Skal commotio cerebri varetages forskelligt?

Rønde & Blichfeldt slog i Ugeskriftet (2008;170:1740-3) til lyd for en ensartet klinisk procedure vedrørende commotio cerebri (CC). Men er det dybest set ønskværdigt, så længe CC definitorisk skal betragtes som en forbigående fysiologisk, cerebral funktionsforstyrrelse efter en kollision mellem et hoved og et objekt? Thi definitionen har jo intet videnskabeligt dokumenteret grundlag, og muligheden for at skaffe et sådant nødvendiggør retten til at anskue fænomenet fra frie synsvinkler.

Medmindre hoved og krop holdes i spænd ved kollisionen, vil en del af den til hovedet påførte kraft med usvigelig sikkerhed få afløb gennem hovedets bevægeapparat. Derfor er det nærliggende, at CC snarere burde stå for cerviko-cefal og bruges akut som præfiks til et traume og i efterforløbet som præfiks til et syndrom.

Eksempelvis er hovedpine den hyppigste »postkommotionelle« gene, hvor det ikke er muligt at placere en C-nociceptiv smertegenerator intrakranialt, da der ikke er forandringer, den kan knyttes til. Modsætningsvis har hovedet og dets ophæng fælles segmentært forsvar, idet tractus spinalis n. trigemini og Lissauers trakt har konvergens på fælles neuroner i medulla spinalis-centreret på C2, hovedets lokomotoriske center.

Hensigten med dette arrangement er, at hvad enten en inflammatorisk proces befinder sig intrakranialt eller cervikalt, skal sidstnævnte afsnit immobiliseres. I så henseende er røntgenologisk funktionsundersøgelse af collum cervicalis værdifuld. Omtales en sådan undersøgelse i de gængse afdelingsinstruktioner? Endvidere, hvor stor en procentdel af CC-patienterne har erkendte, direkte slagfølger på hovedet ved indlæggelsen?A