Skip to main content

Som kræftpatient er jeg helt afhængig af lægerne

Institutionsleder Inge Meincke, København. E-mail: vug_ssi@mail.dk

3. apr. 2006
3 min.

Jeg har tænkt meget over, hvad der kunne være skyld i flugten, og hvordan man kunne vende udviklingen. Vi kan ikke lave om på, at det er et tungt område, hvor hver dag vil have sin portion af mødet med sorgen og krisen i skyggen af døden - sådan er det at have kræft. Vi er mange med kræft, men flere og flere lever med sygdommen - og på trods af vores kræftdiagnose kan det blive et godt liv, hvor man også møder styrken, livsviljen, håbet og glæden.

Når nu vi ikke kan lave om på karakteren af sygdommen, kunne man i stedet vælge at se på lægernes arbejdsmiljø, for på den måde at holde på de yngre læger. Jeg har været inde i systemet som patient nu i ca. fem år, og på et tidspunkt gik det op for mig, at mine vilkår som patient i høj grad svarer til lægernes arbejdsvilkår - at det er hårdt arbejde både for læge og patient.

Noget af det sværeste at forholde sig til har for mig været mødet med de mange læger. På et stort hospital er der selvfølgelig mange læger. Som det er nu, har jeg stort set mødt en ny læge, hver gang jeg har været på hospitalet. Det er vældig frustrerende, og det har både givet grund til unødig angst og utryghed. Nu er jeg blevet bedre til at erkende, at hvis det er vilkårene, må jeg få det bedste ud af det. Jeg er sikker på, at det ville betyde meget, hvis det var nogle få læger, man mødte som patient. Det burde kunne lade sig gøre, at der omkring den enkelte patient var et team af læger (erfarne og yngre). Det må alt andet lige også være mere tilfredsstillende for lægerne selv at følge en patient og dermed have muligheden for at kunne følge op på deres eget arbejde.

Når jeg som patient oplever det både hårdt og utilfredsstillende at møde så mange læger, tænk så på hvor mange patienter lægen møder. Det må være en uendelig række af nye ansigter, korte møder og livsvigtige samtaler, hvor den unge læge måske ikke føler sig godt nok klædt på og derfor ofte må sidde med en følelse af, at det ikke var godt nok, det han ud fra sine muligheder fik lov at yde. Disse samtaler mellem læge og patient er så centrale, og det tager nu engang tid at skabe tillid og grundlag for en åben og tillidsfuld dialog.

Hvis den yngre læge var med i et fast team omkring en gruppe patienter, ville han i højere grad have mulighed for at lære patienterne og deres sygehistorie at kende. Med de erfarne læger i ryggen og trygheden i at kende sygehistorien ville udgangspunktet for mødet mellem læge og patient være helt anderledes. Jeg får i hvert fald billedet af et møde, der tager udgangspunkt i at kende hinanden, i at tilliden er etableret, og at samtalen dermed kan tage afsæt i sidste møde. Jeg ved godt, hvordan forskellen for mig som patient er på en god og dårlig samtale. Jeg kender også godt følelsen på mit eget arbejde af faglig stolthed, når noget lykkes, og man fornemmer, at man gjorde en forskel - til den gode side. Det gør lægen selvfølgelig også, så pointen må være, at man skaber nogle arbejdsvilkår, så der bliver mulighed for flest af de gode arbejdsindsatser - så lægen i højere grad kan sige YES efter endt arbejdsdag.

Jeg ved godt, at problematikken er mere kompleks, men det er min overbevisning, at hvis læge og patient fulgtes ad i forløbet, ville meget være vundet - både for læge og patient - måske ville de yngre læger så også i højere grad vælge at blive på kræftafdelingerne.