Skip to main content

Social ulighed i behandlingen er vores ansvar

Der er spørgsmål, vi dagligt bør stille os. Er det fx rationel prioritering, når vi bruger mest tid på den velformulerede patient?

Vicedirektør, dr.med., FRCP(Edin) Knut Borch-Johnsen
Holbæk Sygehus

25. aug. 2016
3 min

Femogtyve års indsats for at sikre høj og ensartet kvalitet i behandlingen på tværs af landet har virket. Standardisering af behandlingen, kræft- og hjertepakker og nationale kliniske retningslinjer for udredning og behandling har ført til stigende overlevelse og har samtidig reduceret den regionale variation i behandlingskvaliteten. Programmerne har været en succes – men medaljen har en bagside.


Trods stigning i middellevetiden er der nu næsten ti års forskel i levetid mellem de 25% svageste og de 25% bedst stillede danskere. Det betyder, at 1-1½ million danskere går glip af ti gode leveår. Udsendelserne fra DR-Dokumentar viste samtidig, at behandling og behandlingsresultater også afhænger af social status. Hvordan kan det ske? Vi gør jo det bedste, vi kan, for den enkelte patient, og ingen af os behandler bevidst nogen bedre end andre.



I gennemsnit er vi bedre – prisen er øget social ulighed. I samme periode er forskellen i middellevetid mellem de socialt bedst og de socialt dårligst stillede mænd næsten fordoblet fra godt fem til knap ti år. Toget buldrer derudaf, men vi efterlader 25% på perronen. Det er bl.a., fordi de ikke formår at udnytte tilbud om forebyggelse ved screening, fordi de af forskellige grunde dropper ud af tilbuddene om udredning, behandling eller rehabilitering, eller fordi de ikke finder sig til rette i den måde, vi nu en gang har valgt at organisere vore behandlingstilbud på. Er det patientens ansvar, eller er det mon her, vi skal se indad og spørge os selv som ledere og medarbejdere – kan vi ikke gøre det bedre?


Ambulatorier, hvor man afslutter behandlingen af patienterne, som udebliver – er det rationel drift og god ledelse, eller er det et svigt over for de mest udsatte patienter, når vi ikke har et alternativ?


Den multisyge patient, som opgiver at finde rundt mellem fem specialambulatorier – er det patientens skyld, eller er det os, der tilrettelægger behandlingen efter vore behov og ikke patientens?


Når vi bruger mest tid på den velformulerede patient i sengen eller i ambulatoriet – er det så rationel prioritering, eller skyldes det, at den ressourcestærke patient er bedre til at stille krav – og til at få dem opfyldt?


Spørgsmål som disse burde vi stille os selv og hinanden hver dag. På den måde kan vi skabe et sundhedsvæsen, som inkluderer alle patienter, og hvor vi sammen med patienterne og i respekt for patientens autonomi finder løsninger til det inkluderende sundhedsvæsen, som sikrer reel lighed i adgangen til sundhed.