Det bliver ikke nødvendigt at mærke efter, for jeg ved godt, at skyklapperne er der. De er startet som gode intentioner, men da politiske prioriteringer og strenge krav til produktion gav dem en mere konkret form, kom de til at blokere for udsynet til helheden. For at sikre, at de sidder, som de skal, er der skabt et sandt inferno af instrukser, vejledninger og ikke mindst: dokumentationskrav. Resultatet bliver, at personalet nu holder en række standardvendinger op som et skjold, når pårørende som jeg bliver insisterende (skrækslagne). Det kan som et eksempel lyde sådan her: »Din far kan ikke være indlagt her mere, da det ikke er en tilstand, vi kan behandle«. En anden gammel kending lyder sådan her: »En akutafdeling er kun til det akutte«.
Nå. Men min far er nu så forslået og radbrækket, at han ikke engang kan sidde op. Lånt fra Wikipedia følger nu en beskrivelse af »radbrækning«:
»Radbrækning er en gammel henrettelsesmetode. Radbrækning brugtes efter Danske Lov i forbindelse med de groveste forbrydelser. Den dømte fik fastspændt på skafottet knust sine knogler med en kølle eller et vognhjul. (Ordet er afledt af tysk ,Rad’ – ,hjul’). Den dømte kunne blive radbrækket ,fra neden’ eller ,fra oven’. At blive ,radbrækket fra neden’ var den værste straf; bøddelen knuste tæer, ankler, skinneben, lårben etc., indtil han nåede til nakken. At blive ,radbrækket fra oven’ betød, at bøddelen med det første slag knuste nakkehvirvlerne på den dømte og først derefter knuste brystkasse, lårben, skinneben etc.«.
Hvor langt min far er i den proces kommer jeg tilbage til. Men hvad er hans grove forbrydelse? Det er virkelig svært at få øje på, hvis man kender bare lidt til ham. Ud over at han nærmest aldrig har haft en sygedag i sin lange og tro tjeneste på arbejdsmarkedet, har han altid været et positivt og omsorgsfuldt menneske, der sjældent hæver stemmen. Han smiler med øjnene, og som dreng kunne han ikke sove, hvis katten ikke var kommet godt hjem. Som ung stod han på skraldespanden for at få et glimt af min mor, som han endte med at være sammen med i mere end 50 år. Indtil hun blev syg og døde. Det var hendes rædsomme forløb, mit førnævnte debatindlæg handlede om. Som far svor han, at han ville give mig et værdigt liv, selv om lægerne frygtede, at jeg var blevet svært hjerneskadet grundet iltmangel under fødslen. Han varmede kakao og bagte vafler til alle os unger på vejen om vinteren og startede vandkampe om sommeren. Da min bror døde af en hjertefejl, besluttede han, at livet skulle leves alligevel, for min skyld. Jeg tror ikke, at nogen, der har været i kontakt med min far, er gået derfra uden en følelse af gerne at ville være lidt mere som ham. Venlig, mild, hjælpsom og rummelig helt ind i det inderste af sine nu skrøbelige knogler.
»Jeg føler mig som en fiasko som nærmeste pårørende«, sagde jeg til lægen, som var kommet for at gå stuegang ved min far. Han svarede høfligt og måske lidt utilpas ved situationen, at det jo ikke var min skyld. Det er aldrig rart at tale om skyld, og sådan skal det være. For der er snarere tale om en diskrepans mellem intentioner og resultater end om, at nogen er skyld i situationen. Det er heller ikke sådan noget martyrhalløj, jeg har gang i, men simpel logik. Vi ved, at der er tre parter i den relation og situation, som en indlæggelse er: patienten, sundhedsvæsenet og de(n) pårørende. Hvis systemet antages at fungere, som det skal, og min far trods alt ikke kan bebrejdes at blive syg, er der kun én tilbage, som pilen kan pege på, og det er på den pårørende. Det er mig, som, selv om jeg er læge, ikke har formået at hjælpe min far igennem et nu ganske langvarigt og pinefuldt forløb med mange akutte indlæggelser. Jeg har tilsyneladende ikke gjort nok, siden min far er kommet så voldsomt til skade flere gange i løbet af det seneste år.
Men jeg er nu ikke parat til at acceptere det fulde ansvar, og mens jeg ventede på den stuegangsgående læge, sad jeg og læste i bogen »Bare der altid var en rød tråd …«. Det er en sammenfatning af spørgeskemaer sendt til over 120.000 patienter i årene 2000, 2002 og 2004 for at kortlægge deres oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet. Kort og godt kan det opsummeres til et ønske om mere sammenhæng. Mit bud er, at ønsket er helt uændret nu efter mere end 20 år. Og det er både de sundhedsfaglige, patienterne og de pårørende, der ønsker sig mere sammenhæng. Hver gang, der er et skift eller en overgang, går der information tabt. Eller den videregives ligesom i hviskelegen, så der sker små ændringer af indholdet, indtil det oprindelige er helt væk.
Tilbage til det med radbrækningen. Den moderne udgave er sindrig. For man kan ikke udpege hverken en konkret bøddel eller dommer. Det sker i rummene mellem det mere konkrete. I det kontekstblinde rum, hvor ingen har ansvaret for helheden, og ingen ser andet end det, skyklapperne tillader. Mønsteret er det samme hver gang: Han falder, bliver indlagt og udskrevet så hurtigt som muligt igen. I tråd med diverse gældende instrukser. Den ene gang med en overset brækket arm og denne gang med intet mindre end syv brækkede ribben og to brud i ryggen. Så er vi alligevel nået ret langt i radbrækningen. Men det begrænser sig ikke kun til den fysiske. Der er også den psykiske radbrækning, og den er næsten værre. Forestil dig, at du i hele dit liv har sat en ære i at hjælpe andre, klare dig selv, og nu ligger du og hører den ene tilsynsgående læge efter den anden konstatere, at du heller ikke hører til på deres afdeling. Ofte med vendinger som »det er ikke nødvendigt«. Når min far ikke har smil i øjnene længere og græder så stille som muligt for ikke at forstyrre det travle personale, er det ikke på grund af de vanvittige smerter. Det er fordi, han føler sig som en byrde for mig, for hospitalet og for samfundet. Det gør mig rasende. At et menneske som min far skal radbrækkes både fysisk og psykisk uden at nogen stopper op og ser ham som det hele menneske, han er. Jeg bebrejder ikke det sundhedsfaglige personale. Jeg bebrejder heller ikke hospitalsledelserne. Jeg bebrejder lidt mig selv. Jeg har måske ikke ligefrem dømt min far til denne langsomme tortur af både krop og sind. Men jeg har vel i det mindste fejlet som den pårørende, når det ikke er lykkedes mig at få ham helskindet igennem. Jeg bebrejder dog allermest politikerne, og det har jeg gjort i lang tid nu. Det er her, ansvaret ligger for at skabe nogle forhold, hvor vi som sundhedsfaglige kan leve op til det vigtigste: »do no harm«, og syge mennesker med behov for hjælp kan få lige det, de har brug for, uden at skulle føle sig som en belastning.
