Skip to main content

Slagmark. Tidsskrift for idéhistorie. Tema: Den moderne medicin

Adam Bencard

2. nov. 2005
3 min.

I en nylig udgivet antalogi om den vestlige medicins udvikling i det 20. århundrede erklærede redaktørerne, at historien om medicinen i det 20. århundrede er historien om det 20. århundrede. Det er naturligvis en udtalelse der kan diskuteres, men der er ingen tvivl om, at det medicinske kompleks har haft en enorm indflydelse på alle niveauer af det moderne samfund, fra det mest personlige til globale strukturer. Det er derfor prisværdigt, når redaktørerne bag »Slagmark« ønsker at etablere den moderne medicin som »et nyt felt inden for den idéhistoriske praksis«. At den moderne medicin så ikke just kan kaldes noget nyt forskningsfelt inden for idéhistorien er en anden sag, som ikke skal trække fra det nødvendige i et fortsat idéhistorisk engagement med medicinen. Lidt mere ærgerligt er det, at temanummeret ikke rigtigt lever op til redaktionens anden målsætning, nemlig at rette op på det faktum at den moderne medicin i danske rammer »aldrig rigtigt er blevet etableret som et idéhistorisk forskningsfelt«. Det kunne have været rigtig interessant, hvis temanummeret for alvor kunne have bidraget til etableringen af et dansk miljø omkring idéhistoriske undersøgelser af medicinen, men desværre er fire ud af de otte artikler, som tidsskriftet indeholder, oversættelser. Det havde været mere relevant at se et bredere udvalg af, hvad det danske idehistoriske miljø har at byde på, end at hive velkendte cirkusheste som den franske filosof Jean Baudrillard og den engelske politiske filosof Nikolas Rose frem i manégen.

Disse indledende beklagelser skal dog ikke trække fra artiklernes generelt høje standard. Bedst og mest tankevækkende er den nu afdøde amerikanske filosof Marx Wartofskys undersøgelser af medicinen som understøttet af en selvstændig og grundlæggende menneskelig vidensform, karakteriseret ved en konstant vekselvirkning og udveksling mellem øjet og hånden, og Institut for Idéhistories egen Anders Dræby Sørensens velunderbyggede og skarpe artikel om depression og den biologiske psykiatri. Dræby Sørensen viser hvorledes det normale er ved at miste sin binding til det patologiske og i stedet er ved at glide over i et begreb om det ønskelige, således at forestillingerne om hvad den menneskelige normaltilstand er mere og mere bliver et idealiseret glansbillede af et menneske i perfekt balance og uden mørke sider - engageret idéhistorie med samtidsperspektiv. Disse to artikler, sammen med Karin Johannisons studie af kroppens rolle i medicinen, er eksempler på medicinsk idéhistorie, der balancerer fornemt mellem idéerne og det konkrete. Desværre er der også artikler i temanummeret, der ikke balancerer så fint og er mere ord end analyse. Både Baudrillard og Lars Henrik-Schmidt sammen med Claus Holm skriver om kloning, og spinder over det emne vældige fantasmagorier af ord, der er så langt fra det menneskelige og det kropslige, at det er svært at genfinde en eneste konkret erfaring i idéerne.

Århus: Forlaget Modtryk, 2002.

281 sider. Pris: 140 kr.

ISSN 0108-808