Skab plads til primadonnaerne

For 18 år siden lavede jeg mine første feltstudier på Rigshospitalet, og her mødte jeg den største primadonna, jeg nogensinde har mødt. ”Professoren” blev han kaldt med ærefrygt, når talen faldt på ham. Alle talte med respekt om hans høje faglighed. Nogle med stor veneration om hans faglige generøsitet over for yngre kollegaer. Andre om hans arrogance over for dem, der faldt i unåde hos ham. Professoren blev en af dem, jeg siden har forsøgt at forstå, forklare og forsvare som en af dem, vi skal have flere af i sygehusvæsenet – men som vi desværre skaber mindre og mindre plads til.

En primadonna føler en personlig forpligtelse over for en højere sag og oplever eksistentiel mening, når det lykkes at gøre en forskel for patienten. Et sådant fagprofessionelt kald dikterer en stærk pligtetik i arbejdet. Pligten til at stræbe efter den højeste standard. Pligten til at kæmpe kampe på den højere sags vegne. Primadonnaer er ikke barnligt trodsige væsener med store primadonnanykker, men de bliver ofte fejlagtigt opfattet som sådan af andre, når de fnyser ad kollegaer, der forbryder sig mod kaldet og pligtetikken, eller når de ignorerer tiltag, som stiller sig i vejen for den højeste standard som f.eks. at faldscreene toårige eller foretage myriader af DRG-registreringer. Qua deres pligtetik er de ofte blandt de dygtigste inden for deres felt. De er innovative og kreative – styret af at tænke uden for boksen, så de kan gøre den størst mulige forskel for patienterne.

Misforstå mig ikke. Der skal ikke kun være primadonnaer på et sygehus. Der er også brug for andre, f.eks. for pragmatikerne. Pragmatikere sætter en ære i at udføre godt arbejde ved at følge best practice-beskrivelser i form af standarder, kliniske vejledninger, leanprogrammer osv. Pragmatikere er hele maskinrummet i en organisation. Stabile, pålidelige, loyale. Gode til at optimere inden for rammerne af det bestående. De har brug for en klar adskillelse af arbejde og privatliv. De drages også af tanken om at gøre en forskel, men de kan ikke bære et personligt ansvar for sagen. De bærer i stedet deres del af et kollektivt ansvar, og ansvaret deponeres i best practice-beskrivelserne, som derfor loyalt følges.

I de seneste årtier er der sket en markant ”pragmatikerisering” af det danske sygehusvæsen. Flere standarder. Mere dokumentation. Mere registrering. I et omfang, som levner for lidt plads til de primadonnaer, vi ikke kan undvære. For nok kunne professoren måske fremstå arrogant, men han levede og åndede for sine patienter i et omfang, som standarder og vejledninger aldrig vil kunne.