Skiskader behandles anderledes i udlandet

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Med interesse følger jeg diskussionen i Ugeskrift for Læger om dyre og eventuelt også unødvendige akutbehandlinger af danskere på feriesteder i udlandet. Jeg er ortopædkirurgisk overlæge på et regionssygehus og modtager også i udlandet tilskadekomne danskere. Hvis man vurderer behandlingerne i udlandet efter danske retningslinjer, så fornemmer man ofte, at de udenlandske læger er hurtige med at igangsætte skanninger og operationer.

Mangfoldig medicinsk verden

Men dog - forskellige mentaliteter, forskellige sundhedssystemer, forskellige erfaringer og forskellige økonomiske forudsætninger i de enkelte lande har medført forskellige grundprincipper i lægebehandlingen. De danske behandlingsprincipper er kun én lille brik i en mangfoldig medicinsk verden, og der findes ikke den ene rette måde at gøre tingene på. Hvis man rejser til udlandet - må man så ikke være indstillet på, at kulturen er anderledes dér, også på sygehusene? Jeg er sikker på, at de danske patienter i udlandet bliver behandlet på den samme måde, som lægerne ville behandle deres egne medborgere. I Danmark behandler vi jo heller ikke udenlandske turister på en anden måde, end vi behandler dem, der bor her i landet. Alle skal jo have den bedst mulige behandling.

For fem år siden kom jeg fra Tyskland til Danmark, og jeg kender begge sundhedssystemer. En stor forskel mellem Danmark og Tyskland er f.eks. akutbehandlingen af skader: I Tyskland (og sandsynligvis også i mange andre europæiske lande) bliver akutte patienter opereret hurtigere end i Danmark. Det skyldes ikke kun medicinske, men også økonomiske overvejelser - om man nu synes, at det er rigtigt eller ej. Det giver anledning for Svend-Erik Heiselberg (SEH) til i sin replik i Ugeskrift for Læger (2012;174:679) at formulere ønsker for, hvordan danskerne skal behandles i udlandet.

Indikation per telefon

SEH ønsker, at alle operationer for ikkelivs- eller ekstremitetstruende læsioner bør godkendes af hjemmesygehusets ortopædkirurgiske bagvagt. Jeg ville dog som ortopædkirurgisk bagvagt ikke tage stilling til en indikation for en skanning eller en operation under en samtale med en kollega, der ringer fra et eller andet sted i verden, uden at der er mulighed for at se på røntgenbillederne eller vurdere patientens sår og bløddele. Her må man stole på kompetencen af kollegaerne, som har direkte med patienten at gøre. Og omvendt skulle vi spørge os selv helt ærligt, om vi ville ringe til en ortopædkirurgisk bagvagt på et sygehus i f.eks. Polen, Litauen eller Rumænien for at få godkendt den behandling, vi ville igangsætte i akutmodtagelsen i Danmark for en af deres landsmænd.

For mig er det åbenlyst, at det ikke kan forventes, at danske behandlingsprincipper eller samarbejdsforventninger bliver anvendt uden for Danmark, selvom Danmark betaler for behandlingen. Lægerne i udlandet kan kun arbejde ud fra den kultur og den sundhedsfaglige virkelighed, som de er opvokset med. Hvis danskerne skal behandles efter danske behandlingsprincipper, så må de bliver i Danmark.

Mine ønsker er mere pragmatiske:

Lad os være glad for de aftaler, der findes med andre EU-lande om gensidige sundheldsydelser, som sikrer os behandling i udlandet.
Lad os acceptere, at andre lande har andre sundhedsvæsener med andre retningslinjer for at behandle patienterne. Lad os acceptere, at der i udlandet eventuelt skal betales for ydelser, som folk ikke ville få i Danmark, men som er accepteret standard i det pågældende land.
Lad os undgå, at patienter fra Danmark bliver 2.-klasse-patienter i Europa, fordi vores kollegaer i udlandet synes, at Danmark ikke betaler for den normale behandling.
Lad os være mere åben for forskellige kulturer - også på det sundhedsfaglige område.

Hvis SEH fortrækker behandling på danske sygehuse, skal han appellere til de tilskadekomne danske turister om at tage hjem til Danmark med deres skader, men han skal lade være med at kritisere og være formynderisk over for de udenlandske kollegaer, som tager sig af vores tilskadekomne landsmænd.