Skip to main content

Slå speciallægestillinger op på de sygehuse, hvor de mangler

Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

6. jan. 2026
2 min.

Fra nationalt politisk hold har man besluttet et speciallægeloft på universitetssygehusene. Det erklærede formål er at skabe en bedre geografisk lægedækning. Lægeforeningen mener ikke, at speciallægelofter er det rette værktøj i en tid med generel mangel på speciallæger i Danmark, også på nogle af universitetssygehusene. Man kan ikke løse en mangelsituation med ansættelseslofter.

Hvis man politisk gerne vil sikre en bedre speciallægedækning på landets mindre sygehuse, så er der nogle få fundamentale forudsætninger, der skal være på plads. For det første skal regionerne og sygehusledelserne opslå speciallægestillinger på de mindre sygehuse, hvor der mangler speciallæger. Det kræver naturligvis, at der er økonomi til at ansætte speciallægerne. For det andet skal der på den længere bane uddannes mange flere speciallæger. Ja faktisk kræver det, at alle læger kan blive speciallæger.

Det er grundlæggende det, der skal til for at sikre flere speciallæger på de mindre sygehuse. I Region Nordjylland lyder de politiske signaler, at der mangler speciallæger, og at der er midler nok til ansættelse af speciallæger. Men alligevel ser vi ikke en stigning i ansatte speciallæger på de mindre sygehuse i regionen, ligesom der i øvrigt er mangel på speciallæger også på Aalborg Universitetshospital. I Region Syddanmark hører vi, at det er blevet tiltagende svært at få speciallægeansættelse generelt. Alt imens der stadig løbes for hurtigt, ventetiderne er lange, og Odense Universitetshospital (OUH) rammes af nedskæringer. Disse nedskæringer går ikke uden om speciallæger.

Speciallægeloftet på universitetssygehusene er greb, der har skabt usikkerhed blandt vores medlemmer i en tid, hvor speciallægestillingerne ikke hænger på træerne – heller ikke på de mindre sygehuse, hvilket ellers var den politiske bagtanke med speciallægeloftet.

Læg dertil, at det nationale speciallægeloft er en ulogisk skrivebordsløsning. Den ser måske godt ud på papir, men i den virkelige verden giver det eksempelvis ikke mening, at man tæller hoveder i stedet for årsværk. For det betyder, at speciallæger på nedsat tid (hvad end på grund af seniorordning, sideløbende forskning eller andet) tæller på samme måde som en speciallæge på fuldtid. På den måde udgør loftet en barriere for at få alle tilgængelige speciallægekræfter i spil, især når det indføres samtidig med, at det generelt er svært at blive ansat som speciallæge. Hvor smart er det lige, når vi i Danmark mangler speciallæger?

Fra Lægeforeningens side er budskabet klart: Der skal slås speciallægestillinger op på de mindre sygehuse, hvor de mangler, og så skal der uddannes speciallæger nok. Sådan sikrer vi en bedre speciallægedækning i Danmark generelt.