Skræmmehistorier slår lægens anbefaling

Tilslutningen til HPV-vaccinen faldt i perioden 2013-2016 markant blandt unge, danske piger. En udvikling, der kan have haft konsekvenser for forebyggelsen af livmoderhalskræft i den danske befolkning, og som har gjort sig gældende på trods af vaccineanbefaling fra institutioner som Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen. Sideløbende har forældre til unge piger i HPV-vaccinationsprogrammet fulgt en debat om vaccinen på sociale medier, hvor skræmmehistorier om alvorlige bivirkninger blandt vaccinerede piger hurtigt har bredt sig. Kendte bivirkninger af HPV-vaccinen inkluderer ikkealvorlige bivirkninger såsom let feber, hovedpine og kvalme umiddelbart efter vaccination. Men i historierne beskrives »skræmmebivirkninger«, som blandt andet inkluderer svimmelhed, kronisk træthed og andre livsforandrende bivirkninger. Skræmmehistorier på sociale medier om HPV-vaccinen har haft indflydelse på danske forældres beslutning om at fravælge HPV-vaccinen til deres døtre.

Eksponering for skræmmehistorier på sociale medier skubber til tvivlende forældre

I takt med de sociale mediers indtog i vores hverdag er medier som Facebook blevet en platform til distribution og diskussion af sundhedsinformation – heriblandt vaccineinformation. På baggrund af en række undersøgelser ser man en tendens blandt gruppen af forældre, som fravælger HPV-vaccination til deres børn [1-5]. Forældrene lader sig i høj grad påvirke af sociale mediers vaccineinformation, som bygger på historier om personlige erfaringer med HPV-vaccinen frem for argumenter med videnskabeligt belæg. Undersøgelser viser, at vaccineinformation med afsæt i personlige erfaringer som oftest forholder sig kritisk til HPV-vaccinen og sjældent kommer fra pålidelige kilder [1]. Det tyder på, at debatten om HPV-vaccinen har skabt en opdeling mellem forældrene og de sundhedsprofessionelle, fordi argumenterne i debatten på sociale medier ikke er de samme som dem, de sundhedsprofessionelle beskæftiger sig med. Forældre og sundhedsprofessionelle kan med andre ord siges at tale forbi hinanden.

På den ene side i debatten står de bekymrede forældre, der eksponeres for historier om HPV-vaccinens »skræmmebivirkninger« fra afsendere, de følger på sociale medier. På den anden side står de sundhedsprofessionelle med deres faglige blik, sandsynligheder og ufravigelige kriterier for redelig videnskab. I denne debat risikerer ethvert sundhedsprofessionelt argument for HPV-vaccinen med forsikringer om fravær af livmoderhalskræft og andre HPV-relaterede sygdomme senere i barnets liv at blive overskygget af truslen om, at netop forælderens eget barn rammes af en livsforandrende bivirkning. En stigende eksponering for skræmmehistorier på sociale medier kan medvirke til at forøge tvivlende forældres trusselsbillede af risikoen for »skræmmebivirkninger« ved HPV-vaccination. Derudover forventes bivirkningerne at optræde umiddelbart efter vaccination, hvilket gør dem til en lettere begribelig trussel end risikoen for livmoderhalskræft senere i barnets liv. Når forældre afvejer fordele og ulemper ved at lade deres barn vaccinere, er der således risiko for, at vaccinens »skræmmebivirkninger« vil opleves mere reelle og presserende end det mere abstrakte ønske om at forebygge en eventuel risiko for livmoderhalskræft senere i livet.

Sociale medier spiller en vigtig rolle i sundhedsoplysning

Debatten, der til stadighed udspiller sig på sociale medier, giver anledning til en bredere diskussion af de mange måder, man kan tilegne sig viden om sundhed på i et SoMe-fikseret, digitaliseret samfund, hvor information, der tidligere har været forbeholdt sundhedsprofessionelle, nu er tilgængelig for alle. Alligevel tyder det på, at skræmmehistorier om HPV-vaccinen på sociale medier har større indflydelse på forældrene end mere saglige budskaber fra sundhedsfaglige instanser.

I Danmark er det valgfrit, om man vil lade sit barn vaccinere, hvilket i høj grad placerer ansvar og incitament hos forældrene til at tage aktiv stilling til vaccinationstilbud. Hvis man ønsker mere udtømmende viden om HPV-vaccinen, end lægen stiller til rådighed, må man forsøge at navigere i den uendelige informationsmængde, der er tilgængelig på internettet. På sociale medier er skræmmehistorier ikke underlagt de samme spilleregler som de sundhedsprofessionelles argumenter, der følger strikse gyldighedskriterier. Platformen ligestiller alle afsendere af vaccineinformation, og det er op til den enkelte forælder at vurdere, hvilket budskab der er mest troværdigt – og her bliver det i nogle tilfælde svært for sundhedsprofessionelles argumenter at konkurrere med den værdi, en skræmmehistorie får, når afsenderen er en bekendt Facebookven.

Det oplagte fokus for forældre vil være at beskytte deres børn mod, hvad de betragter som den største sundhedstrussel. Så måske fravælger forældre ikke HPV-vaccinen, fordi information fra Facebook og andre sociale medier er vigtigere end sundhedsprofessionelles budskaber, men derimod fordi forældre er begrænset af, hvad de kan forholde sig til. Overfloden af tilgængelig sundhedsinformation, som er med til at skabe tillid og gennemsigtighed i sundhedsvæsenet, kan altså paradoksalt nok også medvirke til en øget usikkerhed over for sundhedsprofessionelles anbefalinger.

Sundhedsprofessionelle må (også) være sensationelle

Sundhedsprofessionelle har meldt sig ind i debatten om HPV-vaccinen på sociale medier med Sundhedsstyrelsens kampagne »Stop HPV – bliv vaccineret« for at præge diskussionen med indhold om positive effekter ved vaccinen. Kampagnen indeholder både videnskabelig evidens og personlige historier fra både kræftramte og trygge vaccinemodtagere. Denne strategi tyder på, at kampagnens afsendere vedkender sig betydningen af, at debatten om HPV-vaccinen i høj grad foregår på sociale medier, og forsøger at mobilisere modtagerens opmærksomhed væk fra skræmmende bivirkninger og over til livmoderhalskræft som den vigtigste sundhedstrussel.

Kampagnens evidensbaserede argumenter risikerer dog at tale forbi forældrene. Forældre, der fravælger HPV-vaccinen til deres børn, er ikke nødvendigvis modtagelige for statistikker og løfter om forebyggelse af kræft på lang sigt. Samtidig er kampagnen udfordret af, at indhold om glæden ved at være kræft- og bivirkningsfri som følge af HPV-vaccinen er ganske sensationsløs, da et liv uden kræft opfattes som status quo i de fleste danske familier. Derimod indprenter Facebookopslag om naboens datters bivirkninger sig som skræmmende, relaterbare og netop sensationelle.

Med sociale medier som en væsentlig platform for sundhedsdebat bliver udfordringen for sundhedsprofessionelle, at udbredelsen af skræmmehistorier om HPV-vaccinen påvirker forældrenes holdning til vaccinen. Nu hvor HPV-vaccinen også tilbydes til drenge, bør afsendere af fremtidige kampagner for vaccinen derfor overveje, hvordan man bedre henvender sig til tvivlende forældre. For at undgå et scenarie, hvor debatten om bivirkninger blusser op på ny, skal vi måske nytænke de værktøjer, vi kan give forældre til at frasortere misinformationer på sociale medier. Samtidig må sundhedsprofessionelle i deres kommunikation anerkende, at forældres trusselsbilleder ikke altid beror på rationelle antagelser, men i høj grad fostres af uvished, usikkerhed og det, de eksponeres for på sociale medier. Internettets kvantitet må ikke medvirke til, at det danske sundhedsvæsens høje kvalitet ikke når de forældre, hvis højeste ønske er at vælge det bedste for deres barn.