Skal Danmark aktivt rekruttere udenlandsk sundhedspersonale?

For nylig skrev psykiater Jan Holten Lützhøft et indlæg i Ugeskrift for Læger [1] om sine overvejelser om, hvorvidt det er ønskeligt, at Danmark aktivt rekrutterer udenlandsk sundhedspersonale, og anførte både det etisk/moralsk tvivlsomme i, at Danmark på den måde »stjæler« sundhedspersonale fra økonomisk meget dårligere stillede lande, som har bekostet deres uddannelse, og stilles der spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at bruge sundhedsarbejdere, som på grund af sprogvanskeligheder har svært ved tilfredsstillende at kunne kommunikere med deres danske patienter.

Personligt kan jeg kun være helt enig med Jan Holten Lützhøft.

Nedenstående er skrevet på baggrund mine erfaringer i forbindelse med frivilligt arbejde med undervisning af udenlandsk sundhedspersonale i medicinsk sprogbrug og mange samtaler med dybt frustrerede udenlandske sygeplejersker og læger.

Foruden de nævnte synspunkter ovenfor så fortjener også forholdene for rekrutteringen af disse sundhedspersoner en meget kritisk analyse.

Den aktuelle lovgivning om autorisation til sundhedspersoner er for nylig blevet revideret på baggrund af forslag fra en såkaldt taskforce nedsat af Sundhedsministeriet. Der har været en høring af loven, som snart vil træde i kraft. Sigtet for ændringerne i loven er at lette rekrutteringen af frem for alt udenlandske læger og sygeplejersker og gøre procedurerne omkring autorisation mere effektive og hurtigere.

Men selv med de nye ændringer af loven er der kæmpe udfordringer for de sundhedspersoner, som kommer til Danmark efter godkendelse af Styrelsen for Patientsikkerhed og på hhv. tre års (sygeplejersker) og fem års (læger) opholdstilladelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Af de data, der foreligger i rapporten fra den nævnte taskforce fremgår, at det i gennemsnit tager 2,5-3,5 år for sygeplejerskerne og 5-5,5 år for lægerne at opnå autorisation.

Alene i 2022 og 2023 fik ca. 550 læger og ca . 750 sygeplejersker fra lande uden for Europa opholdstilladelse med henblik på at få dansk autorisation, og ved udgangen af 2023 var yderligere 700 sygeplejerske i gang med den indledende sagsbehandling.

Men hovedproblemet er, at det foreløbigt er et forsvindende antal læger og sygeplejersker, som kommer igennem de forskellige krav, så de kan blive autoriseret.

For det første er der de helt berettigede krav til gennemførelse af danskprøver på et veldefineret niveau. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor vanskeligt det er at lære dansk, hvis man kun taler farsi og kommer fra Iran, som er den helst store »leverandør« af sygeplejersker. Sprogundervisningen er gratis for ansøgerne (med et system af depositum for at sikre sig motiveret gennemførelse af kurserne), men det tager for mange omkring tre år, inden deres sproglige kunnen er tilstrækkelig.

Den helt store »hurdle« er dog, at den enkelte sygeplejerske eller læge, når det krævede sproglige niveau er opnået, skal sikre sig en seksmåneders såkaldt evalueringsansættelse. For læger er der så yderligere et krav om, at de selv skal finde en KBU-lignende ansættelse på to gange seks måneder. Uden disse ansættelser med godkendelse af tilstrækkelige faglige kompetencer – ingen autorisation.

Som jeg ser det, har den nævnte taskforce fuldkommen og noget overraskende overset den helt indlysende og helt afgørende årsag til, at rekrutteringen af udenlandske sundhedspersoner ikke har fungeret:

Der er ikke – og der bliver ganske simpelt ikke oprettet – det nødvendige antal »evalueringsansættelser«, som gør det muligt, at de udenlandske sundhedspersoner kan komme videre med at søge autorisation. For læger er der lige så fortvivlende store problemer for ansøgerne med at finde de obligatoriske KBU-stillinger og blive ansat i disse.

Selv sundhedspersoner, som taler og skriver dansk vældig godt, søger forgæves og sender utallige uopfordrede ansøgninger til relevante sygehusafdelinger uden held. Efter oprettelse af en jobportal med ledige stillinger i Region H for nylig er det helt klart, når man søger tilsendt oplysning om ledige evalueringsansættelser for sygeplejersker, at disse stillinger stort set ikke findes.

Når man taler med regionernes HR-afdelinger og relevante sygehusafdelinger, hvor evalueringsansættelserne ville kunne finde sted, anføres helt relevant, at det for den enkelte afdelinger betyder, at der skal afsættes ekstra personaletimer til at hjælpe, instruere og evaluere de udenlandske medarbejdere. Disse ressourcer er i forvejen knappe, og der er ikke afsat noget budget til at dække merudgifterne. De udenlandske sundhedspersoner kan berette om meget lille interesse for deres arbejdskraft, når de henvender sig direkte til sygehusafdelinger eller sender ansøgninger.

Som eksempel, fra august i år, blandt mange nedenfor (se billede): et svar fra en personalekonsulent i Region H til en iransk læge, som om et par måneder formentlig vil blive udvist efter fem år i Danmark, fordi vedkommende ikke har kunnet få en evalueringsansættelse og dermed ikke har kunnet påbegynde arbejde som autoriseret læge inden for de afsatte fem år, som den givne opholdstilladelse forudsætter.

Der er ikke i regionerne noget kortsigtet incitament i at oprette evalueringsstillinger eller ekstra KBU-forløb, da der fra centralt hold ikke er bevilget ekstra penge til de nævnte stillinger. Denne problematik accentueres af, at alle regioner permanent er i gang med store sparerunder.

En ting er, at det moralsk og etisk er et tvivlsomt politisk påfund med den aktuelle lovgivning og de foreslåede ændringer at ville løse det rige Danmarks egne rekrutteringsproblemer af sundhedspersonale ved at »hverve« sundhedsprofessionelle fra oftest fattige lande, der har betalt for de pågældendes uddannelse.

Men det er ikke anstændigt at lave en ordning, hvor tusindvis af sundhedsprofessionelle udsigtsløst lokkes til Danmark med håb om at kunne få arbejde, fordi koordinationen mellem dem, der hverver, og dem, der udstikker reglerne (Sundhedsministeriet/Styrelsen for Patientsikkerhed), og dem, som skal betale de nødvendige udgifter (regionerne), er ikkeeksisterende.

Det sætter de udenlandske ansøgere i store menneskelige og økonomiske problemer, og mange risikerer med stor sandsynlighed at spilde mange år af deres liv, deres opsparede penge etc. på denne udsigtsløse ordning, inden de må forlade Danmark med uforrettet sag.

Det er i mine øjne politisk opportunisme at foregøgle, at udenlandsk arbejdskraft kan løse vores problemer med at skaffe danske sundhedsarbejdere. Men det er også administrativt uprofessionelt, at der ikke er nogen koordination mellem de forskellige instanser og ingen økonomi afsat til at sikre, at der er det nødvendige antal evaluerings- og KBU stillinger.

I den sammenhæng virker det derfor endnu mere hovedløst, at regeringen nu påtænker at hverve indiske og filippinske sundhedsarbejdere til at løse Danmarks bemandingsproblemer i sundhedssektoren.

I høj grad en opgave for Lægeforeningen at sikre bedre vilkår for de udenlandske kollegaer, der allerede er her, og for at prioritere, at Danmark kan løse sine egne behov for kvalificeret arbejdskraft i sundhedssektoren.