, spredte traumatiske subaraknoidale blødninger og akut hydrocefalus, og der går lidt tid, før din bagvagt når ind på sygehuset, da der er et trafikuheld og kø. Bagvagten er i telefon med dig, og I bliver enige om, at patienten højst sandsynligt har forhøjet intrakranielt tryk, og at du om få minutter skal anlægge en trykmåler og formentlig også et eksternt ventrikeldræn.

Du kan helt sikkert mærke, at håndfladerne begynder at svede, da du har set disse to operationer et par gange og selv har stået med dem, mens du havde en erfaren kollega med dig på stuen. Nu står du alene og skal skynde dig, da patienten kan risikere at få dilaterede pupiller igen. Kan du sætte den indre uro til side og gøre det, der skal til for patienten, med en god kvalitet? Det kan du, og svaret kunne også være afhængigt af bl.a., om du har øvet proceduren på simulationsmodeller.

Hvorfor simulation?

Neurokirurgi rummer minimale tolerancer for fejl og har en stejl læringskurve, da færre operationer pr. kirurg ift. andre kirurgiske specialer giver mindre »hands‑on« tid. Det er ikke længere tilstrækkeligt blot at være assistent ad flere omgange og regne med, at kompetencerne overføres gennem passiv observation, indtil man får lov til at stå som primær operatør. Simulationstræning foregår på et laboratorium, hvor man kan fejle, uden at nogen kommer til skade, og man kan gentage procedurerne, til de sidder på rygmarven (metaforisk og bogstaveligt). Korrekt kirurgisk teknik og solid fornuftig dømmekraft er vigtigt for at opretholde en høj standard for behandling og patientsikkerhed [1, 2].

Endagsworkshop – stort udbytte

Kurset »Basale neurokirurgiske færdigheder« afvikles en gang hvert år og samler introlæger og uklassificerede læger i neurokirurgi fra hele landet. Efter en kort teorisession kaster deltagerne sig over tre stationer: intrakraniel trykmåling, borehul og eksternt ventrikeldræn (EVD). Plastikkranier, 3D‑printede ventrikler og en realistisk støbning af hjernen samt tæt supervision skaber et troværdigt, trygt og risikofrit rum. Evnerne vurderes med OSATS‑skemaet (Objective Structured Assessment of Technical Skills), som består af syv punkter, som måles 1-5 (lavest til højest), med en maks. score på 35 [3].

Tallene taler

Ved EVD‑stationen – den mest teknisk tunge – blev 13 læger vurderet før og efter træningen. OSATS‑scoren steg fra 21,5 til 28,9; en forbedring på 34%.

Læger med under et års erfaring rykkede sig mest: 74%. De største spring sås i »Tid og bevægelser« og »Instrumenthåndtering«

Fra tal til praksis

Hvad betyder tallene i virkeligheden? Målrettede og effektive bevægelser sparer tid, og dermed kan reddes flere neuroner (vi kender alle sammen »time is brain«). Bedre instrumentkendskab fører til færre episoder med unødvendige kig på operationsbordet og episoder med (indre eller ydre) panik. Den største gevinst for kirurgen kan være psykologisk, men det tekniske er heller ikke langt fra. Når unge læger har boret ti plastikkranier og har haft god faglig sparring undervejs, falder pulsen, og koncentrationen stiger. Man er »in the zone«, når det gælder.

»Man lærer først ved at se andre gøre det« eller »See one, do one, teach one«. Argumenterne lyder ofte sådan, men alle high‑stakes brancher (og mange andre) bruger simulation, fra luftfart til atomkraft. Selv Formel 1‑piloter sidder timevis i en simulator, før de racer [2, 4].

Pris og perspektiv

3D‑print, fantomer og instruktørtid koster, men en operation, som ikke var veludført, koster mere – akutte neurologiske skader, som bliver til senfølger og kan kræve et forløb på intensivafdeling/sengeafdeling i den akutte fase og højst sandsynligt et genoptræningsforløb, når de forrige er overstået; bedre patientforløb kan også være mere omkostningseffektive og dermed frigøre økonomiske ressourcer, som kan bruges i andre sammenhænge. Endelig bør vi overveje at dokumentere, om bedre OSATS‑scorer på disse kurser afspejler sig i virkeligheden og giver en bedre behandling og dermed øget patientsikkerhed [5].

Deltagernes positive tilbagemeldinger fremhæver også de sociale og kollektive gevinster ved denne workshop, hvor man kan dele viden og diskutere forskellige tilgange til samme indgreb.

Konklusion

Når næste akutopkald lyder, griber de telefonen med mere ro i maven. Investeringen i simulationstræning betaler sig.