Hvis man spørger unge patienter i alderen 15-29 år, hvad der betyder mest for dem i mødet med sundhedsvæsenet, og det har Ungepanelerne i Danmark gjort, så lyder svaret, at de tre vigtigste ting er: »1) At mine behandlere giver mig information og vejledning, så jeg kan være med til at træffe beslutninger om min behandling, 2) At mine behandlere ved, hvordan man taler med unge, 3) At mine tider på hospitalet er planlagt, så jeg kan passe min skole/uddannelse«.
Danske Regioner (DR) udgav tidligere i år folderen »Et mere ungevenligt sundhedsvæsen«. Den overordnede målsætning er angivet i overskriften, og specifikke målsætninger for bl.a. transition, ungevenlig indretning, fleksible tilbud, målrettet den unge, samt for oprettelse af ungenetværk og uddannelse af ungeambassadører gennemgås.
»Ali havde gode, forståelige årsager til, at medicinen ikke var taget. Man skulle bare møde ham på den rigtige måde for at få dem frem«Jonas Kjeldbjerg Hansen
Her følger Alis historie til nuancering af, hvordan mødet med den unge kræver en ganske særlig tilgang:
»Du er gammel nok til at vide, at du skal tage din medicin«, sagde lægen til Ali, da blodprøverne med al tydelighed havde vist, at det gjorde han ikke. Ali vendte ryggen til lægen og svarede ikke. Hvad han tænkte, ved ingen, omend »rend mig!« er et godt bud. En af afdelingens ungeambassadører hørte om samtalen og gik ind på Alis stue, hvor hun talte med ham under fire øjne. Om hans liv generelt. Hvordan med skole? Hvordan med venner? Ali fortalte beredvilligt om efterskolen. Han havde fået mange nye venner, og der var en masse sociale aktiviteter. Det var godt at gå på efterskole! Efterhånden nærmede samtalen sig det med medicinen. Det var træls at sidde med pilleæsker i spisesalen. De andre så det, og det ønskede han ikke. Sammen afsøgte Ali og ungeambassadøren mulighederne for, at han kunne tage sin medicin. En doseringsæske og et telefonopkald til klasselæreren var det, der skulle til. Ali kunne nu tage sin medicin, uden at hele skolen vidste det.
Ali var således ikke en forvorpen knægt, hvad lægen nok mente. For som man råber i skoven, får man svar! Ali havde gode, forståelige årsager til, at medicinen ikke var taget. Man skulle bare møde ham på den rigtige måde for at få dem frem.
Mens Ungepanelerne og DR’s læseværdige skrivelser fortæller, hhv. hvad de unge ønsker i mødet med sundhedsvæsenet, og hvad sundhedsvæsenet skal tilbyde, så fortæller Alis historie – som er baseret på en virkelig hændelse – hvordan en ungevenlig tilgang kan sikre, at den unge føler sig hørt og dermed sikre komplians og forbedre prognosen.
Ingen ved, hvad Ali tænkte, men vi skal sikre, at gruppen af unge patienter ikke vender ryggen til sundhedsvæsenet, som Ali gjorde til lægen.
