Skal vi have magt som agt?

Ugeskriftet fra 2. april (2007;169:1279) har optaget en annonce fra TV-2 nyhederne, hvor »læger eller andet sundhedspersonale« opfordres til at henvende sig, hvis de nogensinde »har stået i en situation, hvor de har ment, at aktiv dødshjælp kunne være den rigtige vej ud, hvis det ikke havde været direkte strafbart at udføre det.«

Den engelske læge, hospiceleder og forfatter af lærebøger om palliativ medicin, Robert Twycross, sagde for nogle år siden ved et møde, jeg deltog i, at en læge næppe havde større klinisk erfaring og næppe heller havde empati, hvis han eller hun ikke havde været i situationer, hvor lægen havde mærket et ønske om at tage en patient af dage. Pårørende kan på samme måde ønske, at deres nærmeste »får fred«. Men siger sådanne ønsker noget om et behov for en ændret lovgivning? Et helt afgørende spørgsmål er nemlig, hvilke handlinger vore ønsker skal kunne føre til. Vil det altid være godt, om vi havde magt, som vi har agt?

Skal lidelse fjernes ved at fjerne den, der lider? Er aktiv dødshjælp en illusion om, at ved at slå den lidende ihjel, løser vi »lidelsens problem«? Der er megen lidelse verden over - er aktiv dødshjælp det svar, vi mangler? Er det tidens behov for at gøre alt til tilvalg? Og nu også døden, som man tidligere betragtede som en tilskikkelse? Når vi ikke længere har magt til at holde døden væk, vil vi nu i det mindste bestemme, hvornår den skal indtræde. Giver det en oplevelse af magt i den magtesløshed, som er svær at bære? Eller er aktiv dødshjælp tværtimod den mest afmægtige løsning - den fattigste løsning? Og har vi ikke, når man ser efter, en god lovgivning, som tillader, at vi kan lindre, og som direkte tilsiger, at vi i en ultimativ situation ikke må være så bange for, at døden vil indtræde, at vi ikke tør lindre?

»Skal vi selv have retten til at bestemme, hvornår vi vil dø?« hedder det i annoncen. Den sætning afslører dagsordenen og rummer den tidstypiske rettighedstænkning og selvbestemmelsesideologi. Det tyder også på, at der endnu engang lægges op til en forsimpling af et meget kompliceret spørgsmål. En forsimpling, som ikke får med, at selvbestemmelse i forbindelse med ens egen død kunne være en illusion. Som ikke får med, hvad det vil betyde for læge-patient-forholdet. Eller hvilke andre vidtrækkende konsekvenser en legalisering af aktiv dødshjælp kunne få.

Annoncen ser måske uskyldig ud, men ordlyden foruroliger mig, og derfor tror jeg ikke, at den er det. Den har et ærinde. Der skal nok være nogle, der reflekterer, men de skal overveje, hvad de vil bruges til. Selv om de indkaldes gennem vort lægevidenskabelige tidsskrift, skal de næppe forvente en videnskabelig undersøgelse. Allerede indkaldelsesmåden fører til selektion og bias. Hertil kommer værdiladede spørgsmål, dvs. spørgsmål, som kalder på bestemte svar. Derefter kommer så udvælgelsen i materialet. Hvem kontrollerer den? Jeg kender ikke til spørgsmålene, og hvordan den efterfølgende sammenklipning vil ske, men tidligere eksempler gør, at advarselslamper blinker.