Solidaritet og ligeværd er fundament for lægers fællesskab

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Kære Kolleger! Efter i mange år at have arbejdet med forskning og for offentlige myndigheder, har jeg i de seneste snart fire år arbejdet i klinikken. Dette skift og de erfaringer, jeg kom med, har givet anledning til følgende overvejelser.

Når man er i det fællesskab, som lægegruppen på en afdeling udgør, må man være opmærksom på, at alle har medansvar for at bevare en høj faglighed, en høj arbejdsmoral og det bedst mulige humør. Dels for at kunne overleve selv, og dels for at kunne udføre den optimale arbejdsindsats af hensyn til patienterne og rekruttering til specialet.

Fællesskabet er alles ansvar

For dem, der har vagt, må alle erkende ansvaret over for fællesskabet. Nogle gange kan der være kolleger, som af den ene eller den anden grund ikke lever op til basale krav om ligeværd. Der kan også være kolleger, som af den ene eller anden grund ikke optræder tilstrækkeligt solidarisk. Der er en kritisk grænse for, hvor mange af sådanne kolleger, der kan være i et vagtlag, før fællesskabet begynder at lide. Baseret på egne erfaringer vil jeg mene, at dette antal er to. Overstiges dette antal, kan manglende solidaritet og uligeværd »brede sig«. Folk begynder måske at melde sig syge, der er pludselig ingen, som tager telefonen, når en vagt skal besættes, der opstår generel surhed, eller der opstår forskellig grad af krise, fordi der er problemer, som ikke er blevet løst i den forrige vagt. Vi har selv et ansvar for at erkende disse sammenhænge og forholde os proaktivt til dem. Men de ikkevagtbærende kolleger må heller ikke lade som ingenting ud fra den antagelse, at det ikke vedrører dem længere. På en afdeling er man sammen i de situationer, og ingen bør være sorteper. Især må de, der har ledelseskasketten på, forstå disse mekanismer og ikke bare prygle løs på dem, der rent faktisk møder op. De må forstå, at selv om vi gerne vil være maksimalt rummelige og inkluderende, er der bare belastninger, som bliver for store. De må forstå, at det bliver vanskeligt for os at være 100% loyale, når vi enten ikke forstår eller ikke kan se, hvilke beslutninger der ligger til grund for vagtlagets sammensætning/udvikling.

Vi træder på de nye læger

For dem, der ikke har vagt, er det vigtigt at anerkende, at de, der har vagt, tager en tung tørn. Det er ikke godt nok bare at sige, at »jeg har haft vagt nok«, og »det var meget værre i gamle dage«. Det er der bare ikke noget, der hedder, og det skyldes netop, at disse udsagn er i strid med ligeværd og solidaritet. Man må gøre det, der er nødvendigt her og nu, og selv om vejen dertil, hvor man er, kan være meget interessant, har den først og fremmest interesse for en selv. I det hele taget er det vigtigt, at overlæger/ledelser forstår og accepterer det ansvar, de har for næste generation og undgår at sparke nedad.

I de 19 år, jeg har været læge, har der været talt en del om lægekultur. Men nogle gange tænker jeg, at det eneste nye er, at det ikke mere er tabu at tale om det. Da jeg blev færdig som læge, var det kvinder, man ikke kunne lide. De kunne hverken operere eller forske, de ville kun arbejde 30 timer om ugen i almen praksis, de var løntrykkere, kort sagt, de ødelagde det hele, sagde man. I dag fortsætter vi lystigt med at træde på de nye læger. Med fireårsreglen har vi sendt en usolidarisk hilsen til næste generation. Og så vil jeg ikke høre et ord om »alt det« vi fik til gengæld. Vi har jokket på næste generation, har vi! I stedet for at bagatellisere og sanktionere dette anslag, må vi anerkende, at det bare ikke var godt nok!

Manglende forståelse for betydningen af solidaritet og ligeværd er væsentlige trusler mod vores fællesskab, og disse trusler kommer indefra. Med det stigende pres udefra mener jeg, at det er afgørende, at vi erkender og arbejder med disse faktorer. I stedet for at kigge på vores navler må vi løfte blikket og se os selv i spejlet. Det starter nemlig med egen indsats.