Skal fokus stadigvæk være på testning, og er smitteopsporingen god nok ?

Antallet af daglige PCR-test for SARS-CoV-2 er nået op på 115.000 svarende til næsten 21.000 pr. million indbyggere. Det er det højeste tal i verden [1], og f.eks. i Storbritannien tester man i øjeblikket ca. 5.500 pr. million indbyggere og i Japan ca. 250 [1].

Hvis de 50.000 hurtigtest udbudt af Falck lægges til, har vi en daglig testkapacitet på 30.000 pr. million indbyggere pr. dag.

Hvorfor har pandemien så udviklet sig over de seneste uger fra ca. 1.000 nye diagnosticerede dagligt til omkring 3.000? Kan yderligere testkapacitet hjælpe?

Måske skulle man se mere på smitteopsporingen.

Vi er vant til daglige tal fra Statens Serum Institut, som oplyser om antal nye diagnosticerede tilfælde, positivprocent, antal indlagte, antal på intensive afdelinger og antal døde [2]. Det giver alle en mulighed for at følge epidemiens udvikling og selv vurdere, om vi har kontrol over situationen eller ikke.

Smitteopsporingen er lagt i hænderne på Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Her oplyser man ingen tal på sin hjemmeside. Vi ved således ikke, hvor mange af de dagligt smittede som kontaktes inden for 24 timer, og hvor mange som man endnu ikke har fået kontakt med inden for f.eks. 36 timer. STPS anbefaler, at man som nær kontakt testes to gange, men der er ingen tal for, hvor mange nære kontakter man har talt med, og hvor mange af dem som har fulgt anbefalingen om at blive testet to gange.

En af de faktorer, som kan drive epidemien, er såkaldte »superspredere«, dvs. personer som smitter mange andre [3]. Man vil forvente, at man ved en effektiv kontaktopsporing vil finde superspredere, fordi mange positive personer vil pege på samme individ som kontakt. Det vil være vigtigt at vide, hvor mange superspredere STPS har identificeret, og hvilke situationer der er forbundet med en superspredningshændelse.

Gennem interviewet med den smittede med en positiv test får man oplyst mistænkt smittested, f.eks. i familien, på arbejdspladsen, undervisningsstedet etc. Disse oplysninger suppleres med interview med den smittedes nære kontakter og må selvfølgelig løbende analyseres, men der ligger ingen data i det offentlige rum.

Således er spørgsmålet, om problemet med den tiltagende smittespredning i Danmark ligger mere i manglende opfølgning af positive personer end i en manglende testkapacitet.