Skal medicinalindustrien være en del af lægers efteruddannelse?

I mange år har læger og samfundet som helhed diskuteret, om medicinalindustrien kan være en del af den nødvendige efteruddannelse, som læger behøver, og som vores lægeløfte i øvrigt kræver; nemlig at dygtiggøre os. I psykiatrien har formanden for DPBO (Danske Psykiatere og Børne-ungdomspsykiateres Organisation) netop trukket sig på grund af uenighed om, hvilken rolle medicinalindustrien skal spille i psykiateres efteruddannelse. Jeg har den fordel, at jeg i fire år i 00’ere arbejdede i et stort amerikansk medicinalfirma og stadig har mange venner fra industrien, hvorfor jeg kender meget til den måde, man planlægger kurser på. Naturligvis er der et ønske om mere salg. Det er indlysende og helt legitimt. Men der foreligger meget strenge regler for, hvordan samarbejdet med læger kan foregå, både fra danske myndigheders side og fra interne såkaldte kompliansregler i det enkelte medicinalfirma. Ofte inviteres key opinion leaders til at holde foredrag; altså spydspidserne i det enkelte speciale, som ved mest om emnet. Det kan da på ingen måde skade en læge; kun gøre ham dygtigere. Ofte vil der være en kort præsentation af firmaets produkt, som den enkelte læge kan vælge ikke at deltage i. Ulempen ved at sige nej er, at man så ikke bliver opdateret på den nyste viden om produktet. Og alle patienter vil jo helst have den bedste medicin med mest effekt og færrest bivirkninger. Og man får hverken i Europa eller USA godkendt et præparat, hvis der ikke kan påvises en væsentlig fordel ved produktet i forhold til, hvad der allerede er på markedet. Nye produkter er derfor som regel et vigtigt supplement til allerede eksisterende medicin.

Jeg har arrangeret masser af møder for læger, jeg har selv undervist på mange møder og selv deltaget i mange. Grunden til, at nogle firmaer ønsker at se lægens præsentation inden foredraget afholdes, er interne kompliansregler, hvor man skal sikre, at lægen ikke overtræder disse. Det kan f.eks. ske ved at vise upublicerede data eller at tale om indikationer for præparatet, som ikke er godkendt i Danmark. Der er altså tale om regulatorisk kontrol og ikke et forsøg på at dreje lægens præsentation i en særlig retning. Jeg vil ikke afvise, at der kan findes enkelte eksempler på det modsatte. Jeg har måske holdt 50 foredrag for medicinalindustrien igennem årene og er kun en gang blevet bedt om at ændre noget, som medicinalfirmaet ikke kunne lide. Og det var faktisk et dansk firma, men godt nok dets filial i et sydeuropæisk land!

Det offentlige har ikke økonomiske muskler til at afholde store efteruddannelsesmøder, og når det kommer til internationale kongresser, er disse meget dyre og uden medicinalindustriens bidrag umulige for de fleste læger selv at betale. Alene deltagergebyret ligger ofte omkring 7.000 kr. Hertil kommer hotel, rejse og forplejning.

Jeg mener, at det er naivt at tro, at læger kan dygtiggøre sig uden samarbejde med medicinalindustrien. Viden om ny medicin er essentiel for at kunne tilbyde patienten en optimal behandling. Lægen, der siger nej til al efteruddannelse om ny medicin, risikerer at ikke kunne tilbyde den bedste og mest opdaterede behandling til sin patient. Og husk så lige på de enorme landvindinger, som medicinalindustrien har skabt. Vi kan takke industrien for, at hiv nu kun sjældent er en dødelig sygdom, i 2021 kunne vi igen åbne vores samfund på grund af coronavacciner, og statiner har revolutioneret kardiologien. Tag lige den, I skeptikere over for »den grimme pilleindustri«! Jeg ved godt, at skeptikerne vil fremvise undersøgelser, der peger på, at læger kan påvirkes til at udskrive det pågældendes firmas medicin. Men er det værre, end hvis lægen slet ikke ved noget om, hvad der er den bedste behandling for en patient?

For mig er patienten altid i centrum; ikke paranoia over for storkapitalen.